Som nogle måske husker, var jeg fra 1975 til 1992 formand for »Det Rådgivende Udvalg«. Jeg interesserer mig stadig for færøske forhold, og den netop indgåede aftale med den danske regering er årsagen til, at jeg har skrevet nedenstående indlæg, som vil blive optaget i Jyllandsposten. Den er også bestemt for et færøsk publikum, og jeg håber derfor, at I vil bringe den:
»Der regnes med, at den aftale, som regeringen indgik med det Færøske Landsstyre d. 10. juni vil blive accepteret af Folketinget uden større sværdslag. Mon?
Fra dansk side - det gælder også Den Danske Bank - er der i forbindelse med bankkrakkene begået fejl overfor Landsstyret. Det ændrer ikke, at årsagen til de økonomiske ulykker, der ramte Færøerne, var den uansvarlige fiskeripolitik og økonomiske politisk í øvrigt, som Landsstyret førte, navnlig i den sidste del af 80?erne. Krisen, som medførte mere end en halvering af realværdierne, kunne intet banksystem overleve. Der er også gode grunde til, at de to banker endte med at blive ligestillet af Landsstyret, selv om aktierne i den ene af bankerne lå på færøske hænder, medens den anden banks aktiekapital stort set var ejet af Den Danske Bank.
En kompensation for fejlene er rimelig. Måske omkring en halv milliard kr.? Retssagen eller forhandlinger mellem Regeringen og Den Danske Bank vil afgøre, hvor meget Den Danske Bank kommer til at betale. Den erstatning, Færøerne får ved aftalen, giver under eet med henvisning til såvel banksagen som hensynet til hvad den færøske økonomi skønnes at kunne bære. Den beløber sig til 900 mio. kr. + 500 mio. kr. i rente og afdragsfrit lån (afdrages, hvis der indenfor 20 år startes udvinding af råstoffer), + en reduktion af rentebyrden for den resterende gæld, hvis værdi er opgjort til andre 500 mio. kr.
Landsstyrets tab ved overtagelsen af bankernes gæld reduceres af, at den nu står som ejer af den fusionerede bank. Dens værdi anslås til op imod en milliard kr.
Denne for Færøerne ovenud gunstige aftale blev kun være opnået under ganske særlige omstændigheder. Baggrunden herfor er almindeligt kendt. Mon ikke der er en del færinger, der har en dårlig smag i munden? Det opvejes måske lige nu af stolthed over lagmandens forhandlingsevner, men det vil kunne blive en kortsigtet gevist.
Måske har vi råd til at være generøse. Færingerne har det stadig ikke for godt, økonomisk set. Det færøske erhvervsgrundlag er enstrenget og svagt, og aftalens smukke ord om en selvbærende færøsk økonomi er nemmere skrevet end ført ud i livet. Ønsket om at blive en suveræn stat kan man have forståelse for. Men selvstændighed forudsætter, at man er uafhængig af dansk støtte. Den har de nu fået sikret 3 år fremover. Derefter nedtrapning. Såfremt olieindtægter ikke giver en delvis løsning af problemet, er forudsætningen for at blive selvhjulpen desværre, at det færøske omkostningsniveau og levefoden reduceres, så den kan blive lønnende at producere på Færøerne og muligt at skabe tilstrækkeligt mange arbejdspladser.
Erkendelsen heraf synes ikke at være udbredt på Færøerne. Hvad skal de 300-400 mio. kr. som aftalen giver landskassen i »overskud«, anvendes til? De burde bruges til oparbejdelse af en stor reserve i kr. eller anden valuta, hvis der var realisme bag ønskerne om at blive selvstændig. Men bliver det resultatet?
Den tilbageværende færøske bank styres nu alene af Landsstyret. Offentligt ejerskab til banker med en dominerende position er betænkelig, ikke mindst hvis der - som på Færøerne - hersker tradition for offentlig involvering i erhvervslivet. En privatisering vil være vanskelig.
Efter aftalens art. 8 er der enighed om, at ansvaret for den økonomiske politik på Færøerne, herunder for lånoptagelse og garantistillelser, ligger hos Landsstyret. Det er ikke noget nyt. Styringen af den økonomiske politik på Færøerne har siden 1949 været færingernes ansvar, og det var derfor, at der ikke blev grebet ind fra den danske regerings side i 1980?erne. Den havde heller ikke garanteret for de lån, som Færøerne optog i udlandet som følge af den fejlslagne politik. Men de udenlandske långivere gik, ud fra, at regeringen ville holde dem skadesløse, hvis landsstyret ikke kunne indfri gælden, og de fik ret. Af hensyn til Rigsfællesskabet og dansk kreditværdighed indfriede regeringen gælden. Kan man være sikker på, at historien ikke vil gentage sig? Indtil videre er Færøerne en del af Rigsfællesskabet, med to mandater i Folketinget, og forbliver i møntunion med Danmark.
Kan det undgås, at aftalen får konsekvenser for forholdet til Grønland?
Niels V. Skak-Nielsen
