Af Carl Pedersen
Det hele begyndte med Whitewater, en investering i nogle stykker jord i Arkansas som daværende guvernør Bill Clinton og hans kone Hillary foretog med nogle venner i 1980erne. Der skulle være noget lyssky ved handelen, og i 1994 udpegede justitsminister Janet Reno en særanklager, Robert Fiske, til at undersøge sagen. Da Fiske forlod posten efter kort tid, udpegede et tre-dommerpanel republikaneren Kenneth Starr. Efter fire år og over 40 millioner dollars er Starr nået frem til den konklusion, at der ikke var noget i Whitewater, som kunne føre til en rigsretssag mod præsidenten. Ej heller i en række andre sager (som traditionen tro har fået endelsen-gate: Fostergate, Filegate, Travelgate), som særanklageren har kastet sit blik på. Tilbage står anklagen, at Clinton løj om sit forhold til Monica Lewinsky, da han blev afhørt i forbindelse med Paula Jones-sexchikanesagen og at han forsøgte at dække over forholdet, hvilket udgør magtmisbrug. Et udvalg i Repræsentanternes Hus skal nu afgøre, om der skal rejses en rigsretssag mod Clinton, som derefter vil blive behandlet af Senatet under ledelse af højesteretspræsident William Rehnquist.
Mange spørger sig selv i disse dage, hvordan det kunne komme så vidt. Paula Jones-sagen blev i april afvist af dommer Susan Wright (en republikaner udnævnt af præsident Bush i øvrigt) simpelthen fordi hun mente, at Jones ikke havde beviser for at føre en sag.
Hvis Paula Jones-sagen var blevet afvist nogle måneder før, havde Clinton ikke behøvet at blive afhørt, og så kunne han ikke blive
beskyldt for at begå mened. Og så vil Monica Lewinsky-sagen ikke være andet end en sag mellem præsidenten og hans kone, beskyttet af den fjerde forfatningstilføjelse som sikrer privatlivets fred.
Paula Jones-sagen havde aldrig set dagens lys, hvis ikke den konservative journalist David Brock (forfatteren til en kritisk bog om Hillary Rodham Clinton) havde skrevet en artikel om Clintons sexliv til bladet The American Spectator , hvori han nævnte en kvinde ved navn Paula, som var blevet udsat for sexchikane af Clinton i 1992. Det var kun efter at denne artikel blev offentliggjort, at Jones kom frem og begyndte at føre sagen mod Clinton. Og det var kun på grund af den sag, at Starr fandt frem til Monica Lewinsky. Pudsigt nok: i marts i år fortrød samme Brock, som på ingen måde er en tilhænger af Clintons politik, at han havde skrevet artiklen, fordi han nu mente, at Clintons sexliv var en privat sag og ikke havde offentlighedens interesse.
Pressens rolle i at holde Monica Lewinsky-sagen i live har været ivrigt diskuteret i disse dage. Og ganske vist har journalisterne kæmpet om at få seneste nyt om forholdet mellem Monica og Bill (man skal tage adskillige journalisters ytringer om deres ubehag ved at diskutere intime seksuelle handlinger for åben skærm med et gran salt). Men en anden, i grunden langt mere alvorlig, side af sagen er i det store og hele blevet glemt. Det er påstanden om, at hele miseren er et led i en sammensværgelse for at vælte præsidenten, eller i det mindste ødelægge hans ry.
I slutningen af 1998, kort efter at Lewinsky-sagen brød ud i lys lue, blev præsidentfruen Hillary Rodham Clinton interviewet i det populæremorgenprogram The Today Show .
I sin vrede over de vedvarende beskyldninger rettet mod præsidenten fra adskillige individer og organisationer, herunder den særlige anklager i Whitewater-sagen Kenneth Starr, påstod hun, at Clintons fjender udgjorde en »udbredt højrefløjs- sammensværgelse« som siden Clintons valg i 1992 havde gjort alt for at ødelægge ham politisk. »Pjat,« var Kenneth Starrs reaktion på Hillary Rodham Clintons udlægning.
Sidenhen har vi hørt relativt lidt til ideen om en sammensværgelse mod Clinton.
Ordet »sammensværgelse« betyder at indgå forbund, som bekræftes ved eds-aflæggelse. Ud fra denne definition er der ikke tale om en koordineret sammensværgelse mod Clinton.
I et land hvor Kennedy-mordet stadig er genstand for spekulation, og hvor X-Files er en af de mest sete tv-serier, er det nærliggende at tro, at beskyldninger om en sammensværgelse vil have let ved at fænge.
