_Er politiski viljin til staðar til staðar, so finna vit loysnina. Okkum nýtist ikki alla tíðina at halda okkum til tað verandi - tað kenda, men vit hava møguleikan at definera nýggju viðurskiftini, segði Jóannes Eidesgaard, fólkatingsmaður m. a. undir endaorðaskiftinum í Fólkatinginum í síðstu viku
Afslutningsdebatten 25. maj 2000
Statsministeren og Dylan har fuldstændig ret, når de siger, at tiderne skifter og forholdene ændrer sig. Nogle ændringer som resultat af politiske beslutninger, andre uafhængige af den politiske proces.
Og således forholder det sig også i spørgsmålet om rigsfællesskabet - i forholdene mellem Færøerne og Danmark. Rigsfællesskabet går imod nye tider, hvad enten vi ønsker det ophævet eller bevaret.
Forhandlingerne mellem den danske regering og det færøske landstyre er i gang. Desværre kunne der ikke opnås den brede politiske tilslutning på Færøerne for forhandlingsoplægget, men landsstyret har selvfølgelig sin fulde ret til at føre disse forhandlinger, og det vil vi fortsat respektere.
Vores parti ønsker også ændringer, men i samarbejdets form. Vi har fremlagt vores alternativ til landsstyrets planer, og dem står vi selvsagt stadig ved. Men der er ikke meget andet at gøre end at stå på sidelinjen og afvente, hvad forhandlingerne ender med.
Gera fullveldi til spurning um pengar
Landsstyret ønsker at oprette Færøerne som suveræn stat. Heri indgår bl.a også forhandlinger om, hvordan de økonomiske forhold skal afvikles. Efter de to første forhandlingsrunder står det klart, at netop dette spørgsmål er der stor uenighed om. Lagmanden har tydelig sagt, at med en økonomiske overgangstid på fire år, som er det danske udspil, vil der ikke blive afholdt en folkeafstemning på Færøerne om færøsk suverænitet.
For en iagttager kan det se højst mærkværdigt ud, at det politiske flertal på Færøerne har gjort suveræniteten alene til et spørgsmål om penge, og at det hele nu står og falder med, hvorvidt et andet land vil finansiere? Desuden ser det lige så mærkværdigt ud, at suveræniteten ikke længere afhænger af egen motivation og vilje, men af dansk velvilje og forståelse. Jamen, det er da landsstyret, der har sat ønsket om udtrædelse af rigsfællesskabet på dagsordenen.
Landsstyret har dermed uddelegeret afgørelsen om færøsk suverænitet til den danske regering.
Grønlendingar nýta røttu raðfylgjuna
Også Grønland er gået i gang med en proces, hvor de nu forbereder indholdet af en fremtidig grønlandsk selvstyrepolitik. Men det står klart, at man fra grønlandsk side arbejder med en selvstyreudvikling indenfor rigsfællesskabets rammer. Vores parti har to gange fremsat lovforslag i Lagtinget om at nedsætte en selvstyrekommission. Desværre fik vi ikke den nødvendige tilslutning, men desto mere glæder det mig, at man fra Grønlands side har taget fat på problemet i den rigtige rækkefølge, som uden tvivl vil føre til en formuleret grønlandsk selvstyrepolitik, der også kan få den brede folkelige opbakning, som er et nødvendigt fundament.
Jeg ønsker den grønlandske selvstyrekommission god arbejdslyst, og jeg glæder mig til at få en orientering fra kommissionen i midten af næste måned her i København.
Reelt selvstyre er pr. definition ikke resultatet af en politisk beslutning. Reelt selvstyre er resultatet af en målrettet indsats, hvor de nødvendige forberedelser og tilpasninger indgår. Og i sagens natur er det en gradvis udvikling, der gerne går over en årrække.
Man kan ikke gå alene efter slutresultatet for siden at vende tilbage til mellemregningerne.
Menniskjansliga
frælsið er málið
Selvstyre - det at tage ansvar af egne forhold - er en positiv målsætning, som vi alle sammen kan tilslutte os - ingen tvivl om det. Og sådan er det også på Færøerne. Derfor er det så beklageligt, at den færøske selvstyrepolitik ikke blev til en folkesag. Men dette kan kun skyldes, at det forhandlingsoplæg, som landsstyret er begyndt forhandlingerne med, ikke er i stand til at mobilisere den færøske vælgerskare. Det brede folkelig forlig findes, det er bare et spørgsmål om, at politikerne dyrker og finder frem til den folkelige opbakning.
