Ole Wich
Tórshavn
www.olewich.com
---------
Både før og nu kan jeg godt forfalde til at synes, at den islandske stil er lidt for meget. Denne tendens til store luftige armbevægelser, alt imens alle stressede rundt i deres firehjulstrukne amerikanerjeeps imellem tre arbejdspladser og store usmagelige nyrigsbetonkasser, men sandheden er, at jeg har altid anerkendt den fantastiske gåpåmod, som folk på Island har udvist. De tør vifte med store mentale armbevægelser, give luft til hjernen, så den kan flyve frit på vinger.
På mange områder har islændingene indenfor den sidste generation favnet verden og taget den til sig, ikke mindst indenfor det kulturelle felt, hvor kunsten siden tresserne har udvidet den islandske virkelighed med mange kvadratmile til stor beundring for os alle. Der er en ukuelig vilje til at vende tingene på hovedet og forvandle bagdele til fordele.
Det er sådanne evner og virkelyst, der vil rejse Island påny.
Poeterne og kunstnernes tid
Det er poeterne og kunstnernes tid på Island, hvor nye tanker skal formes og stikke kursen ud, for at skippe væk fra de nyskabte kummerkår. Kunstnerne vil vise vejen, nu andre folk i samfundet har talt sig hule og tomme for mening. Einar Már er godt på vej til at fylde i dette vacuum med sine uforbeholdne meninger. Hvidbogen lyser i mørket.
På vegne af sit nu igen trællebundne folk pisker Einar Márs ord mod de niddinge, der først skummede fløden og siden pissede i mælkespanden. Vel er de emigreret udenfor rækkevidden af Einar Márs pisk, men ikke udenfor hans piskende hån.
Landnam igen
Den økonomiske fest på Island må siges at være Nordatlantens største bunkepul til alle tider, selv Færøernes firserfest kan ikke stå mål. Efter de orgastiske klæbrige sprøjt på alt og alle, indfinder den sørgmodige flovhed sig. Godt at der stadig findes folk, der kan eksponere det vulgære leben.
Nu er tiden til folkets revolte og civile modstand, til fuckfingre og knyttede næver højt over hovederne. Der er håb om en en folkelig islandsk besætterskare, der frygtløst erobrer den umoralske rigdoms paladser og bekæmper de hule penges lakajer.
Det er tid at gentage det islandske landnam. Indtage landet igen og fortrænge de huldrefolk, der som altid gemmer deres grådige hensigter bag dunkelgrå betonklodser, skinnende aluminium eller i fjern exil.
Nordatlanten og orkanerne
I Nordatlanten skal vi vide med os selv og hinanden, at vi har tendens til farlige håb, denne evige higen efter at blive set og anerkendt af verden samt håb om, at slippe væk fra de lange trange kår gennem århundredes kummer. Håbene ligger dybt, men det er farlige følelser, for de kan føre til den dybeste fornedrelse, hvis ikke udviklingsgrundlaget er i orden.
Nordatlantens inspektionsskibe er bygget til at klare hundredeårsbølgen, der er sammenfaldet af alle uheldige omstændigheder på havet, noget der statistisk set, vil opstå én gang hvert hundrede år. Jeg har selv sejlet med et af disse skibe, »Hvidbjørnen« og selv i Kap Farvels orkan følte jeg mig tryg.
Samfundene i Nordatlanten burde bygges på samme måde, men vi formår ikke at bygge dem til mere end én generations storme, så kollapser de. Atter må vi gribe efter redningskransene.
Den nordatlantiske korttidshukommelse
Vi i Nordatlanten må huske den vigtigste lære. Når dårlige og ukvalificerede politikere bliver budt til horegilde med de grådige og umoralske pengejonglører, så er deres fælles grådige og liderlige stønnen meget alvorlige alarmsignaler. Så er den farligste stund for et mikrosamfund i Nordatlanten kommet endnu engang. Alle menige søfolk skal nu på dæk for rebe sejlene og efterse redningsflåderne. Orkanen er på vej. Intet er sikkert mere, kun dette, at de fedeste lorte altid flyder ovenpå.
Vi i Nordatlanten må ikke glemme, at nordvestenvinden hyler os altid i øregangene og synger sin evige sang - navigare necesse est. Man skal kunne sejle og livbjerge sig selv under alle forhold, også i orkan. Denne ældgamle lære er mærkeligt nok lagret i korttidshukommelsen i Nordatlanten. Det er grunden til megen ulykke.
Færøerne
De sidste 3-4 generationer på Færøerne har haft hver sin fallit at ride af. Snart gik det jublende på den høje bølgekam, senere sørgmodigt underdrejet i den dybe dal. Den forrige storkrise i Nordatlanten var, da vi på Færøerne blev ramt af denne generations forudsigelige katastrofe. Fallit, skam og fornedrelse, budt rundt af den sædvanlige servile og uduelige tjenerskare af indenlands og udenlands politikere, samt grådige erhvervsfolk uden blusel. Endnu en bitter omgang til de naive folk, der endelig troede, at nu, nu, lige nu, var det deres tid til ubekymret fest efter århundredes grå hverdage på karske øer.
