Jeg husker fra en af mine første skoledage, hvorledes degnen på pædagogisk vis søgte at indføre os børn i aritmetikkens forunderlige verden.
- Lad os nu sige, indleder degnen, at I har samlet tre pærer op, som er faldet ned fra træet. Nu falder der to pærer mere ned fra træet. Dem samler I også op. Hvor mange pærer har I så? Børnene tænker, så det knager. Efter nogen tid spørger degnen min sidekammerat. - Nå, lille Åge, hvor mange pærer har du så? - Pærer, udbryder Åge grædefærdig, jeg har siddet og regnet med æbler!
Pærer - ikke æbler
Skoletimen for mange år siden randt mig i hu forleden. Den 28. oktober pålagde Dátueftirlitið Elektron at stoppe ethvert yderligere samarbejde med PBS om et fælles betalingsformidlingssystem, GjaldSkipan. Dátueftirlitið baserede sin afgørelse på en bekendtgørelse udstedt af landsstyremanden i henhold til en bemyndigelse i lov om behandling af personoplysninger. To dage efter udtalte formanden for Dátueftirlitið, Turið Debes Hentze, at afgørelsen ikke havde noget at skaffe med personoplysninger, og at den ikke havde noget med datasikkerhed at gøre. Om vi da blot havde vidst det i tide. Så havde vi dog ikke siddet og regnet med æbler!
Lov om personoplysninger har til formål at sikre borgerne, at personoplysninger behandles på en sådan måde, at den personlige frihed og husfreden respekteres. Men Dátueftirlitis afgørelse har slet ikke noget hermed at gøre. Siger altså formanden. For at finde ud af, hvad sagen da drejer sig om, lyttede jeg opmærksomt til, hvad landsstyremanden i lovanliggender havde at fortælle lagtinget, som den 18. november drøftede et forslag til ændring af loven om personoplysninger.
Hvem skal nu betale - Elektron eller PBS?
Det synes at være et hovedsynspunkt hos landsstyremanden, at personoplysninger, der indgår som led i et innanhýsis samskifti í Føroyum, ikke må udføres af landet. Eller som landsstyremanden udtrykte det: - Betalinger mellem dig og mig, på Færøerne, skal ordnes på Færøerne. Så ved vi det. Men hvad det betyder i dagligdagen, synes svært at begribe for godtfolk.
Lige så længe, Høgni Hoydal kan huske, har PBS udbudt en effektiv, sikker og billig betalingsformidling på Færøerne. PBS, der ejer og driver FR-kortet, formidler hver dag - fra Ballerup - flere betalinger på Færøerne, mellem færinger, end noget færøsk pengeinstitut på Færøerne. Endnu er dog ingen færing kommet galt af sted af den grund. Når Høgni Hoydal køber morgenbrød hos Mylnan og betaler med sit FR-kort, så ekspederes betalingen i Ballerup. Og i modsætning til GjaldSkipan, der kommunikerer i koder, forudsætter anvendelsen af FR-kortet, at der i Ballerup opbevares personoplysninger om Høgni Hoydal og bageren.
Gælder der andre regler for landsstyret?
Men hvordan går det i øvrigt til, at tingbogen, som indeholder oplysninger om alle matrikelnumre på Færøerne, om ejerskabet til færøsk jord og om tinglyste lån i al fast ejendom på Færøerne, føres i Danmark. Her er sandelig tale om personoplysninger, der vil noget. Kan det virkelig passe, at tinglysningsvæsenet er en del af Høgni Hoydals portefølje?
Senest har landsstyret, som det forlyder, bestemt sig for at sælge ud af sine virksomheder. Føroya Banki, Føroya Tele, Atlantic Airways, Føroya Lívstrygging, Føroya Fiskavirking, Føroya Fiskasøla m.fl. skal ikke blot privatiseres, de skal også børsnoteres. På Virðisbrævamarknaður Føroya, der er islandsk. Og landsstyret har bestemt, at ejerskabet til virksomhederne efterfølgende skal registreres i Værdipapircentralen. I Tåstrup! Ikke på Færøerne. Vil landsstyret vide, hvem det har lånt penge af, skal landsstyret også til Tåstrup. Her, ikke i Tinganes, opbevares nemlig alle oplysninger om, hvem der for nylig købte for 1,7 mia. kr. landsstyreobligationer.
