(Røða á fólkatingi 2. juni)
Denne talerstol er til det fælles; det samfundsmæssige. Ikke til det private, personlige eller det intime.
Men i dag bliver jeg nødt at gøre en undtagelse. Jeg er gjort opmærksom på personlige forhold, som det nok er bedst, at jeg selv fremlægger, før en eller anden blodtørstig journalist graver det frem, og gør det til en skandale.
Min rolle her i huset er at være en nordatlantisk modvægt til rigets danske, politiske og kongelige centralmagt.
Det problematiske i den nye indsigt jeg har fået er, at jeg er selv dansk. Og jeg er ikke bare dansk – jeg er kongelig.
Min bror har i lang tid gransket vores slægt og det viser sig, at vi stammer i lige linje fra danernes suverænt største og mest betydningsfulde konge - selveste Harald Blåtand. Det kan der sikkert være andre her i salen der også er, men jeg skulle jo netop være noget andet.
Derfor sætter den nye viden både mit personlige og mit politiske liv i et nyt perspektiv. Og de mange mærkelige følelser det vækker, spænder fra frygt for at blive beskyldt for dobbeltspil – til stolthed.
Stolthed over, at det altså var min familie der forenede Danmark, begyndte et opgør med 900 tallets meget brutale skikke ved at indføre kristendommen, og således startede den lange rejse imod den retsstat, som vi kender.
De der har læst Frans Bengtssons fortælling om bl.a. Harald Blåtand i de legendariske romaner om Røde Orm ved, hvad jeg taler om. I min familie har vi altid dyrket de bøger – og nu forstår jeg hvorfor.
Det er hylende morsomt, men også gruopvækkende at læse om, hvordan fejder blev afgjort ved at den, der kunne kappe hovedet af sin fjende, fik ret.
Men midt i al grusomheden må man dog sige, at afgørelser blev truffet. Når et hoved rullede, så kom man videre.
Der kan vi lære noget af de gamle vikinger. Ikke når det gælder de rullende hoveder, men når det gælder det med at komme videre.
Langar rættarsakir døma ósek fólk
Der har i dagspressen på det sidste været flere historier om alt for lange ventetider i retssystemet. Hverken kriminelle eller ofre kommer videre med sit liv, fordi man venter og venter på domstolenes afgørelser.
Retssystemet er fælles for hele riget, og vi oplever også problemet på Færøerne.
Jeg har før talt om en stor, civil erstatningssag der blev rejst mod ledelsen af en bank på Færøerne og dens danske datterbank, der begge blev erklæret konkurs i 2010.
For et år siden faldt der endelig dom i sagen om den danske datterbank. Personerne blev frikendt ni år efter at banken var erklæret konkurs, og syv år efter at retssagen startede.
Jeg tager det op igen i dag, for sagen i forbindelse med den færøske bank kører stadigvæk. Og nu står det klart, at efter dom i byretten i 2019 skal retssagen starte igen i Østre Landsret - om et år. Der forventes at falde dom i december 2022. Altså efter ti år med retssager, og 12 år efter bankens konkurs.
Hvis man ser på den anden sag – og på Finansiel Stabilitets succesrate generelt – så er det sandsynligt, at personerne bliver frifundet.
Men det vil være fuldstændig lige meget. I det årti der er gået, er de sagsøgte dømt i medierne og socialt, de har betalt en stor personlig pris og de har tabt deres muligheder for at agere frit i erhvervslivet. Så hjælper det ikke noget, at rettens øverste instans finder, at man er uskyldig. Det giver ikke ti tabte år tilbage. Som man siger på engelsk: Justice delayed is justice denied. Når man sidder fanget i retssystemets masker i så lang tid, er det en dom i sig selv. Man kan renses juridisk. Men man er dømt af processen.
Hvis personerne omvendt skulle blive fundet skyldige, så har de ingen jordisk chance for at betale alle pengene tilbage alligevel.
Det er ingen vindere i det her.
Og dog. Sagsomkostningerne hidtil overstiger formentlig 100 millioner. Og det er skatteyderne, der bløder.
Det vil sige, at mens nogle personers retssikkerhed bliver væk i processen, så er der andre, der scorer kassen på samme proces. Som altså har en økonomisk interesse i den.
Det er ikke deres skyld. Men når nogen kan få økonomisk gevinst af noget der undergraver retssikkerheden, så er den gal. Så er rammerne ikke i orden.
Vi skal ikke blande os i den dømmende magts arbejde. Men vi bør sætte en tidsmæssig grænse for, hvor længe staten kan være efter en person. Det er en betingelse for at kunne opretholde vores mest basale princip: retssikkerheden.
Og det siger jeg både som politiker og som efterkommer fra manden, der gjorte op med de gamle dages halshugninger.
På Harald Blåtands tid i 900-tallet var dommene ikke altid retfærdige – men de blev eksekveret hurtigt.
Det var ikke Haralds mening, at det skulle blive omvendt: Nemlig at dommene er retfærdige, men at de eksekveres uendeligt langsomt. For så forsvinder retfærdigheden i processen og vi står tilbage med hverken den hurtige eksekvering eller retfærdigheden.
Så lad os i retssikkerhedens og retfærdighedens og Harald Blåtands navn få sat den grænse.
Takk fyri samstarv um m.a. filmsgrunn
Så til noget positivt:
Jeg indgik sammen med andre en aftale med den forrige regering om en pulje til produktion av dokumentarfilm fra rigsfællesskabets tre lande.
Puljen var bl.a. med til at finansiere filmen Skál, der viser de meget dybe kløfter der er mellem den konservative og den liberale fløj på Færøerne. Den fik topanmeldelser i danske medier, den har haft mange tilskuere og har således – som hensigten var – været med til at højne kendskabet til- og forståelsen for Færøerne i resten af riget.
I december indgik vi en lignende aftale med den siddende regering. Den vil føre til flere film, bedre kendskab og bedre forståelse. Tak for det. Og tak til finansministeren og folketingets partier for de andre aftaler vi indgik i december. De vil alle føre til konkrete, gavnlige projekter – og jeg skal hilse og sige, at folk er glade.
Læran frá Poul Schlüter – Bluetooth-politikkur
Til sidst:
Poul Schlüter er gået bort. Det var ham der i 1992, efter 17 års tovtrækkeri efterkom Færøernes krav om at overtage undergrunden, og dermed løste en lang og slidende konflikt.
Jeg spurgte ham engang hvordan han som statsminister kunne gøre det, som andre statsministre og embedsværket havde sagt var umuligt i henhold til grundloven.
Det meget elegante svar var: ”Min beslutning byggede slet ikke på juraen. Den byggede på min egen politiske og filosofiske vurdering, og på ønsket om gode relationer mellem Danmark og Færøerne”.
Der blev her i huset for nogle år siden talt om nødvendighedens politik. Schlüter forstod politikkens nødvendighed.
Det håber jeg også at den siddende regering vil gøre i den kommende tid, hvor udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold kan sætte kiler i rigsfællesskabet, hvis ikke de tackles i Schlüters ånd.
Eller i min forfader Harald Blåtands ånd. Det er jo ikke tilfældeligt, at en teknisk opfindelse, der kan få meget forskellige enheder til at fungere sammen, kaldes Bluetooth.
Der vil blive brug for megen politisk Bluetooth de kommende år.
Tak for ordet.
