Høgni Hoydal, landsstyremand for selvstyre og nordisk samarbejde, er talsmand for lagtingsflertallet. Hans synspunkter er fremført i en kronik i Information den 29. nov. 1999: Vi ønsker en færøsk mikrostat. De ledende ord var: »Et nyt fællesskab mellem to suveræne parter med fælles monark, fælles valuta og samarbejdsaftaler på andre vig-tige områder. Det danske bloktilskud på Færøerne skal derfor falde bort gennem en overgangsordning, og de færøske folketingsmandater vil naturligvis blive afskaffet«.
Hoydal så en parallel i Islands frigørelsesproces efter Første Verdenskrig.
Henvisningen til Island, landet med det ældste nordiske sprog, bringer det historiske frem ? sprogets betydning de nordiske lande imellem kan ikke overvurderes. Hvor var Finland uden svensk?
Siden Første Verdenskrig har de nordiske landes embedsmænd haft en forening, Nordisk Administrativt Forbund, som holder kongres hvert 3. år. De nordiske lande er i denne forbindelse fem. I 1958 blev kongressen holdt i Island. Reykjavik var endnu så lille, at der ikke var hotelplads til deltagerne ? forbundets norske afdeling havde lejet et skib i Bergen. De fleste deltagere fra Sverige, Finland, Noreg og Danmark boede på skibet under opholdet.
I en sådn forening går alt på omgang. Det var denne gang Norges tur til at præsidere ved åbningen, der fandt sted på Islands Universitet. Den norske formand, der havde været i England med kongen under Anden Verdenskrig, holdt en højstemt tale, hvor han mindede om, at Norge, Island og Finland i deres fortid hade særlige forudsætninger for at forstå hinanden ? som tidligere underdogs forstås. Om Island i 1944 sagde han, at det var en underlig stemning, som »i London tok oss Nordmen i eksil« ved meddelselsen om den historiske handling (d.v.s. overskæringen af det sidste formelle bånd til Danmark og monarkiet).
Det er en af de få gange, jeg har følt mig som repræsentant for et tidligere herrefolk, et dobbeltmonarki, med en historie forud for Islands selvstændighed og forud for 1864. Jeg følte en anelse af det samme under et hverv i Flensborg i 1946. ? Den norske formand forstod jeg så godt ? han har været i en følsom alder, da Norge og Sverige skiltes i 1905, en 16-17 år.
Den svenske formand tog en grusom hævn, da han holdt festtalen på Hotel Borg et par dage senere. Han fortalte en ?lustig historie?. En mand er på togrejse, hvor han snakker med en gumma, som skal giftes, efter en annonce. Hun fortæller, at hun har skrevet til den udvalgte, at hun er tandløs. Så siger vor rejsende, at hun har da en tand i undermunden ? hvorpå hun svarer: »Det skal være en overraskelse«.
Bifaldet var behersket, men vi skålede da. I øvrigt forløb kongressen meget festligt ? Thingvellir, Gullfos, gjaldende ravne og samvær.
Redaktøren af encyklopædien, Jørn Lund, mindede i et foredrag for nylig om, at Norge havde dansk som skriftsprog op til forrige århundredskiftet, og at den norske grundlov derfor er skrevet på dansk. For at bevare et enhedspræg i Grundloven, affattes tillæg stadigvæk på dansk.
Jeg tror, at jeg fik mere ud af kongressen i Reykjavik, en hvis jeg havde været tysk eller engelsk.
Det kræver takt at være i familie, at have sprog fælles. Tænk på de problemer, som vi har med indbyggerne i det jyske hovedland, og som de har med os her ovre på djævleøen.
Danskerne har ikke været heldige i deres omgang med Færøerne ? jeg tænker ikke så meget på monopoltiden, det er trods alt længe siden. Men forløbet af banksagen var pinlig for danskerne. Godt nok lagde Færøerne for med deres uheldige dispositioner, men Danmark demonstrerede i al fald, at vores del af riget ikke besad en passende overlegenhed og kvalitet til at vikle forholdene op på anstændig vis. Danmark kunne også godt have lært en vis ydmyghed af egne finansskandaler. Dog skal det huskes, at den såkaldte Grønborgrapport satte mange ting på plads. Den var så god, at det derefter kostede en vis brutalitet at få demonstreret sprængstoffet. Venstrefløjen hjalp godt til ved ensidigt at skyde på Den Danske Bank.
Hvis der havde været en særlig minister for Færøerne og Grønland, var han nok trådt tilbage. Det giver prestige, at statsministeren er minister for riget, men det er et problem, at han ikke kan fyres som andre eller diskret træde ud af spinatbedet.
Som tingene efterhånde har udviklet sig, står vi med spørgsmålet:
? Hvis færingerne vil have suverænitet, hvor mange penge skal de så alligevel have?
