í DBU. Bókin eitur Fodbold som forebyggelse og behandling – En hvidbog med fokus på 10 udvalgte lidelser og risikotilstande og er útgivin av Dansk Boldspil-Union & Syddansk Universitet, 2024. Lesið hvítbókina

på det. -Hvorfor ikke? -Fordi det, jeg gerne vil skrive, kan man ikke skrive, det kan jeg ikke godt lide... så skal man lade være... det bliver så kedeligt, når det skal være pænt. Jeg vil ikke såre nogen

Hele Danmark og Færøerne elsker Jacob, Trina beskyttede ham altid, selvom hun egentlig ikke kunne lide, at han levede af at spille idiot – for os andre er hun et forbillede af selvdisciplin, betingelsesløs

kvinder læser også meget blade som Se & Hør, Ude & Hjemme og Familie Journalen. De kan også meget godt lide at diskutere, hvilke kjoler de har på, når de har forskellige arrangementer. Kaj Leo Johannesen, løgmaður

selv. En eneste Gaard med Græstørvtag og svære Kampestensmure, hvor Mennesker fødes, lever, dør, lider og fryder sig saa ganske udenfor den store Verden, ganske afskaaret fra Menneskeheden Aarets 8 Maaneder

okkara maskinførarar, saman við øðrum góðum fólki, at fullføra til samans kring landið 8-10 km av lid­­num vegi um árið, sum í “Nord­isk Vej­tekn­isk For­bund” var hildið at vera óført. Forherðingar vóru

vet við í rytmuni hjá Wiener Sängerknaben. Hon steðgaði á til lagið var liðugt og smámurraði: Et lidet barn så lysteligt. Elsa í Húsi(1876 - 1955) kom tenjandi niðan eftir Túni í síni jólakápu. Hon sá [...] umbroytt. Nú stóð Oluffa og trummaði við fingrunum á jarnfatið, meðan hon sang við síni gomlu rødd: Et lidet barn så lysteligt blev af en jomfru båret, ej før, ej siden hørtes sligt, men kun i jubelåret... Elsa [...] bríkina at rinda møðina. Hon var ikki nakar ársungi longur. Hevði lagt alla sína orku í sálmin: Et lidet barn så lysteligt. Hon var vorðin so móð, at hon orkaði ikki til gudstænastu á middegi. Hon sat og

gevur nøkur óskiljandi ljóð frá sær, sum ikki mannavit kemur at. Omma tín sigur bara: Alt hvad jeg må lide, lad mig ikke miste mit forstand. Dunga Oluffa raknar við aftur og fer á dyr hvørja ferð. Eg vóni

Bygdarráðið við Marner á Skúr, bygdarráðsformanni á odda, tók ímóti. Og vit vita, at: »Nolsinge kan man lide på, de ej monne tiden spilde.« Og sanniliga høvdu teir ikki ligið á latu síðuni. Væl hevði Ovastevna

Heinesen - i sit ”tårn” over Torshavn, ganske få kilometer fra min egen færøske verden. Jeg kan godt lide tanken om at jeg, uden at vide det, var så tæt på en sprudlende kunstner som gennem hele sit lange