A.C. Lützen: Doyði fyri føturnar á kongi

2.partur
----
Ætlanin er at halda eina minnisløtu fyri A.C. Lützen hósdagin 13. juni. Øll eru vælkomin.
Ætlanin er at byrja kl. 17 í Hav­nar kirkju, har A.C. Lützen var organ­istur. Síðan verður farið ein túr á søgulig støð, sum hava samband við “føðingardagsbarnið”. Endað verður úti í fabrikkini hjá Østrøm, har tað verður samkoma og ein drekka­muður.
Henda dagin kemur bókin “Dag­ligdagur í 19. øld” út. Høvuðs­inni­haldið er tann hondskrivaða bókin frá 1925 hjá Onnu Evensen, dóttir A.C. Lützen. Bókin er 176 síður, og hon er til keyps á hesi samkomu fyri kr. 100.
Hetta er ein hugtakandi lýsing av lívinum í Havn og Føroyum seinna­partin av 19. øld. Men Anna hevur eisini eina áhugaverda lýsing av pápanum, og um hvussu hann kom til Føroya við til stuttleika at søkja starv sum lærari í Havn.
Í bókini eru eisini aðrar lýsingar av A.C. Lützen, sum geva eina góða mynd av einum merkismanni.

Loyvdi børnunum at tosa føroyskt
Jens Marius Hentze skrivar í Tórs­havnar Skúlasøga:
A.C. Lützen var ógvuliga virkin og nógv umhildin av havnarfólki, bæði høgum og lágum og ikki minst av børnunum.
Havnin vaks nógv seinnapartin av 19. øld, so uppgávan at vera einsa­mallur lærari má hava verið ómeta­liga trupul. Men kortini hevði hann stundir at taka sær av so mongum uttan fyri skúlatíð t.d. sjónleiki og øðrum mentanarvirksemi. Harum­framt var hann eftir at einahandilin varð avtikin, eisini keypmaður. Hann hevði handil í einum húsum sunn­an fyri Doktaragrund.
Dahlerup royndi í sínum lagi at stinga honum skør, men Lützen mátti ásanna, at teir ið aftaná komu, vóru heldur ikki altíð so týdligir.
Tað gav at býta ein dagin, stutt eftir at grind var deyð i Havn. Lær­ar­in kom spákandi eftir Áarvegnum, tá hann møtti Holten amtmanni, sum legði í krovið á honum og gav honum av grovfílini á opnari gøtu. Orsøkin var, at Lützen hevði givið teimum elstu børnunum frí at fara í grind uttan at skrivligt loyvi var umbiðið frammanundan. Amt­mað­urin kravdi skrivliga frá­greið­ing og umbering frá honum fyri slíkt “óskil”.
Frágreiðing fekk hann eisini, men Lützen hevði áður víst, at hann vildi ikki krúpa fyri amt­monn­um, og tí kom eingin um­ber­ing. Hann skrivaði eitt greitt, heldur hvassorðað bræv til skúla­kommisi­ónina, har hann greiddi frá, at síð­an hann fór undir læraravirkið í Før­oyum, hevði tað verið siðvenja, at tey elstu børnini fingu frí uttan nakað hóvasták, tá grind doyði, bæði tann dagin og dagin eftir drápið.
A.C. Lützen var lærari í Havn í 36 ár, og hann skilti føroyskt talumál og loyvdi børnunum at tosa tað, eisini til próvtøkurnar.
Langt aftaná tíðina hjá Lützen vóru næmingarnir noyddir at tosa danskt við donsku lærararnar.

Anna Cathrina Michelsen: Lützen var ein framúr lærari
Tað finst eisini ein frásøgn hjá ein­um næmingi hjá A.C. Lützen. Hetta var Anna Cathrina Michelsen, sum fór í skúla í 1859. Í 1927 skrivaði hon eina frásøgn í Varðanum, sum kall­aðist Skúlagangur í Havn fyri 70 ár­um síðani.
Her skulu brot takast úr hesi grein:

