Én gang til for Jógvan Páll

Jógvan Páll Lassen, advokat for TF Holding, har på Facebook draget sammenligninger mellem rekonstruktionen i 2010 af Eik Banki og rekonstruktionen i 1992-93 af Sjóvinnubankin og Føroya Banki.


Forudsætningerne for en sådan sammenligning er ikke til stede:


- Eik Banki gik konkurs; det gjorde Sjóvinnubankin og Føroya Banki ikke.


- Finansiel Stabilitet havde stillet garanti for Eik Bankis forpligtelser; ingen havde stillet garanti for Sjóvinnubankins og Føroya Bankis forpligtelser.


- I Eik Banki dækkede Finansiel Stabilitet tabet. I Sjóvinnubankin og Føroya Banki dækkede Fíggingargrunnurin frá 1992 tabene med et kapitalindskud i bankerne på 2,7 milliarder kroner.


- I Eik Banki bortfaldt det skattemæssige tab med konkursen. Sjóvinnubankin og Føroya Banki gik ikke konkurs og bevarede retten til at bringe sine tab til fradrag i den skattepligtige indkomst.


For så vidt angår Eik Banki henvises i øvrigt til mit indlæg i Sosialurin den 14. april 2016, Eik – fup eller fakta, som indeholder en redegørelse for rekonstruktionen af Eik Banki, som jeg, i modsætning til Jógvan Páll Lassen, tog aktivt del i. Jeg er sikker på, at Jógvan Páll i redegørelsen vil finde svar på sine spørgsmål, og jeg har i øvrigt ikke yderligere at tilføje.


København, den 17. april 2016