Hr./Fru president,
Årtusindskiftet giver anledning til mange nye overvejelser ? ikke mindst indenfor det nordiske samarbejde. Jeg vil benytte anledningen til kort at omtale nogle emner, der berører mit område, og som har betydning for Færøerne og for vort samarbejde med vore nordiske broderlande.
På det kulturelle område vil jeg pege på strategimodellen for nordisk kulturpolitik ved tusindårskiftet som et emne af stor betydning for de selvstyrende lande. Jeg vil fremhæve tre vigtige elementer i stragegimodellens målsætning: at fremme bevidstheden om nordisk kulturfællesskab, at styrke kultursamarbejdet mellem de geografisk centrale og perifere områder og at styrke kultursamarbejdet mellem de 5 suveræne lande og de tre selvstyrende lande.
Jeg finder det særdeles positivt, at det i strategimodellen anføres som en grundlæggende prioritering for det fremtidige nordiske kultursamarbejde, at der sikres de selvstyrende lande fuld deltagelse, og at der bliver sørget for, at de selvstyrende lande får fuld og ligeværdig repræsentation i de nordiske organer.
Jeg vil i denne forbindelse pege på, at modellen med at de tre selvstyrende lande deler et styremedlem er uhensigtsmæssig og uacceptabel. Denne model er også i modstrid med Strategimodellen for nordisk kultursamarbejde. Jeg skal erindre om, at der i strategi-dokumentet fremhæves, at det er vigtigt at de mindre samfund deltager i og søger styrke til det nordiske kultursamarbejde. De repræsenterer de kulturelle forskelle, som er en af hjørnestenene i den traditionelle og moderne nordiske identitet. Det bliver endog sagt, at uden de selvstyrende landes aktive medvirken er det nordiske kultursamarbejde formålsløst.
Det er vigtigt for os at fremhæve, at de små lande ikke blot skal opfattes som modtagere af økonomiske ydelser og kulturtilbud. Vi har også meget at give det øvrige Norden. Det kulturelle samarbejde bør foregå på ligeværdig vis. De skævheder, der nu findes i systemet må bringes ud af verden.
Jeg vil i denne forbindelse fremhæve Nordisk Kulturfonds styrelse, hvor de 3 selvstyrende lande deler et styremedlem. Dette er et spørgsmål som bør få en politisk løsning. Åland har nu taget et initiativ på dette område. Vi støtter Åland fuldt ud i denne sag.
Under Islands formandskap har der været focus på Vestnorden og Vestnordens forhold til det øvrige Norden. Vi bestræber os for tiden på at revitalisere det vestnordiske kultursamarbejde. Dette samarbejde er opstået på grund af de særlige kulturelle og naturgivne forhold, der er gældende i Vestnorden. Men jeg vil stærkt understrege, at der ikke ligger noget ønske om at isolere os bag denne proces. Det vestnordiske samarbejde skal ikke opfattes som et alternativ til det Nordiske samarbejde. Interessen i Vestnorden for det Nordiske samarbejde er meget stor.
Senere på sessionen skal Ministerrådsforslaget angående Norden som foregangsregion for udvikling af menneskelige ressourcer behandles. Dette er strategien for nordisk uddannelses- og forskningssamarbejde 2000 til 2004. Dette forslag har til sigte at give optimale forudsætninger for at landene udnytter den nordiske mulighed og finder det givende at udvikle samarbejdet på undervisnings- og forskningssiden. Det at strategien bl.a. skal udvikles der, hvor det styrker nationale udviklingspocesser og er nyttigt i et ressourceperspektiv, er noget som er til stort gavn for det enkelte land. Jeg vil anbefale Nordisk Råd til at tilslutte sig forslaget.
Jeg vil benytte denne lejlighed til at udtrykke min tilfredshed over, at man også i 2000 budgettet vil afsætte penge til vedligeholdelse af Nordens huse. De nordiske huses betydning for det kulturelle samarbejde kan ikke overvurderes. Nordens hus på Færøerne er Nordens kulturelle udstillingsvindue på Færøerne. Men det er også en vigtig sluse, hvorved færøsk kunst, litteratur, drama og musik bliver kommunikeret til det øvrige Norden til glæde og gavn for alle parter.
Til slut skal jeg kort nævne, at vi på Færøerne står over for store forandringer. Hvis alt går efter planen, vil Færøerne blive en suveræn stat inden relativ kort tid. Der vil da foreligge en helt ny situation i forhold til vores nordiske samarbejde. Men vi vil indtil dette sker, deltage under de givne forhold.
Jeg vil ønske alt godt for det nordiske samarbejde i det nye årtusind: Jeg er overbevist om, at de to dokumenter, jeg her har omtalt vil vise sig som vigtige instrumenter for implementeringen af et fortsat og voksende frugtbart og nyttigt samarbejde.