Kommentar: Det er lidt uforståeligt, at biskoppen skriver således, da der naturligvis ikke er nogen, der har lovlig ret til at få en anden præst til at holde menighedens ordinære gudstjeneste, når menighedens egen præst prædiker et andet sted. Lovlig ret har f.eks. fem familiefædre, enker eller personer med egen husstand til at arrangere en såkaldt tilkaldegudstjeneste, når kirkerummet ikke er i brug. Men denne ret har man altså ikke ønsket at benytte, og biskoppen har heller ønsket at henvise til denne ret. Det er jo netop derfor, at man har haft brug for en biskop, der var villig til i den forbindelse at tilsidesætte menighedens egen præst, hvilket, så vidt vides, er et helt nyt fænomen inden for Den Danske Folkekirke og kun sket i Fuglefjord præstegæld.
Guds Ord og
samvittigheden
Biskoppen skriver: »Fyri ikki at særa samvitsku hansara var ein av mínum fyrstu gerningum sum biskupur at bjóða honum mína hjálp í teimum førum, har slíkt kundi koma fyri. Men tað var ikki ein møgulig samvitska, ið var trupulleikin hjá sóknarprestinum, og tí hevði henda hjálp ongan áhuga«.
Kommentar: Det er korrekt, at biskoppen i brev af 28. juni 1991 skriver, at »sambært kirkjulógum er tað sóknarpresturin, sum hevur ábyrgdina av, hvat ið fer fram í kirkjunum og hvørjum loyvt verður at prædika harh og siden foreslår han, at jeg, i stedet for at nægte kvindelige præster at prædike, overlader det til ham, om de skal have lov til at prædike. Videre skriver biskoppen: »Sigur hann (biskoppen) ja og átekur sær ábyrgdina av kirkjuni og henni, ið har skal gera prestatænastu ein ávísan dag, so viðurkennir tú avgerð hansara. Tá er ábyrgdin fyri, at kvinnuligur prestur ger tænastu í tínum kirkjum ikki longur tín, men biskupsins«.
Netop fordi det er sognepræstens ansvar, bl.a. hvem der skal prædike ved menighedens ordinære gudstjenester, så var mit svar til biskoppen: »Min konklusion er i al sin enelthed: Det vil være forkert at løbe fra det ansvar, der er blevet pålagt mig som præst (og dermed den byrde, der følger med ansvaret). Det ansvar løber jeg fra ved dit forslag. Frivilligt beder jeg en anden tage ansvar for noget, jeg selv mener er forkert. Men da er ansvaret stadig mit. Det har jeg ikke samvittighed til. Men det primære er ikke min samvittighed. Det primære er det ansvar, jeg har fået pålagt af Gud og mennesker og påtaget mig i forhold til de seks menigheder i Fuglefjord præstegæld. Det er dem, jeg svigter ved at følge dit forslag«. (Brev af 1/7-1991).
Problemet var ikke primært min samvittighed, men at Guds Ord siger nej til det, biskoppen siger ja til. Hver gang biskoppen vil føre vranglære ind i menighedens forsamling, er det naturligvis min pligt og mit ansvar at sige nej. Derfor er det dybt tragisk, hvergang biskoppen hindrer en præst i at værne menigheden imod vranglære ved dens gudstjenester.
Peter O. K. Olofson
Sogneprest,
Fuglefjord præstegæld