Er det noget vi bør frygte i politik, er det de politikere, der har en næsten ubegrænset trang til at skrive sine egne navne ind i fremtidens historiebøger. Vi kender alle sammen typen, og alle kender vi flere eksempler. Men når den historiske begivenhed er blevet et mål i sig selv, så er al grund til at råbe vagt i gevær. Politisk forfængelighed er næsten værre end politisk uduelighed.
Selvfølgelig har de forskellige politiske ideologier forskellige målsætninger og forskellige værdier, man arbejder for. Den politiske frihed - den nationale tilfredsstillelse - det er den politiske sag for nogle, bl.a. republikanere, mens den menneskelige frihed - den personlige frihed - ja, det er så den sag, som vi socialdemokrater sammen med andre bør arbejde for.
Hvad jeg frygter ved den udvikling, som jeg kan se for mig i forbindelse med de forhandlinger, der nu foregår, er, at den politiske frihed, som er landsstyrets ultimative ønske, den kommer til begrænse vores borgeres personlige frihed. Og for mig at se er det en mærkværdig politisk handlingsplan, der indeholder et ønske, som i sidste ende vil resultere i, at de rettigheder og de muligheder, vi har i dag, ikke længere eksistere eller eksisterer i et begrænset omfang.
Gerne er det en almindelig politiske målsætning - at man arbejder for at forbedre og udvide borgernes rettigheder og muligheder.
Tey lægstløntu líða
Med en overgangstid på fire år, ja der ved vi, at den færøske velfærd vil få et alvorligt fald. Jeg har læst formanden for statsministerens Rådgivende udvalg vedrørende Færøerne, Arne Larsens udtalelser, hvor han siger, at den færøske økonomi sagtens kan tåle en overgangstid på fire år for afvikling af de økonomiske forhold. Men Arne Larsen har også sagt, at man selvfølgelig så også skal indstille sig på en velfærd, der er væsentlig lavere.
Og vi ved, hvem der kommer til at betale den højeste pris for en nedskæring af velfærden. Det bliver dem med de laveste indkomster i samfundet.
Ellers irriterer det også mig, at man både i pressen såvel som i den almindelig debat altid har en tendens til at materialisere rigsfællesskabet til kun at være et spørgsmål om penge. Men det er jo ikke rigtigt, for rigsfællesskabet er så meget andet, som statsministeren også understreger i sin tale.
Vi taler jo om et fællesskab med gensidige forpligtelser og gensidige rettigheder, som fra et færøsk synspunkt har været et vældigt aktiv for mange mennesker, unge som ældre.
Hvad er det for en politik, der har som målsætning at afskære sig selv rettigheder og muligheder?
Veður má sær ráða...
På Færøerne har vi det mundheld at sige: "at man skal lade sig vejr og vind råde", hvilket betyder, at man skal ikke trodse vejr, strømforhold og vind, men at man bør vente til gunstigere vejrforhold. Netop sådan forholder det sig med landsstyrets suverænitetsoplæg. Man vil gerne sejle selv om vejrforholdene er dårlige - man vil ikke give processen den nødvendige modningstid. En modningstid, som burde blive brugt konstruktivt til at tilpasse samfundet såvel administrativt som økonomisk, således at den endelige beslutning, hvis den skal træffes, ikke er forbundet med nogen form for dramatik eller utryghed.
Ser vi på side 82 i Hvidbogen, så står der, at det, som har sat suverænitetsprojektet i gang, er et ønske om grundlæggende ændringer i Færøernes statsretlige stilling. Siden bliver der henvist til følgende tre forhold:
1.Der er behov for at få slået fast, at de færøske myndigheders kompetencer ikke stammer fra delegation fra danske myndigheder, og som derfor kan tilbagekaldes uden færøsk samtykke.
2.Der er behov for at få stadfæstet, at lagtingslove er på samme retsniveau som folketingslove, og ikke kan tilsidesættes af folketingslove.
