Fyrsta týsdag í oktober kemur danska Fólkatingið saman, og tá byrjar nýggja tinggárið. Tað sum á ólvasøku hjá Løgtinginum. Tað byrjar eisini við gudstænastu í Slotskirkjuni áðrenn tingið verður sett og forsætisráðfrúan heldur setanarrøðu sína.
Sum siðvenja er, so nevnir hon eisini bæði Føroyar og Grønland í røðuni. Fyri tveimum árum síðani nevndi hon um ríkisfelagsskapin, og um at skipa ein nýggja ríkjafelagsskap við trimum londum á jøvnum føti.
Hesaferð segði hon soleiðis í partinum, sum hevur við Føroyar og Grønland at gera:
Dén drivkraft.
Viljen til at tage skæbnen i egne hænder.
Den kendetegner ikke kun os danskere.
Den kendetegner i høj grad også jer færinger og grønlændere.
Jeg ved, at I nogle gange har oplevelsen af at skulle springe fra tue til tue. For at skabe den fremtid, I ønsker. For jeres folk og for jeres land.
Jeg håber også, I ser. At vi ønsker det anderledes.
Vi vil gerne fællesskabet mellem vores tre lande – også i fremtiden. Og det starter og slutter med, om man grundlæggende forstår. At ethvert folk har ret til at definere sin egen fremtid.
Derfor prøver vi at gå nye veje.
Det har længe været et ønske fra Færøerne, at I – i højere grad end i dag – kan tale jeres egen sag over for udlandet.
Og som et land, der lever af fiskeri. Af at handle med andre.
Så forstår jeg godt, I gerne vil have jeres egen stemme i Verdenshandelsorganisationen.
Derfor nedsatte vi sammen et nævn med blandt andet tre højesteretsdommere – og bad dem om at undersøge, om der er en juridisk vej, der gør det muligt.
Den vej har de nu anvist.
Det er jeg glad for.
Men det er ikke nok at gå nye veje.
Der er også kapitler fra fortiden, vi er nødt til at konfrontere.
Det gælder især i forholdet til Grønland.
I årevis blev grønlandske kvinder og piger udsat for systematisk forskelsbehandling.
Piger helt ned til 12 år fik ufrivilligt sat en spiral op. De blev frataget retten til at bestemme over deres egen krop.
Vi kan ikke gøre det om. Vi kan ikke give grønlandske kvinder de børn, de aldrig fik. Vi kan ikke omgøre det svigt.
Men vi kan tage ansvaret på os.
Og det gjorde vi i forrige uge. Da jeg sammen med formanden for Naalakkersuisut gav en uforbeholden undskyldning. Og anmeldte, at Danmark vil etablere en Forsoningsfond, der kan give individuelle godtgørelser.
Vi konfronterede fortiden.
Og vi står op for fremtiden.
Hvad det indebærer, det oplevede vi for fuld kraft i starten af året.
Lige nu virker det langt væk. Der er måske en stemning af, at vi kan ånde lettet op.
Det er min overbevisning, at det kan vi ikke.
Og jeg skal hilse og sige, at sådan har de det ikke i Grønland.
Forestil jer, hvordan det er at bo en af de små bygder oppe langs kysterne. Et lille samfund. Langt væk fra alting.
Når verdens stærkeste supermagt har talt om én som noget, man kan købe. Som noget, man kan eje. Som noget, man er nødt til at have.
Det skaber en utryghed, som ikke bare lige forsvinder.
Vi ønsker at tætne båndene endnu mere mellem Danmark og Grønland.
For kort tid siden blev vi enige om en rammeaftale, som sikrer yderligere investeringer i Grønland. Infrastruktur, forsvar. Sundhed og erhvervsudvikling.
Og uanset hvad der sker. Så bakker vi Grønland op i, at de selv bestemmer deres fremtid.
Og vi lader os ikke true eller skræmme til noget, der åbenlyst er forkert.