Ikke desto mindre mener jeg ikke, at der er tale om en velovervejet koordineret sammensværgelse. Derimod kan man slå fast, at der er en række individer og organisationer med betydelig magt, som aldrig har anerkendt Clintons valg til præsident og anser ham for at være indbegrebet af 60erne. En aktiv social politik, den seksuelle revolution, kvindefrigørelsen, borgerretskampen og ikke mindst Vietnam-krigen fremstod som kendetegn for en tid hvor der blev sat spørgsmålstegn ved USAs selvforståelse som retfærdighedens nation på hjemmefronten og demokratiets vogter på den internationale arena.
I 1990erne var de unge mennesker, som kæmpede for de sortes rettigheder og mod krigen i Vietnam, blevet voksne, og nogle af dem, Clinton indbefattet, havde opnået reel politisk indflydelse.
På republikanernes partimøde i 1992 udtrykte højrefløjskandidaten Pat Buchanen denne kløft mellem tressernes blomsterbørn og »almindelige« amerikanere ved at hævde, at USA befandt sig midt i en kulturkrig og hentydede, at en demokratisk sejr ville føre landet ind i et moralsk forfald.
I lidt mildere toner bragte vicepræsident Dan Quayle tv-serien Murphy Brown ind i valgkampagnen ved at kritisere Browns »alternative livsstil« (hun havde i serien valgt at få et barn uden for ægteskab) og forsøgte således at spå, at de »venstreorienterede« (læs demokratiske) medier vil få endnu mere magt og indflydelse under en Clinton-regering.
En del vælgere lyttede tilsyneladende ikke til disse dystre budskaber og var med til at vælge en mand som havde røget marijuana (selvom han forsikrede det amerikanske folk, at han ikke inhalerede), bevidst undgået at blive indkaldt til hæren under Vietnamkrigen, og erkendt ægteskabelige sidespring, og hvis kone var karrierekvinde med en interesse for kvindepolitiske sager.
Forklaringen på, at et bredt udsnit af amerikanere stemte på Clinton - endda to gange - på trods af hans brogede fortid, kan måske læses ud af en nylig udkommet bog af sociologen Alan Wolfe, One Nation, After All .
En undersøgelse, som Wolfe lavede blandt fortrinsvis konservative, religiøse middelklasseamerikanere viste nemlig noget overraskende, at langt flere udtrykte sympati og forståelse for de fattige, for religiøs tolerance og for kvindernes rettigheder end mange, især inden for medieverdenen, havde antaget. Al den snak om kulturkrig og moralsk forfald havde simpelthen givet bagslag.
I 1995, året efter at republikanerne vandt flertallet i Repræsentanternes Hus, kom husets nyvalgte formand Newt Gingrich til at sige til en samling republikanske vælgere, at Susan Smith, som havde druknet sine to børn, var et eksempel på USAs forfald under Clinton-regeringen. Denne bemærkning faldt heller ikke i god jord hos befolkningen.
Så hellere arbejde bag kulisserne. Der findes stadig rabiate radiopersonligheder som G. Gordon Liddy, hvis anti-statsbudskaber i det mindste har bidraget til at styrke militsgrupper, ligesom lederen af det nu opløste Moral Majority, Jerry Falwell, kan sælge videoer som The Clinton Chronicles over Internettet. Dette er en film som beskylder Clinton for alt fra narkohandel til mord, og over 60.000 mennesker har købt videoen.
Men langt farligere er de konservative sagførerforeninger, politiske konsulentgrupper og konservative fonde, som har magtfulde bestyrelser og penge i kassen. Det er dem, som fører en kamp mod demokraternes sociale politik. Forbindelsen mellem Kenneth Starr, Whitewater-sagen, Paula Jones-sagen, Monica Lewinsky-sagen og adskillige konservative individer og organisationer er til at få øje på.
Det tre-dommers panel, som udnævnte Starr til særlig anklager i Whitewater-sagen, siges at have tætte forbindelser med den magtfulde formand for Senatets udenrigspolitiske nævn, Jesse Helms, en af Clintons ærkefjender. Blandt Starrs stab af sagførere findes der et betydeligt antal medarbejdere, som ligesom Starr selv i øvrigt er medlemmer af The Federalist Society, en konservativ juridisk organisation baseret i Washington.
Et af medlemmerne af The Federalist Society, Bradford Berenson, optræder ofte i tv som kommentator i Monica Lewinsky-sagen, uden at hans tilhørsforhold til The Federalist Society bliver nævnt. Paula Jones-sagen (Clintons påståede sexchikane af Jones, mens han var guvenør), som sidste år satte nyt liv i Starrs undersøgelse af præsidenten, er finansieret af The Rutherford Institute, som tidligere hovedsageligt havde fokuseret på sager vedrørende religionsfrihed (og bl.a. ført to sager for Jerry Falwell), men som nu især på Internettet, har kædet sit navn og rygte sammen med Paula Jones.
