Petur segði lítið og einki frá tí, hann upplivdi sum krígsfangi í Russlandi. Tí er neyðugt at nýta aðrar keldur, sum hava verið við somu ferðina. Fyrst verður endurgivin á donskum ein frásøgn, sum er tikin av heimasíðuni hjá Leif, soni Honnu og Petur
Frá Leningrad til Alexandria 1941-1943
I sommeren 1941 blev 20 søfolk fra den danske damper AXEL CARL sendt af sted på en rejse over land, mange tusinde kilometer. Rejsen og de lange ophold i forskellige interneringslejre blev fuld af lidelse og afsavn og kostede fire mand livet.
Om efteråret 1940 kom AXEL CARL i fart til Rotterdam og på Østersøen. Midt i juni 1941 sejlede det fra Hamburg og gennem Kielerkanalen. Ladningen var stykgods, som et tysk firma leverede til Sovjet. De danske søfolk, som jævnligt hørte B.B.C., vidste, at det tysk-russiske forhold var meget anspændt, men de kunne naturligvis ikke få nogen sikre oplysninger om situationen.
Efter det tyske firmas ordre anløb AXEL CARL Rønne for at proviantere og fortsatte derefter til Leningrad, ankomst den 20. juni. Alt var normalt, og losningen begyndte. Den 22. om morgenen kom nyhederne om, at krigen (millum Týskland og Sovjet) var brudt ud.
Om middagen gik russiske embedsmand ombord og undersøgte skibet. Ingen af de søfarende måtte nu gå i land, og der blev sat skildvagter ved landgangen og i maskinrummet. Kort efter blev private radioapparater beslaglagt og skibets radiostation sat ud af funktion. Det var meget vanskeligt for kaptajnen at komme i forbindelse med myndighederne.
Vóru nú veruliga fangar
De var nu faktisk interneret, og de besluttede at nedsætte arbejdstiden og stryge frokosten kl. 8 for at få provianten til at strække længere. Fremtidsudsigterne var ganske uvisse, men alt forløb roligt. Endelig den 9. juli kom myndighederne ombord med en tolk. De danske søfolk blev samlet i kaptajnens kahyt og fik besked på, at skibet var beslaglagt, og at de skulle interneres. De fik 20 minutter til at pakke deres ejendele; kun to stykker bagage måtte tages med, intet skriftligt og ingen instrumenter.
Kl. 19 gik de fra borde, og kaptajnen rapporterede senere, at han endnu ikke var kommet i land, før det danske flag blev strøget og det russiske hejst. Søfolkene blev sendt i bus til et gammelt slot 45 km fra Leningrad - deres første interneringslejr under en årelang færd gennem Sovjetunionen.
Í fyrstu fangaleguni
Den 23. juli skulle de danske søfolk videre. De blev sendt med jernbane fra Leningrad over Moskva til Gorki (eystanfyri Moskva) og kom til en stor interneringslejr, Oranki, nær Gorki, den 1. august. Her var de godt tre måneder. Rationerne var knappe, men forholdene tålelige, og det var stadig muligt for den lille danske gruppe at holde sammen. De drøftede, om de skulle melde sig til tjeneste på russiske, engelske eller amerikanske handelsskibe.
»På en lille sammenkomst vi havde på kongens fødselsdag den 26/9 1941, blev vi alle enige om at melde os til den omtalte tjeneste. Heldet var med os, for dagen efter sammenkomsten ankom der til lejren en kommissær fra det russiske udenrigsministerium. Til denne kommissær henvendte jeg (skiparin) mig med vort tilbud. Dette blev accepteret, men kommissæren lod mig vide, at han måtte først tale med sine chefer derom. Tiden gik nogenlunde i Oranki, men vi hørte intet angående vor sag. Vi kunde på de af nyheder, der kom til os udefra forstå, at den tyske front nærmede sig Gorki, og vi talte om, at nu blev vi nok snart flyttet længere ind i Rusland.«
I sin store beretning fortæller kaptajn Teilman Thomsen, at kort tid efter mødet med den russiske embedsmand talte han med ham igen. Kommissæren sagde nu, at der lå et skib i en nordrussisk havn lastet med våben til norske partisaner - ville de danske søfolk påtage sig at føre dette skib? Kaptajnen svarede øjeblikkeligt ja for sit eget vedkommende, og det samme gjorde de af besætningen, som blev spurgt. Da den russiske herre atter talte med kaptajnen, sagde han, at han var glad for svarene, men det var kun et forsøg, han ville gøre for at prøve alvoren i deres tilbud. Nu skulle de snart høre fra ham. I den følgende tid talte søfolkene ofte om, hvor dejligt det skulle blive at komme ud at sejle igen. Men ugerne gik, uden at de hørte nyt i deres »sag«.
