I oktober fik vi med lov om finansiel stabilitet en såkaldt bankpakke. Pakken, der indeholder en ubetinget statsgaranti for pengeinstitutternes forpligtelser, havde til formål at styrke pengeinstitutternes muligheder for at tiltrække indlån og lån fra andre pengeinstitutter.
Statsgarantien, der efterfølgende er blevet kaldt bankpakke I, har givetvis haft den tilsigtede effekt. Likviditeten flyder igen nogenlunde frit. De private pengeinstitutter har i to år lånt statens kreditværdighed. En større vestjysk bank optog 30. december 2008 et obligationslån på en halv mia. kroner med forfald 30. september 2010 – samme dag, som statsgarantien udløber. Pengeinstitutter, der med en statsgaranti i ryggen ikke kan skaffe sig likviditet, står ikke til at redde.
For ni år siden så pengeinstitutterne med lige dele bæven og spænding årtusindskiftet i møde. Ville computerne overhovedet kunne forholde sig til Y2K – år 2000? Det gik. Men hvordan bankerne i 2010 dog skal komme ind i oktober, kan nok forekomme lidt usikkert. Der er grund til at tro, at natten mellem september og oktober i 2010 vil holde flere bankdirektører vågne end natten mellem 1999 og 2000.
Men pengeindstitutterne andre problemer end likviditeten. En alt for let adgang til likviditet og en alt for lav rente førte i perioden 2004-07 til en uhæmmet udlånsvækst. Resultatet var finansielle bobler i aktiemarkedet og i ejendomsmarkedet. Nu er boblerne bristet, og sektoren står til enorme tab, som sikkert vil vise sig at være ujævnt fordelt. Flere pengeinstitutter står med et meget nærværende kapitalstabsproblem.
Angiveligt er det ikke muligt for pengeinstitutterne at refinansiere den ansvarlige lånekapital, der forfalder over de næste par år. Långiverne har fået kolde fødder, efter at det har vist sig, at den ansvarlige kapital er – ansvarlig. Og bankerne, der med aggressive aktietilbagekøb lidt forhastet har udbetalt den overskydende kapital til aktionærerne, synes nu uden lyst til at indbyde aktionærerne til at tegne ny kapital.
Det hersker i øvrigt nogen uklarhed om det reelle behov for yderligere kapital. Adskillige pengeinstitutter har været ude med meldinger om, at de ikke mangler kapital – men rentable udlånsprojekter. Og nok forfalder der i år og næste år ca. 20 mia. kr. i ansvarlig lånekapital. Men lånene kan sædvanligvis forlænges mod betaling af en merrente på 1½-2 pct. p.a. I dagens marked et luksusproblem.
Men spørgsmålet er vel, om vi overhovedet slipper for en bankpakke II. Hvis regeringen får magt, som den har agt, vil den allerede i denne måned tilbyde at skyde ny kapital ind i veldrevne banker. Det sker angiveligt ikke af hensyn til bankerne. Snarere er det for give bankerne kræfter til at dulme smerten hos de mange vælgere, der har måttet se friværdien og andre windfall gains svinde ind til naturlig størrelse.
Dansk Folkeparti mener ikke, det er en opgave for politikerne at tage stilling til, hvilke banker der er veldrevne, og Socialdemokraterne mener vist nok, at den nye bwankpakke, som partiet med en eufemisme kalder en samfundspakke, skal være obligatorisk. Pengeinstitutterne skal – som med bankpakke I – have et tilbud, de ikke kan sige nej til.
Politikerne skal passe på, at de i deres iver ikke kommer for skade at sætte alle markedsmekanismer ud af spil. Hvordan sikrer vi, at der sker en naturlig selektion? Det var dog ikke blot Roskilde Bank, der havde fået roskildesyge.
