Åbent brev til redaktør Árni Gregersen

Hr. redaktør,

 

Det er med sorg i sinde, at jeg læser dagens Dimmalætting, som desværre stadig bliver bragt til vores postkasse om tirsdagen, trods mit indlæg den 31.10.07, hvor jeg bad om at blive fri.

I jeres helside om ”Landssyghuset under lup” bliver tilstanden på syghuset betegnet som forfærdelig dårlig og livsfarlig. En hel række klager og fejl, men intet godt, bliver bragt til torvs. Det er sørgeligt, at I kritikløst lader jer spænde for visse personers hadekampagne mod sygehusledelsen. Meget er misvisende og med forkerte datoer på. Et sammenrod af begivenheder, som er sket over flere år, bliver bragt, som om det var noget, der er sket for nylig. For eksempel ”nyheden” om, at kirurgerne har klaget over ledelsen til løgmanden. Det er noget, der skete for 2 år siden uden mit vidende, og jeg tvivler på, at klagen nogensinde blev sendt. Der er i hvert fald aldrig kommet noget svar. I dag er det daglige samarbejde på vores afdeling gnidningsfrit.

I kunne godt have genoptrykt mit læserbrev, som modvægt mod al den destruktive kritik. Jeg vurderer, at 95% af vore patienter på kirurgisk afdeling er tilfredse med behandlingen. Efter et langt livs virke i det danske sygehusvæsen vurderer jeg, at Landssyghuset er fuldt på højde med et almindeligt dansk centralsygehus. Desværre kan vor diagnostik og behandling aldrig blive fejlfri, men det personale, som jeg arbejder sammen med, gør deres yderste for at yde vore patienter den bedste service.

I mit daglige virke på sygehuset mærker jeg intet til den forfærdelige og livsfarlige tilstand, som I taler om. Til gengæld mærker vi en del til nervøse patienter, som tror på jeres ensidige propaganda, og som takker ekstra meget, når behandlingen alligevel viser sig at være god og professionel.

Desværre var jeg naiv, da jeg håbede på, at I ville løfte jeres ansvar som ledende avis på Færøerne og begynder at bringe afbalanceret reportage om sygehusvæsenet og konstruktiv kritik. Det er den eneste måde frem, hvis vi skal tiltrække kvalificeret personale til landet og bedre vort tilbud til patienterne.

Det eneste råd, jeg har til færingerne, er at boykotte Dimmalætting. Der findes heldigvis et bedre alternativ.

 

 

G. Harri Guðmundsson, overlæge kirurgisk afdeling, Landssjúkrahúsið

Niðaragøta 3, 188 Hoyvík