Af planen for selvstyre fremgår, hvorledes man forestiller sig de forskellige faser, som færingerne vil gennemgå, før de kan opnå selvstændigheden. De vil have bloktilskuddet fra Danmark aftrappet over de kommende år. De vil gradvist overtage nogle områder som undervisning, kirke og senere politi, luftfart og penge- og valutapolitik, der endnu hører til den danske administration. Der skal oprettes en samfundsøkonomisk fond, som færingerne kan trække på, hvis fiskeriet ikke giver indtægter nok. Og så skal færingerne i året 2012 tage stilling til, om de vil have en suveræn stat.
Ideen om selvstændighed er grundlæggende for alle folkeslag. Frihedstanken understreger, at uafhængighed er ethvert menneskes ret; i overensstemmelse med Menneskerettighederne er alle folk berettiget til at bestemme over deres egen skæbne.
Udover den geografiske adskillelse mellem Danmark og Færøerne har færingerne en afvigende kultur, som giver dem en særlig identitet. De fleste færinger, jeg har mødt her i Danmark, siger for eksempel, at de føler sig fremmede i det danske samfund. Ud fra den tankegang kan man let forstå grunden til den stærke nationalistiske følelse.
Men der findes i den danske opinion nogle, som mener, at færingerne kun begyndte at ønske selvstændigheden, efter der blev opdaget olie i det færøske havområde. Uden her at drøfte indholdet i det konkrete udsagn vedrørende Færøerne vil jeg derimod fremføre et lignende tilfælde i forbindelse med sagen om Cabindas enclave, hvor der ironisk nok påstås for at minimere sagens vigtighed, at alle de fordringer om selvbestemmelsesret, som Cabindas folk står for, kun eksisterer, fordi territoriets havområde er fuldt af olie. I virkeligheden kan det påvises, at det netop er angolanerne og de multinationale selskaber, der holder landet som gidsel af denne grund. Men uanset hvad der bliver sagt, kan princippet om folkets rettigheder under ingen omstændighed ændres.
Derfor tror jeg, at Danmark vil kigge på sagen på en positiv måde. Jeg er sikker på, at de vil behandle problemet positivt, for den danske regering har allerede vist opmærksomhed på sagen ved at bevillige færingerne rettigheden til folkeafstemning. Og jeg mener, at det ikke kan være anderledes, for Danmark er jo et demokratisk land og forpligter sig til at behandle alle problemerne i lyset af en respekt for Menneskerettigheder.
I Cabinda enklaven, hvor jeg kommer fra, får den enkelte borger ikke lov til at ytre sin mening om problemet. Hvis Angola var Danmark, ville Cabindas folk også benytte rettigheden til at bestemme over deres egen skæbne. På den måde ville alle de menneskeliv, der nu bliver ofret under krigen, kunne være blevet sparet.
Ifølge de sidste resultater fra folkeafstemningen om Færøernes fremtid blev svaret et »ja«. Men så blev der rejst spørgsmålet om det danske bloktilskud, som skulle stoppes, hvis færingerne vil styre landet selv. Kan dette forstås som et »nej« fra Danmarks side? Kan man sige, at danskerne er misundelige over den færøske olie? Eller vil Danmark bevare styret på den færøske økonomi? Jeg tror hverken på det ene eller det andet. Man kan sagtens sige, at de danske politikere har stor erfaring for at styre landet, og de ved, hvor svært det vil være for et lille nyt land selv at skulle styre økonomien. Jeg tror, at diskussion om, hvem der skal styre økonomien på Færøerne, når det kommer til stykket, handler om en bekymring fra dansk side, som går ud på at ville beskytte den færøske økonomi mod en eventuel økonomisk krise.
Men det er også rigtigt, at »hvis den danske stat tager ansvaret for Færøernes økonomi, vil færingerne aldrig handle økonomisk ansvarligt.«. Alt skal man lære. Og færingerne skal også lære at tage ansvar for deres egen økonomi. For hvordan kan de føle sig selvstændige, hvis de fortsat er økonomisk afhængige af Danmark? Økonomien er den vigtigste del for at få et samfund til at fungere. I de såkaldte tredje lande bliver økonomien ofte styret af tidligere kolonimagter. Hvis man ser nærmere efter, er økonomien dårlig i disse lande. Grunden til, at dette er tilfældet, kan sagtens være, at de pågældende lande ikke kan kontrollere økonomien godt nok selv. Men samtidig ser vi, at der også gives større spillerum for manipulation i de lande, hvor der ikke råder nogen større viden om økonomien. I nogle lande har der været borgerkrige, som opstod af økonomiske konflikter mellem tidligere kolonimagter og disse lande, da de økonomiske interesser tæller højere end menneskeliv. Congo Brazzaville, hvor krigen endnu ikke er afsluttet, er et af de eksempler, som kan nævnes. Jeg synes, at færingerne for retfærdigheds skyld før styre deres egen økonomi.
Det vil være rart, hvis de samfund, som står for de demokratiske værdier, også ville hjælpe de folk, hvis menneskerettigheder bliver overtrådt af nogle udemokratiske lande.
