Eftirnavnið í Stórustovu verður í dag mest sett í samband við fótbólt. Men soleiðis hevur ikki altíð verið. Tað var tann tíð, tá ið hon fyrst og fremst var ímyndin av klippfiski.
Henda frásøgnin umfatar fimm gravsteinar. Hetta er søgan um tey hjá Jóannes í Stórustovu og verfaðir hansara Niclas Andreassen, á Kák. Fyrst fara vit til Jóannes
Johannes M. Jacobsen, Jóannes í Stórustovu, nevndur, var føddur í Havn. Mamma hansara, Anna, var dóttir Michel Michelsen og Siggu Johannesdatter. Anna átti tvey heilsystkin. Johannes giftist við Elsebeth Petersdatter í Syðrugøtu og Poul giftist til Eiðis við Katrine Marie Hansdatter. Ein hálvsystir, Maren Sofie, giftist fyrst inn á Skála og síðan til Víkar.
Pápi Jóannes í Stórustovu var Jacob Samuelsen, ættaður úr Hósvík.
Jóannes vaks upp í Stórustovu. Hetta vóru eini lítil hús eystanfyri ósan við Eystaruvág, beint yvir av Vertshúsinum. Tað verður hildið, at tað má hava verið uppá spott, at hesi smáu húsini eru kallað Stórastova. Seinni í lívinum bygdi Jóannes húsini við Hoydalsvegin, sum Esmar Fuglø seinni keypti. Tey svaraðu í hvussu er til navnið!
Abbi Johan hevði ikki sæð so nógvan pening
Jóannes fór tíðliga til skips við Dauntless við Jens í Dali. Hann tók skiparaprógv í 1895. Tvey ár seinni fekk hann Phebe hjá Jens í Dali at føra. Í 1900 gjørdist hann skipari á Inflexible. Eitt skifti var hann hjálparlærari við skiparaskúlan hjá Jens í Dali.
Seinni keypti Jóannes helvtina av Inflexible frá Jens. Jóannes var millum teir bestu at fiska. Eitt árið var hann fiskikongur.
Jóannes fór í 1910 í land og gjørdist bókhaldari í Handilsforeiningini og var har til 1919.
Síðan gjørdist hann vrakaraformaður norðanfjørðs. Í 1926 fór hann at keypa klippfisk sum umboð fyri størsta klippfiskainnflytaran í Spania Trueba y Pardo. Tað gekk væl í mong ár.
Abbi Johan Norðfoss var systkinabarn Jóannes. Hann fortaldi einaferð frá, at hann hevði sæð inn í pengaskápið hjá Jóannes. Hann hevði ikki í lívinum sæð so nógvar pengar. Tá í tíðini skuldi kanska heldur ikki so nógv til!
Hetta gekk væl í fleiri ár. Men ringu tíðirnar í 30-unum og borgarakríggið í Spania beindi fyri hesum sølumøguleika. Umframt hetta komu revsiatgerðirnar móti Italia vegna hersetingina av Etiopia. Tá so Føroya Fiskaexport var stovnað, var liðugt hjá Jóannes á hesum øki.
Turkaði fisk
So fór Jóannes í holt við fiskaturking. Hann hjálpti mongum at bøta um umstøðurnar á hesum øki, eisini við at fáa turkihús. Saman við Christian Holm Jacobsen og Zacharias Heinesen fekk hann í lag fiskaturking uppi á Hálsi. Felagið fekk navnið Nabb, her frá stavar staðarnavnið.
Hann fekk sær eisini turkihús við goymsluhúsi Yviri við Strond nærindis Tórgarð, har hann búði.
Jóannas átti skonnartina Sanna saman við Napoleon Jacobsen á Glyvrum.
Hann kom í nevndina fyri mjólkaforsýningina í 1910, tvey ár eftir, at hon var stovnað. Har sat hann til sín doyggjandi dag.
Sagt varð um hann, at honum var í kjøti borið at hjálpa og stuðla, har tað var møguligt at fremja okkurt átak.
Jóannes var í havnanevndini í Havn í 13 ár uttan at vera býráðslimur. Hann var formaður fimm av hesum árum. Hini árini var hann næstformaður.
Jóannes var eisini í 30-unum við til at keypa sild til saltingar yviri á Skipanesi.
Karolina vann ein bil
Kona hansara Karolina var virkin losjulimur. Í 1946 skipaði losjan fyri eini lutaseðli, har høvuðsvinningurin var ein bilur. Hann vann Karolina.
Jóannes og Karolina fingu børnini Maja, Jákup, Niels, Anna og Karl. Maja doyði 14 ára gomul, og hennara gravsteinur er á myndini.