Debatten under og efter Hoydals besøg har hovedsagelig været forenklet til, hvad suverænitet mon betyder i rede penge (afskaffelse af bloktilskuddet). Debatten har været altfor plump og snæver. For hvad er det egentlige indhold i Færøernes tale om folkeretlige forbindelser? ? Det fremgår hverken af Hoydals kronik eller den omfattende behandling i radion i dagene omkring den færøske delegations besøg.
Også radioens P1, har dyrket research på Færøerne, men forsømt at stille de centrale økonomiske spørgsmål:
? Hvad ligger bag ønsket om fortsat fælles valuta?
? Hvem skal have ansvaret for pengemængden og pengepolitikken?
? Hvorledes skal Færøernes kreditværdighed sikres, uden at det bliver for dyrt?
Baggrunden for den sidste krise var nemlig Færøernes umådeholdne låntagning i udlandet, som kun var mulig, fordi långiverne regnede med, at den danske statskasse, når det kom til stykket, ville mandsopdække for den færøske gæld ? således som det også skete. Hoydal har ikke udtalt sig klart om disse spørgsmål ? har han en klar menig derom?
Optakten til banksagen illustrerede, at ikke alle færinger er engle ? ganske som de danske finansskandaler fra samme periode viste, at heller ikke alle danske er det. Hvordan vil færingerne sikre, at svage sjæle på øerne, de allestedsnærværende selskabstømmertyper, ikke er til fals for kapitalstærke udenlandske interesser, f.eks. engelske, eller at der oprettes banker med speciale i skatteret som man har det f.eks. i Lichtenstein?
Hverken færingerne (?almindelige? færinger) eller danskerne kan naturligvis lade sig spise af med almindeligheder om, at færingerne jo blot ønsker at være herrer i eget hus, at betænkeligheder som de anførte er krænkende insinuationer, og at et godt samarbjede skal etableres.
Hvorfor skal de færøske borgere give afkald på den sikkerhed, som tilknytningen til Danmark og dansk økonomi giver? Danmark kan naturligvis heller ikke give køb på disse områder ? tænke sig for en skandale, hvis der opstår økonomisk uføre, som kunne være undgået, hvis mistillid i disse afgørende måneder havde fået sin sunde plads.
Hoydal har gjort sig til talsmand for mindre administration på Færøerne. Han har udtalt, at der her er besparelser at hente. Dette synspunkt er ængstende ? vi lever jo ikke i et enkelt samfund af den type, hvor ? som man sagde i det gamle danske kommunestyre ? arkivet var sognerådsformandens lænestol. Den tænkemåde, der ligger bag Farum-modellen ? hvilken ulykke, hvis den blev udbredt til Færøerne!
Der har været talt meget om det risikable i, at alle på Færøerne kender hinanden ? man bruger de sårende udtryk ?fætter og kusine-samfund?. Men der er vel noget om snakken ? det er så menneskeligt i et lille samfund, at det ville være mirakuløst andet. Her er værnet ikke mindre administration, men mere og stærkere administration ? departementschefer, der kan sige nej til en ?klanleder?. Vi kender også problemet hernede, tænk f.eks. på Ørestaden.
Hvis følgen af de folkeretlige relationer er den, at Færøerne skal kunne udtræde af de foreslåede fællesbestemmelser ? ja, så kan man altså komme til at stå midt i en skandale, som kunne være afværget. Hvad skal dronningens opgaver for resten være? I Danmark er dronningen godt nok mest topfigur, men jo led i et forfinet magtsystem, der trods alt gør mere end at tælle til 90. Hvad tænker man sig blandt færingerne?
Det lyder så jævnt og rimeligt, at Færøerne og Grønland ikke skal sidde i Folketinget ? men heller ikke dette er så enkelt. Det styrker utvivlsom den gensidige forståelse, at også Folketinget, hele rigets talerstol, er et forum, hvor sød musik kan opstå.
I sin kronik i Information den 6. maj mindede ekspert i arktiske økonomier og lektor ved Handelshøjskolen, Lise Lyck, om ? som noget meget væsentligt ? at statsministeren har udtalt, at det er muligt at udvikle et nyt selvstyres uigenkaldelige stilling ? altså skabe et nyt selvstyre, som ikke vil kunne tilbagekaldes og som kan meddeles til FN?s medlemslande. ? Dette betyder at anerkende en særstilling for befolkningen på Færøerne.
Man må håbe, at tidligere misforståelser ikke skaber for megen ravage i porcelænsbutikken, og at det vil være muligt at fremlægge de reelle problemer uden for megen indpakning. Takt og venlighed er nødvendigt, men også en forklarende åbenhed og præsentation af ømme tæer. Medierne har et særligt ansvar for, at debatterne ikke bare reduceres til gode historier. Det tager tid, før ømhed fortager sig, det lærte jeg i Reykjavik i 1958.
Johan Garde, cand.jur. og fhv. ankechef
