Tak for klar tale!

Det var tragisk men velgørende at læse den proklamation om registreret partnerskab, I ? underskriverne ? lod offentliggøre i Dimmalætting og Sosialurin d. 21/9-2002. Det var velgørende, at I åbent og ærligt vedgår, at I siger nej til, at samfundet fremover skal bygge på kristen grund, og derfor siger I ja til registreret partnerskab.

Det er velgørende, at I åbent og ærligt siger, at I frigør jer fra f.eks. de ti bud, da ingen religiøse skrifter (herunder Bibelen) fremover, skal ligge til grund for landets lovgivning. Ærligt fremlagt hedenskab er da til at tage og føle på og til at forstå. Her fægtes der med åben pande.
Tiden vil så vise, om den hedenskab, I bekender jer til, også kommer til at ligge til grund for landets lovgivning, eller om de næsten 100 procent, der hører til en af de kristne kirker i landet, formår at fastholde lovgiverne på, at deres myndighed til at styre er gudgiven, og at ingen myndighed (kristen eller ej) har myndighed til at lovgive imod Guds vilje (Romerbrevet 13).
Uanset hvad resultatet bliver, vil enhver kristen naturligvis elske den, der kender sig draget af en af samme køn, så meget, at de ikke vil forråde dette menneske ved at sige god for synden (Rom 1,26ff; 1 Kor 6,9; osv.) men tværtimod vil støtte og styrke dette menneske i kampen mod synden.
Et lille etisk problem til sidst. I har undladt at skrive jeres adresser, og det gør, at flere af jeres læsere gang på gang kommer i tvivl om, hvem det egentlig er, der har skrevet under, da flere end den ene bærer samme navn, og derved kan andre end de faktiske underskrivere blive tillagt synspunkter, de rent faktisk ikke har.