Jóannes átti ein beiggja Andreas. Sonur hansara Julian er eisini jarðaður saman við ættini.
Tá Niclas gjørdist fráhaldsmaður
Carolina var dóttir Niclas á Kák og Maren Sofía f. Carlsen. Presturin Absalon Joensen hevði hesa stuttligu lýsing í Dimmalætting av Niclas
De Thorshavnere, som af og til lægger dewres Vej forbi Kongebroen og Müllersbro vil sikkert have let ved at genkende den Mand, hvis Billede staar over disse Linier. Thi Niclas Andreasen færdes dagligt trods sin høje Alder paa Vejene omkring Østrevaag. Der mangler ikke ret mange Aar i de Halvfemsindstyve, siden Niclas Andreasen første Gang saa Lyset en Novemberdag i Thorshavn. Og i Thorshavn har han levet hele sin tid. Men Thorshavn som den var dengang og Thorshavn som den er nu, er to højt forskellige Steder. Største parten af Byens Huse laa jo dengang paa den lille Halvø, der skiller Østrevaag fra Vestrevaag. Og hele Stranden lige fra Skansatangen mod Øst omkring Tinganæs og ud til Rundingen mod vest laa endnu dengang uforandret, som den havde været siden Arilds Tid.
Meget forandres i en Mands Levetid, siger et gammelt Ordsprog. Dette passer maaske ikke altid og paa alle Steder. Men Niclas Andreasen kan med fuld Ret sige det om Thorshavn i hans Levetid.
Men Niclas Andreasen har forstaaet at følge med Tiden. Munter og vel fornøjet gaar han sin daglige Runde omkring Østrevaag, hvor han ofte ses med et af sine Børnebørn i Haanden. Og naar gamle Bedstefar giver sig alt for god Tid til at passiare med Folk, som han træffer paa sin Vej, kan man se den lille hale i Bedstefars Haand for at komme videre. Og Bedstefar forstaar den lille. Med Smil om Munden og Skæmt paa Læben lader han sig blive halet videre af det lille Barnebarn.
En dag da jeg traf Niclas Andreasen nede paa Østrevaag bad jeg ham fortælle mig et eller andet fra hans Manddomsdage. Og hans Manddoms- og Ungdomsdage faldt jo paa den Tid, da Færinger endnu brugte deres Armkræfter som Drivkraft til deres Fiskerbaade og Færdselsbaade, da de endnu brugte deres Ryg og deres Ben som eneste Hjælpemiddel, naar noget skulde flyttes fra et Sted til et andet – enten det nu var Fisk eller Grind eller Faar, enten det var Tørv eller Gødning. Og Niclas har jo været en ihærdig Deltager i Færingefolkets slidsomme Dagligliv paa Land og Sø.
Grindadráp í Havn
De gamle Færinger, som har været med til at opdage en Grindeflok ude paa Havet og har haft Held til at drive Flokken til Land og blive dræbt, har gerne Mindet om en saadan tildragelse liggende godt fremme i Hukommelsen. Dette slog ogsaa til med Niclas, og saa fortalte han mig om saadan en Grindefangst for mange Aar tilbage i Tiden. Grindeflokken var han med til at opdage derude ved “Boren” en tidlig Morgenstund, hvor de var taget paa Fiskeri. Grinden blev drevet ind til Thorshavn og dræbt allerede tidligt paa Dagen. Den var ikke særligt stor, men gamle Sysselmand Müller plejede at sige, at saa vidt han vidste var aldrig nogen Grindeflok bleven dræbt og fordelt saa hurtigt som den her omtalte. Thi allerede inden Aften var alt færdigt og ryddet af Vejen. Og den hurtige Fordeling har jo saa stor Betydning for Kødets Kvalitet.
Mens gamle Niclas var optaget af at fortælle om Grindedrabet, var det som om hele denne Tildragelse fra hans Manddoms Dage blev levende igen. Og baade han, som fortalte, og jeg, som lyttede, kunne lyslevende se hans Grindeflok omringet af Baade lade sig drive op gennem Nolsø-fjorden. Og inde paa Land i den gamle Thorshavner-By kunde vi se baade unge og gamle være paa benene for at faa øje paa Grindeflokken. Den gamle Gubber, som ikke er gaaet ud med Grindebaadene, finder deres rustne Grindeknive frem fra en eller anden lønlig Krog i Huset, og samtidig med, at de hvæsser deres Knive, er de stolte over at kunde svare paa alt, hvad Kvinder og Børn finder paa at spørge dem om. Og mens Grindeflokken stadig nærmer sig Havnen, puster de gamle Koner til ilden paa Arnen, for at Kaffen kan være færdig og varm, saa snart Hvalerne ligger døde paa Valpladsen.
