Det er så heldigt, at det i dette land (endnu) er muligt at sige sin mening og frit deltage i diskussioner med mennesker samt politikere, som man ikke nødvendigvis er enig med. Selvom det vitterligt bliver stadig sværere at trænge igennem larmen, fordommene og misinformationen.
Her på det sidste har jeg offentliggjort nogle tekster, hvori jeg til min senere fortrydelse har omtalt Sjúrður Skaale på en nok så upassende måde, må jeg erkende, og hvor jeg har ført et bidsk angreb imod hans person. Her luftede jeg desuden nogle tanker og spekulationer om mulige forbindelser til visse fremmede lumpne magter uden nogen som helst belæg for det.
Derudover må jeg sige, at jeg ikke kender Sjúrður personligt, og jeg kender i sagens natur heller ikke hans motivationer og bevæggrunde, som jeg nødigt kan udtale mig om. Derfor vil jeg hermed undskylde over for Sjúrður samt hans tilhængere, og jeg har forståelse for, at flere kan have følt sig stødt over mit sprogbrug og de ukvemsord, jeg har rettet imod ham, hvilket heller ikke sømmer sig i den nøgterne og respektfulde diskussion, som vi alle fortjener ført i offentligheden.
Jeg er i sandhed en vred ung mand (ok, måske ikke så ung endda). Vrede er en emotion, som er intenst energiladet. Den er et tveægget våben. I bedste fald kan den bevæge én til fokuseret og kraftig handling. I værste fald kan den være en blind, destruktiv og frygtelig farlig kraft, når den ikke tøjles, eller endnu værre når den rettes imod uskyldige mennesker.
Folk undrer sig tit over, at jeg (som så mange andre i øvrigt) går rundt med den palæstinensiske keffiyeh, slønt jeg aldrig har haft forbindelser til eller været i Palæstina selv. Jeg vil prøve at forklare det ved at henvise til en elsket og verdensberømt amerikansk sanger, som siger:
....
For the poor and the beaten down
Livin' in the hopeless
Hungry side of town
I wear it for the prisoner
Who has long paid for his crime
But is there because
He's a victim of the times
(Johnny Cash)
Den palæstinske kamp er i dag epicentret for konflikten og uretfærdigheden som vores vestlig civilisation kæmper mod verden og mod sig selv. Vores solidaritet med det palæstinensiske folk og den palæstinensiske frihedskamp er ukuelig. Havde jeg levet i 1930'erne, hvor jøderne overalt i Europa var udsat for diskrimination, forfølgelse og folkeudryddelse, så havde jeg gået og prydet mig med en Davidstjerne i solidaritet.
Vores fejde er imod den systemiske uretfærdighed og undertrykkelse, som har udøvet usigelig vold og ødelæggelse mod alskens uskyldige ofre og oprindelige folk verden over. Det være sig folkene, som blev udryddet i det, vi nu kalder Amerika, de grønlandske inuitter, som har lidt under den danske kolonialisme, ofrene i Afrika og Latinamerika for det kapitalistiske systems glubske og uendelige grådighed og udnyttelse eller de oprindelige folk ved det levantinske Middelhav, som nu kæmper indædt for deres liv, deres frihed og deres land imod den overlegne og altødelæggende vestlige krigsmaskine. Det hele hænger sammen.
Også dele af vores egne befolkninger og minoriteter, der rutinemæssigt og hensynsløst udsættes for diskrimination, dæmonisering og marginalisering inden for systemet og i medierne, kæmper vi for og sammen med. Det være sig indvandrere, muslimer, jøder eller nonbinære kønsidentiteter, som ofte tilmed kynisk bliver sat op imod hinanden af kulturchauvinisterne.
Vi tjener ingen herre, og vi er ikke underlagt nogen politisk entitet eller dogme. Vi er humanister, der tror på menneskets medfødte værdighed, og at alle mennesker på jorden er ligeværdige – ikke på trods af, men netop på grund af vores utrolige diversitet og kulturelle frodighed – og berettigede til at søge friheden og lykken på kryds og tværs af lande og kunstige grænser.
Som Jesusbarnet, der i sin renhed og uskyld kigger op og uden at vige ser den umenneskelige undertrykker direkte i øjnene og stiller denne til skue – det er, hvem vi er. Det er, hvad vi gør.
Vi søger at opnå dette ved først og fremmest at promovere den åbne diskussion og oplysning samt at afsløre falske og skadelige narrativer. Vi afskyr vold, og vi er ude på at bevidstgøre den størst mulige andel af mennesker om den virkelighed, som før eller siden kommer til at ramme os alle sammen. Ud over alle odds vil vi lægge grundlaget til en verden og en fremtid, som er gunstig og retfærdig for hele menneskeheden, med respekt for folks ret til værdighed og selvbestemmelse. Derfor er den livlige, men nøgterne og respektfulde diskussion i offentligheden en nødvendighed, og jeg agter at fortsætte med det.