Det er så vist kun bagerbørn, der ikke kan blæse og have mel i munden. For landsstyremanden er det ikke noget problem. Ikke blot skriver han loven, han administrerer den også. Og han hjælper også gerne til med at fortolke den.
Big Brother
is watching you
Landsstyremanden omtaler personoplysninger som en national ressource, som det er vigtigt for de færøske myndigheder at bevare kontrollen og lovgivningsmagten over. Jamen hvordan kan det dog være vigtigt for myndighederne at vide, hvor David købte øllet, og hvem Marsanna betaler til den første i måneden. Landsstyremandens argumenter for, at personoplysninger skal behandles og opbevares på Færøerne, leder tanken hen på et Orwell?sk overvågningssamfund regeret af Big Brother. I øvrigt, men det tør man jo næsten ikke oplyse landsstyremanden om, indebærer samarbejdet mellem Elektron og PBS om GjaldSkipan ikke, at der mistes personoplysninger ud af landet. Ethvert input, ethvert output registreres på Elektron.
Landsstyret sidder med ved bordet
Det var en lettere uvirkelig oplevelse at høre landsstyremanden i lovanliggender give gode råd om, hvorledes Elektron og pengeinstitutterne bør drives. For det er jo netop, hvad Høgni Hoydals bekendtgørelse handler om. Den handler ikke om datasikkerhed, og den handler ikke om, hvordan man beskytter den enkelte borger mod misbrug af personoplysninger. Den handler derimod om, hvorledes Elektron skal og - navnlig - ikke skal udvikle et tidssvarende betalingsformidlingssystem. Elektron og pengeinstitutterne udbyder ikke et færøsk betalingskort, fordi det ville være prohibitivt dyrt. Så simpelt er det. Elektronisk betalingsformidling forudsætter stordrift. Sådan er det med FR-kortet, og sådan er det med GjaldSkipan.
Landsstyret er storaktionær i Elektron, og landsstyret er repræsenteret i Elektrons bestyrelse. Om landsstyret havde ønsket at påvirke Elektrons udviklingsaktiviteter, havde der været masser af muligheder herfor. I bestyrelsen eller på et møde aktionærerne imellem. Men at landsstyremanden med love og bekendtgørelser sætter sig for at lægge hindringer i vejen for et konkret projekt på Elektron, og at landsstyremanden - efter at Dátueftirlitið på et tvivlsomt grundlag har standset Elektrons samarbejde med PBS - fra lagtingets talerstol antyder, at pengeinstitutterne har gjort sig skyldige i antifærøsk virksomhed, det er dog et stift stykke.
Ikke så liberale,
at det gør noget
Det er svært at forstå, hvorledes bekendtgørelse nr. 94 af 16. juni 2003 om udflytning af personoplysninger kan være forenelig med den nyliberalistiske lad-falde-hvad-ikke-kan-stå opfattelse, som ikke mindst Tjóðveldisflokkurin bekender sig til. Hvis erhvervslivet skal klare sig selv - og alt andet skulle da bare mangle - så forudsætter det, at politikerne afholder sig fra at detailstyre erhvervene. Kunne man i øvrigt tænke sig et lignende indgreb mod andre end netop pengeinstitutterne? Næppe. Hvis vi på Færøerne fortsat skal have et sundt pengeinstitutvæsen, er det ikke en dag for tidligt, at politikerne indser, at pengeinstitutter er erhvervsvirksomheder.
- I øvrigt mener jeg, at GjaldSkipan bør standses
Mest forstemmende var det imidlertid at høre Høgni Hoydal beklage sig over pengeinstitutternes stærke reaktioner i denne sag. Jamen herre jemini. Dátueftirlitið meddelte den 12. juni 2002 Elektron en gyldig tilladelse til at udvikle og drive GjaldSkipan i samarbejde med PBS. Lige siden har vi kunnet høre landsstyremanden i lovanliggender sige, at om han så skulle udfærdige en bekendtgørelse om dagen, så skulle han nok standse GjaldSkipan. Hvad havde Høgni Hoydal mon forestillet sig? At pengeinstitutterne på trællevis blot skulle bøje nakken og tie?
Denne sag drejer sig ikke blot om, hvordan vi betaler vore regninger til Føroya Tele og SEV. Den drejer sig også om noget så fundamentalt som borgernes retssikkerhed. Og pengeinstitutter er også en slags borgere. I et frit, demokratisk land må der være lighed for loven for Loke såvel som for Thor.