Vi har alle part i denne uendelig banale sørejse, der med sædvanlig regelmæssighed sejler skuden ned i malmstrømmen igen, mens champagnepropperne knalder lystigt på broen, frådseriet dækker bordene, og ringdansen går vildt med kapitalens ludere som forsangere.
Fallitten ender altid i fornyet underDANIghed. Så er luften igen tyk af mindreværd, skam og offerrollens perspektivløse skyldskubning, der i sig selv er en uendelig ringdans af små fornærmede hop på stedet til det monotome omkvæd: »Faroese business as usual.«
»P/f Spælipláss«
Jeg tegnede i 1991 et billede inspireret af William Heinesens »P/F Trøllakambur« fra 1955. William tegnede denne pastel efter hans generations finanskrise.
Mit billede, »P/F Spælipláss«, tog udgangspunkt i senfirsernes galimatias: En overgang dystede direktørerne i Tórshavn om, hvem der havde det største skrivebord på direktionskontoret. Små mænd i barnagtig konkurrence og i skøn samdrægtighed med politikerne, knuste som en leg den færøske erhvervsstruktur. Blandt disse stumper sad den menige færing endnu engang og krydsede fingrene for en tålelig fremtid.
Hver dag ser jeg solen spejle sig i Albert Hall, der skinner som en nylagt hundelort. Bag disse ruder havde Albert Mortensen sit gigantiske skrivebord. Så gik han på røven og flygtede til London med rovet, væk fra sit ansvar. Akkurat som de islandske expansionsvikinger. Business as usual.
Fisk og grådighed
Einar Már skriver i sin bog, at kapitaliseringen af de islandske fiskeressourcer var det fænomen, der startede den financielle roulette og førte til gældsætning og trællebinding af det islandske folk tre generationer frem.
Disse kapitaliseringstendenser ser vi også på Færøerne. Eiler Jacobsen i 2006 solgte Krúnborg til islændingene og fik klækkelig overpris, sådant omtrent 290 millioner. Gavmildheden skyldtes de færøske fiskekvoter, der fulgte med skibet. En privat reder stjæler grådigt det færøske folks fiskekvoter, sælger dem til højstbydende og putter pengene i sin egen lomme. Er det rimeligt? Den diskussion døde hurtigt ud.
Tilgiv ham, han er uden skyld, thi det var fuldt lovligt. Dette er nøjagtig samme messende sang, som de islandske finansfyrster sammen med det færøske finansflop Jákup á Dul nu synger fra deres rigmandsdomiciler i exilet: »Det vi gjorde, var fuldt lovligt.« Business as usual.
Færøerne - hvad nu?
Skal vi flyve fra reden eller hvad? Den færøske selvstændighedsbevægelse står nu rædselsslagen og lammet på redekanten. Ser den islandske unge ligge dernede på jorden, udsplattet og mere død end levedygtig. Færøungen, endnu sikret i den lune rede, sitrer ved det grumme syn og lufter nervøst sine små grå dun, som den ellers hele tiden håbede på, nok skulle vokse hurtigt ud til flyvedygtige svingfjer på styrtturen ned mod dybet.
Nu kommer den i tvivl, når storebror ikke engang kan holde sig flyvende på sine kraftige udvoksede vinger. Det så ellers så godt ud i begyndelsen. Der blev jublet kritikløst fra lillebrors redekant, når storebror lavede dramatisk luftakrobatik.
Der er ingen, der siger, at vi ikke skal flyve fra reden engang, men med viden om de økonomiske katastrofer regelmæssighed i Nordatlanten, havde nok været bedst, om vi målbevidst fik bragt fjerene i orden, inden den første flyvetur. Ellers ender den fatalt.
Især skal vi huske at skrabe det lort af fjerene, som redens grådige gøgeunger har strintet omkring sig i deres umættelige frådsen efter mer og mer, uden sans for samfundssind og almindelig etik. Denne lære kan vi hente i vores egen historie og nu også i Islands.
Den man elsker tugter man
Einar Már har et blødt hjerte, når det kommer til Færøerne, og det er godt at vide, for så ser vi ham her med mellemrum. Det er altid en glæde at stifte bekendtskab med ham og hans digterkunst. På sine besøg, siden han var ung, har han fået et godt kendskab til de forhold, vi lever under på Færøerne.
Dog er han lidt for færøromantisk, og jeg ville ønske han var lidt mere hård ved os og tog bladet fra munden. For mange af de grumme erfaringer han har gjort i det islandske ragnarok i det seneste, kunne vi måske bruge til at forhindre vores næste generationskrise.
Til sidst kunne vi måske få stabiliseret det færøske samfund tilstrækkeligt og højnet de mange tætvævede standarder, der hører et moderne velfærdssamfund til. Så kunne det ældgamle fortæskede spørgsmål om loysing/samband være et reelt og ansvarsfuldt valg for den færøske befolkning.
----
Foto vedhæftet: OleWich©PfSpælipláss.jpg
Eventuel billedtekst:
Når alt ligger i stumper, må man krydse fingrene og håbe det bedste. »P/f Spælipláss« fra Ole Wichs udstilling »Brøytingar« i Norðurlandahúsinum 1991
