Rúnar Reistrup
Sjálvur landsstýrinsmaðurin í vinnumálum, Finnbogi Arge, var í Svínoy í gjár, tá framkomna fjarskiftiskervið, ið er sett upp í Svínoy í sambandi við verkætlanin ?Tykissamfelag-Svínoy?, alment varð tikið í nýtslu.
Fyri hann var tað ein møguleiki at røkka tveimum málum við einari verkætlan, tá lærarin og bygdaráðsformaðurin í Svínoy, Jógvan Edmund á Geilini, setti seg í samband við Vinnumálastýrið og vísti fram ætlanir sínar um at knýta Svínoy tættari umheiminum við kunningartøkni.
- Í okkara orðaða vinnupolitikki er ein av fremstu raðfestingunum, at kunningartøknin skal mennast. Harumframt liggur tað í politikkinum hjá landsstýrinum, at útijaðarøkini skulu mennast. Hesa verkætlan síggi eg sum eitt stig á leiðini á báðum økjum, sigur vinnumálaráðharrin við Sosialin, meðan vit sigla úr Leirvík til Svínoyar í heldur baldrutum veðri.
Hugsandi at aðrar oyggjar koma við
Verkætlanin er ein sokallað ?pilot-verkætlan? og tað liggur í hesum, at tað er eitt undangongutiltak. Finnbogi Arge heldur tó, at tað væl er hugsandi, at onnur lokalsamfeløg - helst á smáum útoyggjum - í framtíðini fara at fylgja í fótsporunum á verkætlanini í Svínoy. Men tað verður ikki Vinnumálastýrið, ið tekur fyrsta stigið.
- Tað mest umráðandi í einari verkætlan sum hesari er, at hugur og vilji er á staðnum, fyri at føra hana út í lívið. Tað nyttar lítið at vit fara út og siga við eina útoyggj, at nú skal hon knýtast saman við breiðbandskervi. Tað má fyrst og fremst vera eitt ynski um at menna seg tann vegin, og tað kann eg siga, at tað hevur tað verið í Svínoy, sigur landsstyrismaðurin í vinnumálum, Finnbogi Arge, nú vit fara um Svínoyarfjørð, og báturin rullar øgiligt.bes, men have evigt liv. Man må jo sige, at det er et godt parti: Himlens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber tilbyder kærlighedsforhold og ægteskab.
Bruden, menneskene, folket afviser som bekendt denne mægler og slår ham endda ihjel ved at hænge ham op på et kors, som vi hørte i påsken. Men gammel kærlighed ruster ikke, og Guds kærlighed er så skinnende som aldrig tidligere. Han er så ung og så stærk som nogensinde og her i pinsen går han til sagen som ingensinde før. Han kommer krybende på sine knæ. Han kommer med forelskelsens stormvejr og tildækker sin brud med kys og kærtegn, så hun bliver ganske ør. Apostlene bliver så medrevet af Guds brændende kys, at de begynder at tale i tunger og sige mærkelige ord på fremmede sprog. Og det er dog ikke så underligt, da kærlighedens sprog er internationalt. Det kan enhver forstå. Og det gjorde de da også, som vi hørte det i kirken igår: medere, partere, elamiter og folk som hørte hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens egne, romere, jøde og proselytter, kretere og arabere. Er man forelsket i pigen, kan man tale med hende, ligegyldigt, hvor hun kommer fra.
Men kan man nu tro på alle hans søde ord? Er denne Gud ikke lidt påtrængende? En ærbar pige skal ikke falde for den første den bedste. Men det er svært at lade være. De fleste mennesker kan stå for meget undtaget smiger og søde ord. Og med rette, for det er normalt tegn på at nogen vil én det godt. Man tror nu engang på den der er kærlig, tillidvækkende og troværdig. Og en sådan opvartning, et sådan stormløb, som vi er vidne til her i pinsen fra Vorherres side, er vanskeligt at stå i mod. At tro på en, der vil os det godt, er ikke vanskeligt. Man skal faktisk være meget standhaftig for ikke at gøre det.
Hermed er også sagt noget vigtigt om tro. Tro er ikke noget man kan mande sig op til, hvis man har en stærk vilja eller er særlig from. Man tror, fordi man ikke kan lade være. Sådan er det inde i kirken ? og sådan er det udenfor: Når vi møder et troværdigt og tillidvækkende menneske, så tror vi på ham uden at bestemme det selv. Det er tværtimod den andens troværdighed, som gør udslaget. Er han troværdig, må vi tro på ham, er han det ikke, kan vi ikke tro på ham. På akkurat samme måde er det med den kristne tro. Og derfor kan vi nøjes med at tage hatten af, når vi går i kirke. Vi behøver ikke også at tage hovedet af. Men det kan måske lykkes at lade være med at indlade sig som da døgnfluehunnen sagde til døgnfluehannen i en af verdenslitteraturens korteste tragedier: ikke lige i aften, kære, jeg har hovedpine.
Den som tror på ham, dømmes ikke; den som ikke tror, er alleree dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Ja, den som ikke lader sig besnære og forføre af en så overvældende kærlighed fra Vorherres side, som vi møder her i pinsen og iøvrigt kirkeåret igennem, er allerede dømt. Dømt til at være den åndelig talt evige gammeljomfru, der lever i sit eget selvvalgte fængsel, hvor helvede er de andre. Dømt til at være sig selv nok. Det er en streng dom, hvis det er på livstid. Og dømt til at stå på sidelinien, mens der bydes op til dans. Men Vorherre drømmer stadig om sin brud. Han nægter at tage et nej for et nej. Selvom Han ved, at Hans udkårne hader lyset og ikke kommer til lyset, for at hendes gerninger ikke skal afsløres, så bærer han hende alligevel på hænder og fødder.
Hvem har en sådan elsker? Det har vi. AMEN.