Einsamallur var hann lærari, tó børn­ini vóru mong. Í 1859 varð býtt sund­ur í tríggjar klassar, í mínum klassa vóru 36 børn.
Vit lærdu í skúlanum religión, skriving, rokning, danskt, rætt­skriv­ing, danmarkarsøgu, eitt sindur av veraldarsøgu og geografi. Eisini sang høvdu vit. Lützen dámdi so væl at syngja.
Religión var tað, ið mest galt um. Einki annað setti hann nakran eftir fyri. Nærlagdur var hann, sum óivað fáur lærari.
Tað var ikki bert lærdóm, vit fingu frá gamla Lützen, hann var okk­um í øllum eitt gott fyri­dømi. Hann lærdi okkum góðan fólka­skikk, og ikki var hann vanur at gera mannamun hvørki á tilkomnum fólki ella á børnum. Tá ið foreldur komu til at lurta eftir, beyð hann tey altíð koma inn, tók í hondina á teimum og fekk teimum sess.
Íðin var Lützen sum lærari, men eisini á annan hátt var hann Havnini ein góður maður. Deknur var hann í mong ár. Men eisini verðs­ligum virki var hann uppi í, t.d. var hann oftast við, tá ið sjónleikur varð framførdur, og ofta fingu vit børn tá atgongumerki frá honum.
Ógvuliga dansksinnaður maður var hann. 1864, árið tá ið Danmark misti Suðurjútland, var hann ríkis­dagsmaður fyri Føroyar – tá siga tey, at hann græt.
[Tá kom hansara heimbygd Hors­bøl at liggja í Týsklandi.]
Tá ið hann talaði við okkum um Danmørk og Danmarkarsøgu, talaði hann altíð so hjartaliga, at ikki er at undrast á, um vit, sum gingu í skúla hjá honum, komu at vera góð við Danmørk.
Tá ið vit vórðu konfirmerað og fóru úr skúlanum, segði hann við okkum, at hann vildi geva okkum eitt lítið orð á vegnum, tað var lítið men goymdi alt: »Alt hvad I vil, at Menneskene skulle gøre imod eder, det gøre I ogsaa mod dem.«
Hasi orðini hugsi eg altíð um, tá ið eg minnist á gamla Lützen. Friður yvir hansara minni.

Eva Lützen
Anna Katrina skrivar eisini, at Eva, kona Lützen, var góðhjartað. Eingin fór frá henni ótroystaður, eisini eitt sera dugandi fólk, røsk sum fá til at arbeiða. Umframt at hon gjørdi alt arbeiði í húsinum, vav hon fyri fólk. Ikki var Lützen komin so langt, sum hann kom, uttan hana, tí lønin var lítil.

Small deyður niður fyri kongi
Tað er kent, at A.C. Lützen doyði, með­an hann talaði fyri Christian 9., kongi, tá ið hann kom til Havnar á vitjan í 1874.
Anna greiðir í síni bók gjølla frá hesum tilburði, og greiddi m.a. soleiðis frá:
Da Kongechaluppen kom sejl­ende ind mod Broen, viftede Folk med Lommetørklæder og raabte hurra og hurra i en uendelighed. Endelig steg Kongen i Land, og min Fader begyndte Velkomsttalen. Fad­er var meget bevæget, medens han talte. Stemmen blev svagere og svagere. Jeg ved ikke om han naaede enden med Talen, men Bevægelsen truede med at overvælde ham. Kongen tog da resolut Faders Haand i sin og sagde ham tak for den smukke Tale. Fader bøjede sig, jeg troede det var for Kongen, men saa var der en ung Mand, der tillige med min Mand greb Fader, der pludselig sank sammen. Man troede, at Fader var besvimet, og han blev baaret ind i et Hus i nærheden. Kongen og Prins Valdemar fulgte med, og der blev sendt Bud til Moder om at komme, da Fader var besvimet. Der kom straks to Læger, men der var ikke noget at gøre, Fader var død af Hjerteslag, død med sin Konges Haand i sin, og det var den skøn­­este Død han kunde faa. Fader holdt meget af Kongen og Konge­familien.
Kongen var meget bevæget over Faders død, og han søgte straks at mildne Ulykken. Han spurgte om der var uforsørgede Børn. Moder fik ikke Pension. Kongen tilbød af sin egen Lomme at betale Moder 400 om aaret, om det var Rigsdaler eller Kroner, husker jeg ikke. Det var jo mange Penge dengang og en stor hjælp for Moder, der fik dem ligesaa længe hun levede.

Tað er eisini hugtakandi at lesa í bókini frásøgnina hjá Georg Linden­skov f. 1849 frá hesi hending og tað ummæli, hann gevur A.C. Lützen.

A.C. Evensen fyrstur at prædika á føroyskum
Ein sonur Onnu og Jens Christian Evensen var Andreas Christian Evensen, uppkallaður eftir abb­an­um. Hann var virkin á mongum økjum. Hann gjørdist próstur eins og pápin, men hann doyði sama ár.
A.C. Evensen verður væl lýstur í minningarorðum í Dimmalætting.
En ejendommelig Personlighed, en søgende og grublende Natur, en Mand, som tilsidst fandt Sand­­heden, er ikke mere, og vort lille Samfund har lidt et stort Tab.
Fra Ungdommen af nærede Andreas Evensen stor interesse for færøsk Sprog og gamle Minder; saa godt som alt, hvad der i de senere Aar er gjort for at fremme og udvikle Sprogets indre Vækst, har haft hans varmeste Støtte. Som ung Student var han Sjælen i Føringafelag i København. Da han var bleven Præst paa Sandø, ud­sendte han Tidsskriftet Búreis­ingur. Han begyndte udgivelsen af en fuldstænding færøsk Ordbog, men økonomiske Vanskeligheder hindrede at dette Værk, hvortil han havde indsamlet et stort Materiale, blev fuldendt, der udkom kun nogle faa Hæfter.
Andreas Evensen var en af Med­­stifterne af Hitt føroyska Bók­menta­­felagið og udsendte gennem det et par Hæfter Savn til Føroyinga søgu í 16.øld.
For at bane færøsk sprog vej til Skol­erne udgav han færøsk Stav­ingarbók, senere Lesibók fyri eldri Børn, der fulgtes af Lesi­bók fyri yngri børn og endelig en Lesi­bók beregnet til Brug ved Under­vis­ningen i Færøsk ved Lærer­skol­en. Skønt disse Læsebøger har be­tydelig Mangler, er de et værdi­fuldt Hjælpemiddel ved Færøsk­under­visningen.
Andreas ønskede at bevare de spredte Levninger heroppe fra gamle Dage. Derfor lagde han Grund­en til et færøsk Museum, og han har indsamlet en hel del hertil.
Gennem sit Arbejde for færøsk Sprog tog Andreas Evensen det selvfølgelige Forbehold, at Brugen af færøsk ikke maatte medføre nogen indsnævring af Færingers aandelige Horisont, og at vi derfor bør bevare og udvikle vor Kundskab i Dansk. For halvtanden Aar siden klarlagde han sin Stilling i dette Spørgsmaal.

