Det er en kærlighed ?på trods? af en masse ting: Klimaet, færingernes ubestridelige stridbarhed, deres økonomiske uansvarlighed osv. osv. Men for mig er der noget betagende ved et lille folk, der har overlevet i århundreder ?på trods? af den ugæstmilde natur, og som oven i købet har formået at udvikle en sjældent rig kultur. Og så er vi frænder. Vi er familie, har et Rigsfællesskab. Det er nu hårdt presset af vrede og uforsonlige udfald fra begge sider. Hvordan er det dog kommet så vidt?
Der er fejl på begge sider. De fleste danskere er med god grund irriterede over mange års samfundsøkonomisk uansvarlighed på Færøerne, med vildt overforbrug og uforklarlige trafikinvesteringer. På den anden side har færingerne ikke glemt, at de blev snydt godt og grundigt af danske ministre i sagen om Færø-banken. Ganske vist fik de ikke den økonomiske øretæve det tegnede til, men forurettelsen og forbitrelsen sidder tilbage. Og den har næret ønsket om øget færøsk selvstændighed.
Men her skal vi huske, at færingerne er delt midt over i dette spørgsmål. Og det er de færreste færinger, der ønsker fuldstændig løsrivelse fra Rigsfællesskabet med Danmark. Det er kun naturligt, at færingerne gerne vil overtage mere af ansvaret for deres egne anliggender. Så skal de også have at vide, at med ansvar følger forpligtelser, blandt andet for egen økonomi. Der vil utvivlsomt kunne frigøres mange slumrende kræfter i det færøske samfund, hvis man skal stå mere på egne ben. Det så vi i Island, hvor man efter selvstændigheden skulle gennem en overordentlig vanskelig tid, men hvor det meget fattige efterkrigs-Island på beundringsværdig vis fandt sine egne kvaliteter frem, og blev et rigt samfund.
Derfor er det så trist, at sagen er sat på spidsen i forholdet mellem Færøerne og Danmark. Det var der ingen grund til. Den danske statsminister har optrådt meget kontant overfor færingerne. Og politikere og lederskribenter i Danmark har stået i kø for at rose ham for klar tale uden uld i mælet. Den kø stiller jeg ikke op i. Det giver en særlig forpligtelse af være den store i et Rigsfællesskab. Og det må ikke reduceres til et spørgsmål om indenrigspolitiske markeringer - hverken i Danmark eller på Færøerne.
Uffe Ellemann-Jensen