To sagførere, George T. Conway og James A. Moody, medlemmer af The Federalist Society, har været involveret i Paula Jones-sagen og var med til at henvise Linda Tripp (som optog Monica Lewinskys bekendelser om sex med præsidenten på bånd) til Starr. Linda Tripp er gode venner med Lucianne Goldberg, en litterær agent i New York, der i 1972 blev betalt 1000 dollar om ugen for at lave »dirty tricks« for Nixon-kampagnen.
Det var Goldberg, som opfordrede Tripp til at optage sine samtaler med Lewinsky. Goldberg har tætte forbindelser med Alfred Regnery, en forlagsdirektør, der for nylig udgav Unlimited Access af Gary Aldrich, en forhenværende FBI-agent, som i bogen påstod, at Clinton regelmæssigt forlod det Hvide Hus for at dyrke sex på et Washington-hotel, og The Secret Life of Bill Clinton af en britisk journalist, Ambrose Evans-Pritchard, som retter beskyldninger mod Clinton for at have været involveret i en række mystiske dødsfald. Regnery er i øvrigt en god ven af Kenneth Starr.
En række kommentatorer, heriblandt de fleste danske, kritiserede Clintons kort tale, 17. august, fordi han ikke kunne lade være med at rette sin vrede mod Kenneth Starr. Det var i sidste ende Clintons egen skyld, at sagen kom så vidt, så hvorfor begynde at beskylde Starr, som jo bare gør sit arbejde, lød det.
Men i lyset af de mistænksomme forbindelser som eksisterer mellem hovedpersonerne i hele miseren - Starr, Jones, Tripp, Lewinsky, Goldberg - og en række konservative organisationer, kan man spørge sig, om ikke det er de mennesker, som synes besat af tanken om at ødelægge Clinton personligt såvel som politisk, som ihærdigt forsøger at holde liv i Whitewater-sagen, Paula Jones-sagen og nu Lewinsky-sagen. Mange kommentatorer har med rette fremhævet, at de fleste republikanere ikke er interesseret i at se Clinton fjernet ved en rigsretssag. Men der kan være en anden, i sidste ende mere ondsindet, taktik i hele forløbet.
Det kan være simpelthen: at genere Clinton indtil hans præsidentperiode løber ud, svække ham politisk, og håbe på, at det ikke vil lykkes vicepræsident Al Gore at komme ud fra Clintons skygge i år 2000, når næste præsidentvalg skal holdes. For godt nok er Gore også et barn af tresserne, men han er efter sigende en god familiefar for sine fire børn, han var soldat i Vietnam, og hans kone er mest kendt for sin kampagne mod sjofle rap-tekster.
For at sætte diskussionen om rigsretssag i perspektiv er det måske på sin plads at erindre, at Watergate-sagen, som førte til præsident Nixons afgang i 1974, ikke kun handlede om magtmisbrug i forbindelse med et forsøg på at dække over et ulovligt indbrud i demokraternes hovedkvarter, som de fleste husker den. Den kom fra Nixons brug af efterretningstjenesten og sit specielle korps (de såkaldte »blikkenslagere«) til at aflytte og forfølge antikrigsbevægelsen. Ud over disse alvorlige forseelser er det værd at huske på, at Repræsentanternes Hus valgte ikke at inkludere Nixons ulovlige bombning af Cambodja i rigretssagen. Noget ganske andet end en affære i Det Hvide Hus.
Og man kan ikke lade være med at spekulere over, om Iran-contra-sagen (det ulovlige salg af våben til Iran til gengæld for løsladelsen af amerikanske gidsler) under Reagan ville have fået et andet udfald, hvis liberale kræfter havde den magt og indflydelse som de besatte inden for de konservatives rækker råder over.
Reagan, som ofte blev betegnet som Teflon-præsidenten (fordi beskyldninger og kritik prellede af på ham), blev reddet bl.a. på grund af sit ry som en doven leder som delegerede magten til sine underordnede.
Clinton er i grunden en midtsøgende politiker, som ofte skaber sin egen politik efter republikanske forskrifter. Ikke desto mindre er de besattes kamp imod ham mere end et spørgsmål om sex og løgn.
Den er en indædt kamp imod de landvindinger inden for borgerrettigheder og den sociale politik og imod en sund skepsis over for USA?s udenrigspolitik, som var en del af 60-ernes arv.