Sjálvstøðugur sjálvstýrismaður
Tidlig blev Andreas Evensen revet med af det politiske Liv her paa Færøerne, og han var til at be­gynde med en udpræget ivrig Selv­styre­mand, dog med sine egne selv­stændinge Meninger og Opfattelser af mange Ting. Han repræsenterede i mange Aar Sandø i Lagtinget. Efterhaanden som de politiske Spørgsmaal gennem den Aarelange Kamp afklaredes, kom Andreas Evensen til at se anderledes paa de poltiske Skillelinjer. Han var personlighed og Mand nok til at vedgaa sin ændrede Opfattelse, og for tre Aar siden meldte han sig ud af Selvstyrepartiet og har siden staaet udenfor de politiske Partier.
Andreas Evensen hørte ikke til de stærblinde Partigængere, der ikke vil og derfor ikke kan se eller lære noget. Hans aarelange polit­iske Virksomhed aabnede efter­haand­en hans Øjne for, at mange af Selv­styrepartiets Teorier var døde og tomme.
Forud for sidste Lagtingsvalg ud­sendte han en politisk Bekendelse, hvori han klart trækker Linjerne op for sit politiske Syn, saaledes som moden Overvejelse og Søgen efter det sande og rette havde lært ham det.
Paa forskellig Vis fik Andreas Evensen at mærke, at det koster noget at være sin Mening bekendt og sige sit gamle Parti Sandheden. Han blev fra en vis Side Genstand for en personlig Forfølgelse, der græns­ede til det modbydelige. Men ogsaa derigennem lærte han, at Frisind og Frihed ikke altid er der, hvor der paa Gader og Stræder raabes med disse Varer.
I de bevægede politiske Kampaar lige efter 1906, da Andreas Evensen stod som en yderliggaaende Selv­styre­mand, var forholdet mellem ham og Dimmalætting ikke godt, og der faldt bitre og haarde Ord fra begge Sider. Men dette Forhold blev i væsentlig grad anderledes.
Hans Liv blev kort men rigt. Der gik stærke Bølger henover det, men han voksede og modnedes derunder, saa det ved hans Død med Sandhed kan lyde:
Ære være Andreas Evensens Minde!
Sum Dimmalætting rør upp­undir, so bleiv óklárt millum A.C. Evensen og Kristin í Geil. Hanus Kamban greiðir frá hesi orr­ustu í bókaverkinum um Janus Djur­huus.
Hetta endaði við, at A.C. Evensen í 1916 stillaði upp uttanflokka og varð valdur.
Tingakrossur hevði heldur ikki nøkur verulig minningarorð um Andreas, men hann fær í hvussu er viðurkenning fyri tann týdning, hann hevði fyri føroyska málið.

Fyrstur at prædika á føroyskum í kirkju
Í 1903 varð fyri fyrstu ferð prædikað í føroyskari kirkju á føroyskum. Tað var, tá ið A. C. Evensen fekk loyvi úr Kirkjumálaráðnum at prædika á føroyskum í Skopunar Kirkju, eftir at skopuningar høvdu savnað undirskriftir við áheitan um at loyva hesum.
Men treytin var tó, at sjálvur bíbliuteksturin skuldi lesast á donsk­um, tó kundi hann eisini les­ast í føroyskari týðing.
Evensen týddi eisini evangeliið eftir Johannes til føroyskt. Tað varð í 1908 útgivið av The scripture gift mission í London. Hann varð settur próstur í 1917. Men tá var so sjúkur, at hann tók ikki við starvinum, og hann doyði sama ár.
Hvussu umfatandi hansara áhuga­mál vóru, sæst eisini av, at Andreas C. Evensen var við til at stovna Føroya Fiskimannafelag og var í fyrstu nevndini i 1911.

Spinnarin
Ein annar sonur Onnu, sum er um­røddur í bókini er Johan, kallaður Johan Spinnarin, sum var ein framúr framburðsmaður, og sum royndi nýggjar leiðir á ym­iskum økjum.
---
Komandi Miðvika
Komandi Miðvika verður framhald av røðini við Torleif Bech. M.a. verður meira um torvvanlukkuna í 1952.