Vórðu koyrdir í kríatúrvognum
Den 5. november brød hele Oranki-lejren op. Fangerne blev anbragt i kreaturvogne, hvor pladsen var meget kneben, og de led under stærk kulde. De kørte over Volga og gennem Uralbjergene. Den 17. november nåede de Aktjubinsk. Lejren bestod af lerklinede bygninger, fulde af revner og sprækker. Forplejningen var ringe, maden dårlig, de hygiejniske forhold meget slette. Alle som en blev de fyldt med lus. »Hele besætningen aftog stærkt i vægt, og små sygdomme begyndte at indfinde sig«, rapporterede kaptajnen. Udenfor var det undertiden 48 graders kulde.
Kaptajnen søgte forgæves at komme i forbindelse med det svenske gesandtskab. De levede i håbet om, at deres ansøgning ville bringe dem frihed, men det var sværere og sværere at holde håbet oppe. Kaptajn Thomsen syntes, han selv klarede sig helt godt, men han var bekymret for mange af sine folk.
Koyrdu skeivan veg í 31 samdøgur
Den 12. marts 1942 blev de sendt af sted igen med jernbane, og humøret steg. Messedreng Ove Skotte fortæller:
»Der var kun en ting galt: retningen. Nu var vi søfolk, og vi kunne alle sammen se stjerner og skyggestriber, og hvis vi skulle frigives, så skulle vi jo vestover eller sydover i hvert fald, men det gik nord, øst, skiftevis nord- og østpå i 31 døgn. Så vi var klare over, at hvis dette her skulle ende i noget fornuftigt, så blev det oppe i Ishavet eller også ude i Kina. Det endte så pudsigt nok en 6-800 km fra den kinesiske nordgrænse.«
De kørte i fangevogne med meget dårlig forplejning - »i de 20 sidste døgn fik vi hver 300 gram brød og et stykke saltet fisk«. Målet var en stor krigsfangelejr i Karahandar. Til deres glædelige overraskelse skulle de bo i en bungalow et stykke fra hovedlejren. Her var rimeligt gode forhold, og skibskokken lavede deres mad af de knappe rationer.
De, som var raske nok, fik arbejde med grøntsagsdyrkning, og de bragte ekstra rationer til køkkenet, når de så deres snit til det. Hvis de blev opdaget, blev tyvekosterne taget fra dem, men de blev aldrig straffet. Forholdene var altså i mange henseender meget bedre end før, men til gengæld var det sommer, meget varm og usundt. De fleste blev syge, adskillige af dysenteri, og tre mand blev så hårdt angrebet, at de døde. »Vi fik en kiste til de afdøde og fik tilladelse til at begrave dem på landsbykirkegaarden. Begravelsen foretog jeg selv efter det danske ritual«. Dødsfaldene gjorde dybt indtryk på kammeraterne, de blev mere og mere pirrelige og utålmodige, og det kneb for dem at passe arbejdet.
Lýsnar doyði í kulda
Í samrøðu greiddi Edmund Petersen, umrøddur í seinasta partinum, meira frá hesi ferðini, m.a. um tokferðina, sum vardi í 20 dagar í meira enn 40 stig frosti. Har vóru eingir hentleikar. Um dagin máttu teir sita á dúrkinum í tokvogninum.
Um náttina máttu teir liggja á berum dúrki. Hjá Edmundi bilaði ikki, tí hann var so ungur, men hjá hjá teimum eldru var hetta ikki lætt.
Hvønn morgun steðgaði tokið. Tá vórðu tey deyðu tikin út, og spannir við mati og vatni vórðu settar inn. Onkuntíð noyddust teir út í øllum kuldanum og kavarokinum, meðan tokvognurin varð ruddaður.
Endamálið við allari hesi ferðingini var sleppa burtur frá hermótinum, har týskarar jú tóku seg skjótt fram ta fyrstu tíðina. Onkuntíð vóru teir so mikið nær, at dunini hoyrdust frá týska herinum.
Sum nevnt vóru teir onkuntíð við at ganga til av lúsum í klæðunum. Men at beina fyri teimum var rættiliga lætt. Klæðini skuldu bert leggjast út í øllum kuldanum, og tá frystu lýsnar í hel!
