til, at foreldur við tannáring sín siga: “Tú skal ikki rudda kamarið hjá tær. Gert tú tað, er tað 'slutt' við lummapeningi frá okkum.” Trúgvi ikki, at sjálvt hin ørasti blokk-fanatikarin heldur, at hetta
Guðstrúgv, í tann himmal hon trúði uppá og møta øllum sínum kæru. Stille, ak stille gik solen ned, nu sluttet er arbejdsdagen. Hjælpende hånden ej rækkes os mer, Så tungt for os falder slaget. Herre, hav tak
ska' tale før det forsent Vers: Dit minde fylder hvert minut det gør så ondt at tænke på at det er slut et liv med dig er nu forbi du ringer ej og kommer ikke forbi Bridge: Men lykken kommer af og til ser
og okkum øll í tíðini framyvir. Hvíl í friði Ása Tænk når slækt og venner Snart så er vor vandring slut, ned på jorden her Og vi skal få flytte hjem, som besluttet er Om ej dødens bud oss når, Jesus kommer [...] morgen gryr, der i himmelen Mong en ven er godt forud, til vort kjære hjem Hviler efter strid er slut, snart vi møder dem Hver en tåre tørres af, sorg og nød da flyr Underbare glædesang, evig morgengryr
rundt har det blitt mange turer over havet. Så skulle det bli så merkelig at de fulgte hverandre til slutt, disse to kvinnene. Masa fikk budskapet om mammas bortgang og ble samme kveld sendt til sykehus for
eisini útgivið eina spildurnýggja útgávu, ‘Den siste mohikanen’. ”Det är en resa som inte har något slut / Och våra drömmar / Våra drömmar har vi kvar / På livets stora hav” – Mikael Wiehe, På livets hav
kirke til en kort andagt ved sognepræst Inga Poulsen Dam kl. 17.15. Umiddelbart efter andagtens afslutning samles vi i det »Nye Missionshus« i Vestmanna. Gunhild og Axel Johannesen (barne- og ungdomsår
kirke til en kort andagt ved sognepræst Inga Poulsen Dam kl. 17.15. Umiddelbart efter andagtens afslutning samles vi i det »Nye Missionshus« i Vestmanna. Gunhild og Axel Johannesen (barne- og ungdomsår
drignir 00.00 Óli Breckmann heldur flaggdagsrøðu 00.30 Sjá tú blánar 00.50 Fróði Hansen við bólki 02.00 SLUT? Kostnaður er 30 kr. fyri alt tiltakið. Atgongumerkið er samstundis ein lutaseðil, har høvið verður
galið við. Tá eg hoyri ungar kvinnur siga, at verða tær bukaðar bara eina einastu ferð, so er tað slutt, hugsi eg altíð: "Gævi satt, at tær meina tað". Men eg má viðganga, at eg inni við meg sjálva eisini
