Af Herbert Pundik
Den israelske ministerpræsident, Benjamin Netanyahu, nærmer sig verdensrekorden i politisk fupmageri.
Hvis det går, som han ønsker, vil han gå over i historien som manden, der modbeviste påstanden om, at det kan godt lade sig gøre at fuppe mange en tid lang, men det er umuligt at fuppe alle hele tiden.
Hans troværdighed er under frysepunktet.
Israels præsident, Ezer Weizman, udtaler offentligt, at Netanyahu har fuppet ham i over et år. Netanyahu har ladet Weizman forstå, at beslutningen om yderligere israelsk tilbagetrækning fra besat palæstinensisk område var forestående og bedt ham om at overtale bl.a. Egyptens præsident, Hosni Mubarak, og Jordans kong Hussein til at udvise tålmodighed. Grundet Weizmans appel har de to arabiske statsoverhoveder lagt pres på Yassir Arafat, for at formå ham til at lægge låg på den voksende vrede, der har bredt sig i den palæstinensiske befolkning.
Præsident Mubarak siger, at Netanyahu er upålidelig. Kong Hussein er mere diplomatisk og siger, at Netanyahus politik virker forvirrende. Præsident Clinton afviser at træffe den israelske ministerpræsident. Arafat nægter at tale med ham.
Netanyahu blæser på den verden, der befinder sig uden for hans snævre koalition af nationalistiske og religiøse partier i Knesset, det israelske parlament. Han manipulerer partierne i regeringen. Ingen af hans ministerkolleger stoler på ham, men hidtil har kun én taget konsekvensen og forladt regeringen: den forhenværende udenrigsminister David Levi.
Netanyahus magt over sine ministre skyldes bl.a. den nye iraelske valglov. Den giver ministerpræsidenten en indflydelse, der ligger midtvejs mellem den franske og den amerikanske præsidents. Der skal 80 ud af 120 parlamentsmedlemmer til at vælte ham. 61 stemmer kan fremkalde valg. Hidtil har det ikke været muligt at finde 61 retfærdige, fordi mange ved, at de ikke vil blive genvalgt. Den ene minister efter den anden truer med at forlade regeringen, men ingen gør alvor af deres trusler.
Alle ministre påstår, at de bliver i regeringen for sagens skyld. Problemet er, at der er to sager på dagsordenen. En del af regeringen presser på for at få gennemført en tilbagetrækning, de andre presser på for at forhindre det.
Netanyahu blæser på
den verden der befinder
sig uden for hans
snævre koalition
Netanyahus eneste chance for at bevare regeringsmagten er derfor at træde vande og fuppe sig igennem kriserne for at aflede opmærksomheden fra det palæstinensiske problem. Ind imellem rejser han med kone og børn på totalt formålsløse rejser til fjerne lande, hvorpå forhandlingerne om den tilbagetrækning, som Israel aftalemæssigt er forpligtet til at gennemføre, går i stå, og han vinder en ny overlevelsesfrist.
Samtidig trækker skyerne sammen over Israel. Den militære efterretningstjeneste erklærer i en ny rapport, at der er voksende risiko for en ny krig i løbet af næste år, medmindre der kommer gang i den israelske tilbagetrækning.
Sandhedens time nærmer sig. Om et par uger går Knesset på sommerferie. Et af regeringspartierne har truet med at forlade regeringen og dermed udløse valg, medmindre Netanyahu inden ferien accepterer en tilbagetrækning på de 13 procent af de besatte områder, som USA foreslår.
Hvis denne aftale kommer i stand, vil det betyde, at Arafat får total kontrol med 16 procent af de områder, Israel erobrede i 1967, og delvis kontrol med yderligere 20 procent.
Washington har erklæret, at dette er sidste frist. Hvis Netanyahu ikke lægger kortene på bordet inden udgangen af juli, vil USA anse sin rolle som mægler for udspillet. Man vil offentliggøre aftalen og dermed lægge ansvaret for konsekvenserne på Israels bord.
De mest optimistiske vurderinger går ud på, at Ne-tanyahu, om man så tør sige, vil krybe til korset, men at det vil være et nyt fupnummer.
Han vil acceptere en aftale om tilbagetrækning, men vil stille betingelser, som Arafat ikke vil kunne opfylde. Det vil han bruge som anledning til at forsinke tilbagetrækningen. Hver eneste fase vil kompliceres af pindehuggeri. Og hvis ? eller når ? der indtræffer en ny terroraktion, vil Netanyahu udnytte tragedien til at standse tilbagetrækningen under henvisning til, at Arafat ikke har kontrol med situationen.
Dette er, som sagt, optiminsternes scenario. Pessimisterne afventer 4. maj næste år. Femårsdagen for Cairo-aftalerne, der fastslår, at senest på denne dag skal forhandlingerne om en permanent løsning på Palæstina-konflikten afsluttes.
Den dag, mener mange velinformerede israelske og palæstinensiske iagttagere, vil Arafat udråbe oprettelsen af en palæstinensisk stat på det område, han kontrollerer, selv om det kun omfatter tre procent af de besatte områder.
Den franske præsident har allerede erklæret, at Arafat kan regne med Frankrigs anerkendelse. Forhåbentlig vil resten af Europa følge trop.
Denne situation, skabt af Netanyahus politik, vil udløse et udenlandsk pres, som vil tvinge ham til vægs. Netanyahu i rollen som den palæstinensiske stats fødselshjælper. Fuppet over alle fup. Det vil måske overbevise Knessets flertal om, at tiden er inde til valg og et regeringsskifte.