3.Der er behov for, at Færøerne kan få videre bemyndigelser end de nuværende til at forhandle og indgå aftaler med andre lande, som nu i princippet gives efter anmodning i hvert enkelt tilfælde.
Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne gentage det endnu en gang, at jeg er fuldstændig enig med Hvidbogens forfattere, at disse forhold skal fås på plads.
Loysnin finst innan
fyri ríkisfelagsskapin
Spørgsmålet er derfor, hvilken forhandlingsløsning kan indfri disse tre behov eller ønsker. Hvidbogen forfattere mener, at kun en associeret statsforbindelse med en færøsk suveræn stat kan indfri de tre ønsker. Heri er jeg ikke enig med Hvidbogen, da det hele tiden har været min opfattelse, at det hele kan fås på plads i en løsning, der ligger inden for rigsfællesskabet.
Hvor der er politisk vilje, der findes også de politiske løsninger. Vi behøver ikke hele tiden at forholde os til det bestående - det kendte, men vi har, om vi har vilje dertil, mulighed for at definere de nye forhold
Vi kan ikke leve med Alf Ross´s teori om Hjemmestyrelovens delegation, men vi vil gerne ind på professor Frederik Harhoff´s teori om, at Hjemmestyrloven med tiden har vundet sig en helt anden status end den oprindelige, hvorved vi ikke længere har den gamle kendte enhedsstat, men er gået over til et tredelt rige.
Statsministeren brugte mange kræfter under forespørgselsdebatten i april til at understrege, at selvfølgelig bør vi finde frem til en løsning, som er uigenkaldelig. D.v.s. at vi får aflivet teorien om delegation en gang for alle. Jeg mener jeg har forstået statsministeren rigtig, at han med uigenkaldelighed mener, at så har Lagtinget en kompetence, som ikke kan tilbagekaldes.
D. v. s at vi inden for rigsfællesskabet har mulighed for at indfri det første ønske fra Hvidbogen. Det har vi statsministerens ord for. Krav nummer to om lagtingslovenes retsniveau er for mig at se en direkte følge af det første, nemlig at Lagtingets kompetence er enestående og u-igenkaldelig, d.v.s. øverste myndighed i alle anliggender, der er overtaget til Færøerne, hvorved lagtingslovenes retsniveau er på plads.
Og hvis vi så med en ny Selvstyrelov får slået fast, at der ikke er nogle begrænsninger for hvilke anliggender, der kan overtages, så er vejen banet til det reelle selvstyre.
Når det drejer sig om den udenrigspolitiske kompetence, så understregede statsministeren, at dette selvfølgelig også var en mulighed, som kunne opnås ved fornuftige forhandlinger om en nyordning ind for rigsfællesskabet.
Noyðast ikki um
ánna eftir vatni
Så summa summarum er altså, at vi ikke behøver gå over åen for at hente vandet. Løsninger findes på denne her side af åen - på denne side af rigsfællesskabet.
Forleden fik jeg tilsendt et speciale fra Instituttet for Statskundskab ved Københavns Universitet med titlen "Rigsfællesskabet - Udvikling eller Afvikling?" Det er skrevet af Lave K. Broch og Thomas Nielsen. De siger bl.a., at ud fra et historisk perspektiv i forhold til Island og i et internationalt perspektiv i forhold til andre stater er spørgsmålet om Rigsfællesskabets fremtid langt mere nuanceret end et billede med to muligheder, fortsat statssamhørighed eller løsrivelse. Der er således adskillige løsningsmodeller, hvorefter de lister otte forskellige modeller op.
Et af dem er et associeret statsfællesskab, hvor det substatslige område er sikret gennem en folkeretlig aftale, og det associerede område kan ensidigt udtræde af den fælles statsdannelse, og hvor suveræniteten ligger hos staten.
Men også nævner de udover de mange eksempler den mulighed, at der etableres en nyskabelse i form af en løsningsmodel, som ikke er set før. Hjemmestyreloven var unik og ikke en kendt ordning før 1948, og min politiske påstand har længe været, at det er op til os selv - færingere og danskere - at finde den løsning, som netop passer til vores forhold. For at repetere det, som Hr. Peter Duetoft så fornuftigt sagde: "Lad os vise lidt opfindsomhed".
Jóannes Eidesgaard, MF
