Jørn Astrup Hansen, Bestyrelsesformand for P/F Elektron
Under overskriften Eitt stríð um upplýsingar gjorde Ingi Rasmussen i en artikel i Sosialurin den 30. november 2002 status over den uro, der er opstået om GjaldSkipan - et betalingsformidlingssystem, som Elektron tilbyder i samarbejde med Pengeinstitutternes BetalingsSystemer (PBS).
Efter pengeinstitutternes - og Elektrons - bedste opfattelse er det ikke en strid om personoplysninger. Pengeinstitutterne har ganske den samme interesse som myndighederne i at værne om oplysninger om den enkelte borger. Striden drejer sig om almindelige retssikkerhedsprincipper. Og den drejer sig om de arbejdsbetingelser, som P/F Elektron virker under.
GjaldSkipan
P/F Elektron fik i juni 2002 af Datatilsynet, der af lagtinget er indsat i loven som øverste myndighed på området, tilladelse til at tage GjaldSkipan i anvendelse. Alligevel måtte Elektron og pengeinstitutterne efterfølgende opleve at høre landsstyremanden i lovanliggender underkende Datatilsynet. Efter landsstyremandens opfattelse er Datatilsynets afgørelse ikke i overensstemmelse med lagtingets vilje, og landsstyremanden erklærede, at han med en ny bekendtgørelse ville omgøre Datatilsynets afgørelse.
Nu er der gået et halvt år, og intet er hændt. Der er ikke kommet en ny bekendtgørelse, Datatilsynet har ikke taget skridt til at trække tilladelsen til Elektron tilbage, landsstyre-manden har ikke lagt et nyt lovforslag for lagtinget, og der er - mig bekendt - ikke indgivet politianmeldelse mod hverken Elektron eller pengeinstitutterne. Men landsstyremanden fastholder fortsat, at han vil standse GjaldSkipan!
Det er naturligvis en ganske uholdbar situation for Elektron og for pengeinstitutterne. For pengeinstitutter som for Palleba må der gælde almindelige retssikkerhedsprincipper. Pengeinstitutterne er ikke nogen trussel mod demokratiet, og pengeinstitutterne er ikke i færd med at gøre sig til en femte statsmagt, som landsstyremanden antyder. Men pengeinstitutterne, der her er kommet i klemme mellem forvaltningen og lagtinget, må kunne gøre opmærksom på forholdet uden at blive kaldt for samfundsomstyrtere. Pengeinstitutterne har dog over for deres mange kunder, der dagligt anvender pengeinstitutternes systemer, en forpligtelse til at sørge for, at alt går lovligt til.
Lex Elektron
Ved fusionen i april 1994 af Føroya Banki og Sjóvinnubankin så lagtinget en risiko for, at den fusionerede bank skulle vælge at betjene sig af en udenlandsk datacentral. (Den ene af bankerne anvendte ved fusionen BEC i Roskilde). Med lov om private registre afskar lagtinget i maj 1994 effektivt banken fra at fortsætte samarbejdet med BEC. Det var et ganske drastisk lovindgreb, som måtte ses på baggrund af, at Færøerne i 1994 befandt sig i noget, der ligende en undtagelsestilstand.
Siden 1995 har de færøske pengeinstitutter herefter i alt væsentligt anvendt Elektron til deres daglige EDB-opgaver. Men Elektron har hele tiden haft et vist samarbejde med udenlandske datavirksomheder - og navnlig med PBS, som de færøske pengeinstitutter siden 1971 har været medejere af. Forholdet har på intet tidspunkt givet anledning til problemer med myndighederne. Før nu, altså.
Hensigten med lov om private registre var at sikre, at de færøske pengeinstitutter ikke flyttede deres daglige EDB-opgaver ud af landet og dermed fjernede grundlaget under Elektron. Hensigten var ikke at afskære Elektron fra et hensigtsmæssigt samarbejde med andre datavirksomheder. Heller ikke selv om det måtte indebære, at personoplysninger bevægede sig hen over grænserne.
Mangel på konsekvens
En nidkær fortolkning af lov om behandling af personoplysninger som den, landsstyremanden har lagt for dagen i balladen om GjaldSkipan, vil effektivt afskære Elektron fra at samarbejde med udlandet. Med lovens meget vidtgående definition af begrebet personoplysninger kan der reelt ikke samarbejdes med f.eks. danske datacentraler. Ethvert relevant samarbejde baseret på forretningsmæssige principper vil - i et eller andet omfang - indebære udveksling af det, loven definerer som personoplysninger.
Ganske overraskende har landsstyremanden imidlertid oplyst, at medens han agter at standse GjaldSkipan, så kan FR-kortet få lov til at fortsætte. FR-kortet, der udbydes af de færøske pengeinstitutter i samarbejde med PBS, er ligesom GjaldSkipan et betalingsformidlingssystem, men FR-kortet forudsætter rigtignok en langt mere vidtgående udveksling af personoplysninger end GjaldSkipan.
Forskelsbehandling af Elektron?
Af debatten kan man få det indtryk, at nok drejer lagtingslov nr. 31 af 8. maj 2001 sig om personoplysninger. Men den drejer sig også - og måske snarere - om Elektron.
I Elektron vil vi nødigt tro, at vi er udsat for forskelsbehandling. Men vi kan da nok undre os over den varme velkomst, som GjaldSkipan har fået. Under navnet BetalingsService har danske kreditorer og PBS i herrens mange år tilbudt systemet gennem de færøske pengeinstitutter. Masser af færinger har lige så længe anvendt BetalingsService, uden at nogen synes at være kommet til skade ved det. GjaldSkipan indebærer, at færøske pengeinstitutkunder nu kan se frem til at betale til færøske og danske kreditorer gennem det samme system, og at betalingsformidlingen nu tilbydes i færøsk regie.
Oplevelsen af forskelsbehandling næres af, at landsstyret, som senere på måneden udbyder et obligationslån på Færøerne, har til hensigt at registrere obligationskøberne hos en dansk datacentral. Og oplevelsen næres af, at Virðisbrævamarknaður Føroya tidligere i år angiveligt har fået tilladelse til at søge etableret et færøsk værdipapirmarked, som forudsætter, at ejerskabet til færøske erhvervsvirksomheder, der lader sig børsnotere (på Island), skal registreres i Værdipapircentralen. I Tåstrup!
Ikke hvor - men hvordan
Elektron ønsker lighed for loven. Og så kunne vi ønske os en fordomsfri og pragmatisk administration af § 16 i lov om behandling af personoplysninger, hvorefter personoplysninger som hovedregel skal opbevares og behandles på Færøerne. Det afgørende bør være, at der er sikkerhed for, at enhver behandling af personoplysninger finder sted på fuldt betryggende vis. Derimod bør det ikke være afgørende, at enhver behandling finder sted på Færøerne. Vi bør på Færøerne - når det kan ske på forsvarlig vis - kunne deltage i et internationalt samarbejde.
