Leif Jacobsen
Eiði
Ólavur Rasmussen glemmer at oplyse, hvorledes folkekirken sikre sig på en særdeles opfindsom måde, dels gennem den ualmindelig snedigt iscenesatte og statsinstitutionaliserede hvervekampagne i 13-14 års alderen (konfirmationen), dels gennem uigennemskueligheden i kontingentbetalingen.
Kontingentet til den evangelisk-lutherske kirke betales over skatten, således at medlemmerne hverken månedligt eller årligt modtager en overskuelig opkrævning på beløbet, sådan som det er tilfældet for medlemskab af enhver anden forening eller organisation.
Hvor stor mon ville kirken reelt være i form af kontingentbetalende medlemmer, hvis kirkens privilegier forsvandt, og indmeldelse og kontingentbetaling foregik på helt gennemskuelig facon? Det ville være mere fair over for det enkelte menneske såvel som de øvrige trossamfund, at medlemskabet foregik efter myndighedsalderen, eller i det mindste uden statens mellemkomst, samt at kontingentbetalingen foregik helt ordinært i stedet for over skatten.
Den kristne tro antages imidlertid ved dåben og bekræftes ved konfirmationen, hedder det. Her indvilliger 13-14-årige - under stor festivitas og ofte betragtelige pengegaver fra familie og venner - dog i mere end at »tro«. Man melder sig nemlig tilmed ind i et trossamfund til en på længere sigt ret høj pris, der aldrig nogen sinde udspecificeres, og hvis nytestamentlige fundament sågar temmelig utvetydigt modstiller religion og lokkemidlet mammon: »I kan ikke tjene både Gud og mammon« (Matt. 6, 24).
Søren Kierkegaard, ikke ukendt af Ólavur Rasmussen, kalder konfirmationen for »langt dybere Nonsens« end barnedåben - men anerkender dog snedigheden i foretagendet set med præsteskabets øjne: »Derimod er dette Nonsens i en anden Forstand snildt nok, tjenende Præsteskabets Egoisme, der meget godt forstaaer, at hvis Afgjørelsen i Forhold til Religion forbeholdtes Mandens modne Alder (det eneste Christelige og det eneste Fornuftige) vilde Mange maaskee have Charakteer nok til ikke skrømtet at ville være Christne.« (Øieblikket nr. 7).
Store lønninger, vederlag og frynsegoder er i forskellig udstrækning statskirkens gave til sine mange ansatte - der vidner om kirkens folkelige »tilslutning« og utrætteligt udbreder den kristne tro, ikke sandt? Eller udbreder de måske i virkeligheden bare den kristne kirke?
Kierkegaard mente det sidste. Og hans kirkekamp er aldrig nogen sinde blevet forsøgt imødegået seriøst og overbevisende af den kirke, hvis repræsentanter ikke desto mindre så gerne vil tage den verdensberømte teolog og filosof til indtægt for kristendommen (uden at skelne mellem kirkens og det Nye Testamentes modsætningsfyldte versioner, vel at mærke).
Kierkegaards oprør er simpelt hen en for ubehagelig og uadskillelig side af hans virke og forfatterskab, som bedst ties ihjel eller bagatelliseres af det selv samme statslige præsteskab, som han betragtede som stående i et modsætningsforhold til kristendommen.
Til sidst om Ólavur Rasmussens og folkekirkens fundament(alisme):
Den danske luthersk-evangeliske folkekirkes fundament består ud over bibelen af følgende fem skrifter: Den apostolske trosbekendelse, den nikænske trosbekendelse, den athanasianske trosbekendelse, Luthers lille Katekismus og den augsburgske bekendelse. Folkekirken er i kraft af sidstnævnte funderet på en eksplicit intolerance over for islam, idet bekendelsen omtaler »tyrken« som »det kristne navns og den kristne religions argeste gamle arvefjende«, og som ligeledes i artikel 1 »fordømmer« bl.a. »Muhamedanerne« og andre »kætterier«. Ikke noget særsyn for den reformator, der har lagt navn til den luthersk-evangeliske folkekirke. Hvad han mente om »kættere« lader sig vanskeligt misforstå: »Man behøver ikke have så meget bryderi med kættere, man kan dømme dem uden at høre, hvad de har at sige til deres forsvar.« Ikke uden grund brugte nazisterne Luthers skrift Mod jøderne og deres løgne fra 1543 i propagandaen mod jøderne, »dette fordærvede, fordømte jødefolk«, for at »redde vore Sjæle fra Jødernes Indflydelse«. Det skulle ske ved for det første »at opbrænde deres Synagoger med ild (&) For at Gud kunde se, vi mente det alvorligt, og hele verden kunne tage efter vort Eksempel (&) For det andet: At man tog alle deres Bøger fra dem, Bønnebøger, Talmud, selv hele Bibelen, og ikke skaanede et blad, og opbevarede dem, til de omvendte sig (&) For det tredje: At man forbyder dem hos os og i vore Huse offentlig at prise Gud, at takke, bede, undervise, under fortabelse af Liv og Lemmer (&) Så er jeg da kommen til denne Slutning: Skal vi blive fri for Jødernes Bespottelse og ikke blive delagtige i den, så maa vi bestemme os til at fordrive dem fra vore Lande.«
Rasmussen og Kierkegaard
