Leita á in.fo

Jørn Astrup Hansen 20.03.2017 (06:00)

Fíggjarligt Støðufesti visti einki

Sosialurins omtale den 17. marts 2017 af informationen til aktionærerne i Eik Banki forud for Finansiel Stabilitets salg af 30 pct. af aktiekapitalen i banken til TF Holding fortjener en uddybning: 

 

I sommeren 2015 satte Finansiel Stabilitet 30 pct. af aktiekapitalen i Eik Banki til salg. Bestræbelserne førte den 15. juli 2015 til en betinget salgsaftale med TF Holding. Med respekt af en forkøbsret til TF Holding gav aftalen Finansiel Stabilitet mulighed for at afsøge markedet for andre købere. 

 

Den 22. juni 2015 - medens Finansiel Stabilitets salgsbestræbelser stod på, medens Finansiel Stabilitet forhandlede med TF Holding - bevilgede TAKS banken et skattefradrag til en værdi af ca. 90 mio. kr. I 9 uger, indtil den 24. august 2015, var bankens direktør ene om denne information. Under hele forløbet var direktøren vidende om, at der aktionærerne imellem pågik drøftelser om en større aktiehandel.

 

Direktionen har siden fremhævet, at de to aktionærer blev orienteret samtidigt. Men blev de nu også det? I alt fald ved vi, at bankens direktør straks orienterede sin kollega i TF Holding. Det afgørende er i øvrigt ikke, om aktionærerne blev orienteret samtidigt. Det afgørende er, at begge aktionærer blev orienteret for sent. De skulle have været orienteret straks den 22. juni 2015. 

 

Inden informationen nåede frem, havde aktionærerne indgået en bindende aftale. Det er åbenbart, at en merværdi på aktierne, som begge aktionærer er uvidende om, fører til en underkurs på aktierne, der ensidigt er til fordel for køber. I dette tilfælde TF Holding. 

 

I øvrigt havde bankens bestyrelsesformand ansvaret for kommunikationen til aktionærerne.