? Malmros hevur skapt ein vakran film, skrivar Jyllandsposturin í sínum ummæli av filminum um Barbu og harra Pál.
Í blaðnum leygardagin sigur Johs. H. Christensen m.a.
» ? Med artistisk elegance jonglerer han med klicheerne. Som: Stor robåd, der med løftede årer toner fram af disen - men de tjener helheden og fortællingen, der af og til går lidt trægt, men kun for pludseligt at speede op i scener af kolossal dramatisk kraft, hvor også dialogen får spændstighed og snert som piskesmæld. Der er mange af den slags scener, f. eks. sammenstødet imellem Barbaras tidligere forlovede, provsten og hr. Poul om den udfordrende pige.
Men Malmros har tidligere haft et vis besvær med at finde ind i de professionelle skuespillers rytme, lykkes det her til fuldkommenhed: Som den afslappede, rationalistiske vismand, sorenskriveren præsterer Jesper Christensen sin bedste filmrolle til dato og spiller med en resigneret ro, som var den drænet ud af fjeldet, og som lagmanden er Jens Okking magtfuldt til stede og med en udstråling, der breder sig til billedets rand og ud over den, hver gang han dukker op, og hans replikker falder med en særegen, rolig, tung musikalitet, der sætter scenen i svingninger - selv i Hollywood findes de ikke bedre end Okking.
I den svær, krævende rolle som hr. Poul yder Lars Simonsen formentlig, hvad der er menneskeligt muligt, og ingen kan forlange mere men figuren har en veghed i sig, der er på kanten til at gøre ham til et skvat, så man hverken fornemme hans vrede eller hans smerte, kun hans flæberi og lammede handlekraft, bedst er han i de scener, hvor han gennemskuer sin lidenskabs forfængelighed og forgengelighed og sværger til den - her viser han, at der er sej dødsdrift og dæmoni i manden.
Billederne har ofte et gyldent skær af eventyr. Malmros har det med på en egen mystisk facon at gøre dem mørkere, end man tror muligt, for at oplade mørket med mystik og en sært urolig intimitet. Scenografien er fornemt afstemt efter handlingen, så den den altid lurende fare for museumsbilleder undgås, for hver eneste scene har i sig den sanselighed og den sagte dirrende tone af omskiftelighed og foranderlighed og usikkerhed, som er filmens grundteme - forgængelighed, horfængelighed.
»Barbara« er muligvis ikke Nils Malmros? største film, men her er vor største filminstruktør. Alene derfor er det en storfilm, et vildt forrevet billeddigt, et prægtigt underholdende epos af den slags, der hverken lader sine personer eller tilskueren i ro.«
