Men egentligt er det lidt pudsigt, da Sølvará, ifølge ham selv, blot siger, hvad stort set alle anerkendte og seriøse forskere siger. Der var måske mere grund til at give prisen til f.eks. Símun Absalonsen eller Richard Danielsen, der ifølge Sølvará har mod til at tale ’stort set alle anerkendte og seriøse forskere’ imod. Jeg har ikke haft mulighed for at følge debatten fra Tanzania, men jeg har nu haft mulighed for at se lidt i Sølvará’s bog: Guds orð ella orð um Gud. Tekstur & søga í Bibliuni, Fróðskapur, Faroe University Press, 2007
Det bedste tillykke til Sølvará vil nok være en kommentar til bogen. Konsekvensen af bogen er nemlig, at vil du bedrages, så gå til gudstjeneste eller begravelse, hvor vi bekender troen på den treenige Gud og Jesu opstandelse. Ifølge Sølvará så passer det nemlig ikke, det som præsten eller prædikanten siger.
Bogen
Det er en lidt skæg, fantastisk og underlig bog Sølvará har skrevet. Forfatteren indleder nemlig sin bog med at bekende, at Bibelen ingen myndighed har udover, hvad de videnskabelige redskaber kan stadfæste (s. 13) og selv om han stort set fradømmer det meste af Bibelen enhver historisk troværdighed, så stadfæster han alligevel til sidst en eller anden form for Sølvarásk kristendom og gudsforståelse (s. 157-164). Men hvad er egentlig kilden og normgrundlaget i denne Sølvaráske kristendom og gudsforståelse ud over forfatteren selv?
Rationalisme
Ifølge forfatteren er Bibelen et menneskeligt dokument, altså ’ord om Gud’ og ikke ’Guds Ord’. Det hjælper os ikke, at Bibelen selv siger noget andet, for vi kan ifølge forfatteren ikke begrunde, at Bibelens er Guds Ord eller Bibelens troværdighed med Bibelens egne ord (s. 13). Det vil han ikke have. Den lidt løjerlige konsekvens af forfatterens syn er altså: Vi skal finde noget uden for Guds åbenbaring, der skal bekræfte, at det er Guds åbenbaring, før end vi kan acceptere, at det er Guds åbenbaring. Som en konsekvens af dette syn på Bibelen, skal Bibelen læses ’historisk-kritisk’ og ikke ’historisk-grammatisk’ . Og netop denne historisk-kritiske videnskabsforståelse og metodebrug, forfatteren bekender sig til, fører da også til f.eks., at når Bibelen anfører i forbindelse med Jesu død, at der var ’mørke over hele landet’ (Mark 15,33; Luk 23,45), så er det ifølge forfatteren ’en astronomisk umulighed ved påsketid’ (s. 121). Dvs. at forfatteren har efter sin metode på forhånd bestemt, hvad der skal være muligt og ikke-muligt, og har på forhånd i kraft af sin metode udelukket Guds indgriben/underet. Det er så hans metodes rationalistiske forudsætning. Og det er denne rationalisme forfatteren bekender sig til. Men hvem siger, at videnskab skal være rationalistisk?
Majoriteten
Forfatteren har ikke kun rationalismen i den historisk-kritiske metode som makker i sit opgør med Bibelen, men også majoriteten (flertallet), hvis man skal tro ham. Forfatteren skriver nemlig hele tiden majoriserende: ’der er bred enighed mellem forskerne’ (s. 24); ’de fleste forskere mener’ (s. 30); ’stort set alle anerkendte forskere mener’ (s. 40) og ’stort set alle seriøse forskere mener’ (s. 154). Altså, er man uenig med forfatteren, har man forhånd nærmest stemplet sig selv som useriøs – og det er altså useriøst. Det er lidt synd for forfatteren, at han har forskrevet sig til Københavnerskolen i sin læsning af Det gamle Testamente (selvom heltene for forfatteren tilsyneladende er Finkelstein og Silberman). Egentlig kunne man unde forfatteren, at han turde slippe sin rationalistiske tilgang og majoriserende udsagn. Rationalismen er forhåbentlig et for længst afdødt spøgelse og disse storslåede majoriserende udsagn, som forfatteren besmykker sig med, holder jo kun vand, hvis man kun vælger at læse historisk kritisk litteratur. Hvis forfatteren ville og turde, så findes der et væld af litteratur, der bruges på seminarier og universiteter rundt omkring i verden, der kunne give ham svar på de mange enkeltspørgsmål i Bibelen, han så gerne vil problematisere ud fra den historisk-kritiske litteratur. Og lad os så ikke glemme, at den teologiske litteratur ikke er Bibelen selv.
En ny religion
Det er et hæderligt projekt at starte en ny religion, og da vi har religionsfrihed her til lands, stod og står det forfatteren frit for at gøre det. Problemet i forfatterens projekt er, at han egentlig vil lancere sin nye religion som kristendom (’oplyst kristendom’). Ifølge forfatterens ’oplyste kristendom’ er Jesus blot en radikal jøde (s. 136, 162), der dør – og så ikke mere. Han opstår ikke fra de døde. Og de, der mener at have set Jesus som opstanden, har blot haft en mystisk indre oplevelse (s. 141). Når den kristne kirke bekender troen på den treenige Gud, så er denne forestilling ifølge forfatteren et falsum (s. 148). Når kirken driver mission i lydighed mod missionsbefalingen, så er missionsbefalingen ikke noget Jesus har sagt, da det ifølge forfatteren skulle være i strid med, hvad Jesus tidligere har sagt (s. 131). Og sådan kunne vi fortsætte.
Tillykke
Er der grund til at sige tillykke med debatprisen, så må vi også sige, at Sølvará’s budskab i debatten ikke er til lykke for nogen. Lad os blot frimodigt også fremover gå til gudstjeneste og begravelse og tage ordene om Jesu opstandelse til os som sande og hvad Bibelen, Guds Ord, ellers siger.
Peter O.K. Olofson
(og med et glimt i øjet må jeg hellere anføre min nuværende titel)
Lektor i systematisk teologi, Teofilo Kisanji University
