Bjarni Djurholm, landsstyremand i erhvervsanliggender, oplyste den 29. september 2003 til Útvarp Føroya, at der ikke er politisk flertal for at give pengeinstitutterne pant i licenserne. - Tað er ein so stór avgerð at taka, at landið missir øll rættinde í alivinnuni og gevur frá sær rættin til at reka politikk á aliøkinum, siger Bjarni Djurholm ifølge Tiðindi.
Det er meget kedeligt, at vi fortsat skal diskutere adgangen til at give pant i licenser på et grundlag, som forekommer præget af misforståelser og fordrejninger. Tiden er ikke til det.
Opdrætterne ønsker adgang til at kunne indrømme deres långivere pant i licensen. Pantsætningen af en licens vil således være et forhold mellem opdrætteren og dennes långivere, og myndighederne skal end ikke tage stilling til pantsætningen. Til gengæld vinder panthaver (långiveren) ikke anden og bedre ret end pantsætter (opdrætteren).
At en licens pantsættes, indebærer således ikke nogen begrænsning af landsstyrets rettigheder. At en licens er pantsat, er ikke til hinder for, at myndighederne kan tilbagekalde licensen, såfremt opdrætteren misligholder sine forpligtelser. Under gældende regler falder licensen tilbage til landsstyret efter 12 år. En pantsætning af licensen vil ikke ændre noget herved; også en pantsat licens falder tilbage til landsstyret efter 12 år.
Hvilke rettigheder mister landsstyret da ved en pantsætning af en opdrætslicens? Ingen. Absolut ingen. Men hvorfor ønsker opdrætterne og de finansielle långivere da, at det skal være muligt at give pant i opdrætslicenserne?
Jo, långiverne ønsker mulighed for at kunne indtræde i opdrætters licensrettigheder, såfremt opdrætteren økonomisk må opgive ævred. Ikke for at drive opdrætsbruget videre. Ifølge gældende lovgivning må pengeinstitutterne slet ikke drive andet erhverv (end pengeinstitutvirksomhed). Men pengeinstitutterne ønsker mulighed for at kunne overdrage anlæg og fisk med licens til en køber, som landsstyret kan godkende. Men heller ikke køber af opdrætsbruget får anden og bedre ret end den oprindelige licenshaver.
Jamen hvad mener da landsstyremanden, når han siger, at landsstyret ved at indrømme opdrætterne adgang til at give pant i licenserne afgiver retten til at drive politik på opdrætsområdet? Af egen drift afgiver opdrætteren beføjelser ved en pantsætning af licensen. Men landsstyret afgiver ikke nogen beføjelser.
Jeg mener at have forstået loven på den måde, at opdrætslicenser er uomsættelige, og at opdrætteren således ikke kan sælge sin licens. Alle ved, at det forholder sig anderledes. Der er i realiteten frit slag. Nok er licensen i formen ikke frit omsættelig. Men det er aktierne i opdrætsselskabet. Når aktiekapitalen sælges, følger licensen med, og landsstyret skal end ikke godkende de nye aktionærer. Opdrætteren kan således sælge sin licens til hvem, han lyster. Der gælder alene den restriktion, at 2/3 af kapitalen skal være hjemmehørende på Færøerne.
Men en långiver, som måtte have pant i licensen, kan ikke frit overdrage licensen til hvem, han lyster. Långiver har sædvanligvis ikke pant i aktiekapitalen (der i øvrigt må antages at være tabt, når långiver gør sit pant gældende). Ved et videresalg af opdrætsbruget vil en långiver med pant i licensen skulle have landsstyrets godkendelse af den nye opdrætter.
Den politiske debat om adgangen til at give pant i licenser er præget af en dyb mystik. Pant er gjort til et metafysisk begreb, som ikke kan begribes med den sunde fornuft. Men hvorfor nu det? Opdrætsbruget forholder sig dog til licensen på samme måde, som en ejendom på lejet grund forholder sig til lejekontrakten. Og der har da ald-rig været problemer med at give den långiver, der finansierer ejendommen, en tinglyst ret til at indtræde i lejekontrakten. Hvorfor kan en långiver til et opdrætsbrug da ikke få tinglyst en ret til at indtræde i licensen?
Kære politikere, hvad er problemet?
