Min sorg er en kvinde så marmor bleg,
hun står på de stormbare strande.
Hun hører stormenes vilde leg,
og dans på de fjeldstore lande.
Da flagrer i hvirlene nattmørke hår,
og lynet fra øjnene lue:
hvor længe endnu skal I, håbløse år,
som hungrige orme mig suge?
Stå op, blege ven, fra den våde grav,
og syng om de visnende urte,
og dans du med mig over sukkende hav,
til vi forsvinder i tågen langt borte.
Da skal du mig synge så troldslig et digt
som dværgen i fjeldene græder,
som følget i kløfterne klager, ligt
da stormenes vinter lader.
Da skal du mig spille så troldslig en sang
som nordlande stormens kalden,
da ravnen så højt op i bjerget hang
over manden, fra bjerget var falden.
- - -
Min sorg er en kvinde så isende kold,
et marmorblegt ansigt at skue,
en spåkone Der fra en forsvunden old-
tid fra kommende oldtid vil bude.
Christian Fróði Djurhuus
oversættelse