Tá ið teir skuldu hjálpa sær sjálvum var tað í einum holi úti í øllum kuldanum. Tá holið var fult, skuldi innihaldið beinast av vegnum. Tá var tað fryst sum ein blokkur, og gjørdi hetta arbeiðið munandi nossligari.
Frælsir menn
En morgen i december 1942 kom fire russiske officerer til søfolkenes hus.Vagten åbnede porten i det hegn, som omgav huset, men en af officererne gjorde tegn til ham om at lade den være åben, og en anden af dem vinkede skildvagten ned fra vagttårrnet. I det samme gav han mig portnøglen og sagde: »I er frie, I må gerne gå ud hvor De vil.« Ja, jeg aner ikke, hvad jeg tænkte lige i øjeblikket. Officeren omfavnede mig og sagde til lykke«.
Betingelsen var, at de ville sejle i allieret tjeneste, så måtte hver mand skrive under på, at han vilde tage ud at sejle med Ruslands allieredes skibe ... alle skrev under.
De fik udleveret deres pas og proviant til en lang rejse, og den 10. december 1942 forlod de lejren. Fra jernbanestationen i Karahandar tog de via Taskent til Karatjnavolsk ved det Kaspiske Hav, hvorfra de sejlede til Baku. Her havnede de først i et fængsel, men da denne fejltagelse var opklaret, blev de indlogeret på et fornemt hotel.
De kom til en persisk havn og derfra videre til Teheran, hvor de var den 22. januar 1943. Engelske myndigheder tog godt imod dem og anbragte dem for nogle dage i en militær hvilelejr. Hos den danske gesandt og den danske kolonis medlemmer blev de hjerteligt modtaget. Danske familier blev deres værter de næste uger.
Í tænastu hjá teimum sameindu
Midt i februar 1943 tog de 16 danske søfolk af sted fra Teheran. De rejste via Bagdad og Palæstina til Cairo; derfra videre til Alexandria, som var Mellemøstens skibsfartscentrum.
Mange danske søfolk og skibe kom til denne store havn.
Petur gjørdist fyrst 2. stýrimaður á skipinum Pacific, sum legði káplar í Reyðahavinum. Síðan fór hann sum 3. stýrimaður við einum skipi til New Orleans í USA. Restina av krígnum sigldi hann sum yvirstýrimaður við ymiskum skipum frá San Francisco.
Føroyska troyggjan var bjargingin
Tað er stuttligt, tá ið fólk gera vart við seg í samband við tað, sum verður skrivað. Aftaná seinastu Miðviku frætti eg frá Idu Nielsen, sum er systir Petur.
Hann fortaldi heldur ikki henni nógv um sínar upplivingar. Men hann segði tó, at hann hevði eina føroyska troyggju við sær, og hon átti lívið í honum. Ida fortaldi eisini, at Petur kundi støkka upp um næturnar av marru um sínar upplivingar.
Ida hevði eisini okkurt um siglingina hjá Petur í seinni árum. Í lýsing av Petur verður greitt frá, at hann sigldi við føroyskum fiskiskipum frá 1928 til 1933, tá ið hann fór niður at sigla.
Sum nevnt í seinasta parti var Petur fyrsti skipari í danska flotanum at sigla við kemikalium. Hesum greiðir hann millum annað frá í blaðnum Dansk Skibsfart 7. juli 1970.
Her sigur Petur, at teir máttu læra hesa sigling frá botni av. Serliga í hesum farti var tað umráðandi at fylgja øllum reglugerðum til fulnar, tí her var jú talan um vandamikil evni. Summi av teimum kundu vera beinleiðis deyðilig, um ikki varð ansað eftir. Bert nakrir dropar, sum lóku í havnina, kundi vera ein vanlukka fyri allan býin. Og kom bland í tey ymisku evnini kundi hetta merkja milliónatap.
Men tað sum veruliga kundi geva Petur marruna var bert hugsanin um ein samanstoyt við eitt annað skip. Tá kundu báðar manningar umkomast av dampi frá hesum evnum, umframt tann ræðuliga skaða, sum kundi henda, um evnini róku í land, har fólk búðu.
Trygdarkrøvini settu eisini stór krøv til manningina, sum var upp til 40 mans.
Sjálvur hevði Petur bert havt okkurt smávegis óhapp, sum tá nakrir av manningini fingu nakrar fáar dropar av einum evni niður á skógvarnar. Beinanvegin komu bløðrur á føturnar. Men tíbetur komu menninir beinanvegin á sjúkrahús.
Í komandi parti verður 1. partur av eini frásøgn hjá Christian Djurhuus, løgmanni, og soni hansara Ejler