Illa konan fekk hann í fráhaldsfelagið
Jeg forstod, at der var noget som arbejdede sig frem fra Dybet af hans Hukommelse, noget der stod i forbindelse med Grindefangsten. Og til sidst kom det frem. Og saa var det dette, at han den Dag efter endt Grindefangst havde sat sig til Ro i sin Baad sammen med en god Kammerat. De havde en flaske Brændevin, som de skiftevis drak af, mens de talte vidt og bredt om forskellige Grindefangster, de havde været med til. Men hvor længe var Adam i Paradis! Som de sad allerbedst og snakkede venskabeligt og flyttede Flasken flittigt fra Mund til Mund, skete der noget uventet! Kammeratens Kone kom ganske tilfældigt forbi og fik Øje paa dem. Og den gode Kone var aldeles ikke bange for at lade de to Herrer høre, hvad hendes mening var om saadant Kammeratskab. Og hendes ord havde en Virkning som en vældig Braadsø, der fuldstændigt skyllede de to Herrer over Ende og hvirvlede dem rundt som i en Malstøm. Flasken kom i en Fart ned under Trøjen. Og Niclas maatte i egen Person følge Kammeraten hjem og faa ham i Seng.
Han følte sig bedre tilpas under Grindedrabet, hvor det gik haardt til, end ved at skulle staa Skoleret overfor den gode Kones hvasse Blik og rammende Ord. Nogen Tid efter denne Begivenhed blev begge to Kammerater Afholdsmænd i Thorshavn Afholdsforening.
Mundi verðið fyribeindur av einum veðri
Niclas Andreasen har været en flittig, dygtig og paalidelig Arbejder i de forskellige Hverv paa Land og Hav, som han gennem sit Livs omskiftene Tider har taget Del i. Og ligesom mange andre Færømænd, der i deres Manddoms Dage har været hurtige og uforfærdede til at være med i alt det forskelligartede, som Færingelivet byder sine Mænd, saaledes ogsaa med Niclas Andreasen. Han glemmer af og til, at han er kommet saa højt op i Aarene. Som forleden dag, da hans Søn, som han bor hos, havde faaet en Vædder hjem, og den skulde sættes i Tøjr paa Trøen. Glad og fornøjet som en 8-9 Års Dreng vilde Niclas afsted med Vædderen i Tøjr. Det gik godt til at begynde med. Men da Vejen til sidst maatte lægges op over en af de stejle Bakker i Byen, var den gamle Niclas blevet noget mat i Knæene. Og nu var det Vædderen, som trak afsted med ham. Og den gjorde det saa brutalt, at Niclas, der slet ikke vilde opgive Tøjret, blev halet op af Bakken ligesom en Tøjrepæl, der hænger bag paa et Tøjr paa et løssluppet Kreatur. Heldigvis blev denne faretruende situation iagttaget af et par raske damer, som fik Vædderen standset og fik den gamle Mand paa Benene igen, hvorefter han fortsatte, som om intet var hændt. Det var vel nok tappert gjort af en snart 90-aarig Mand.
Sovnaði í skúlanum
Viderø skrivar at Andreas og Niklas vóru av ítarstu útróðrarmonnum. Eina ferð var Andreas so vekraður í skúlanum, at hann sovnði og fór í ørviti at tosa um at fara á Skálavíkargrynnuna. Tá tekur lærarin í hann og sigur, at vit hava landalæru, og nú skulu vit suður í Ermasund!
Vermamma Niclas snúsaði
Í sínum endurminningum hevur Carolina Heinesen hesa frásøgn um verfamiljuna hjá Niclasi:
Ved siden af os boede der en familie, som bestod af fader, moder og 4 voksne døtre. Huset blev kaldt ”hjá Huldukarli”. Manden har jeg ikke kendt, konen hed Bidla. Hun havde altid sort næse, da hun brugte snus efter en større målestok. Den ældste datter hed Maren og var gift med Niclas á Kák, den næste var gift med en mand fra Sandevåg, der hed Heine. Den 3. er gammel pige og bliver kaldt Huld-Else, men det er nærmest den yngste, som jeg kendte. Hun var halt og blev min første lærerinde, hun var så blid og stille. Der lærte jeg at stave og lægge sammen, samt at blive mere stille, da jeg var så vild. Det var en hjørnestue vi benytte som skole. Der var så rent, men meget fattigt. Denne pige hed Juliane og led meget af krampe, det var en slem tid, den første efter at hun var død.
Heimildir:
..verjir fyri Havnarvág
Herman í Stórustovu
Nena Danielsen
Næstu ferð
Í komandi parti verður greitt frá Sofie og Thomas Juel Kjelnæs, skómakara
