Tað skrivar Sigri M. Gaïni í tíðargrein á Altinget.dk, sum vit endurgeva niðanfyri:
Kritikere af zionisme er blevet kaldt antisemitter, men vi må skelne mellem jødedom og zionisme. Ellers bliver kritikken af en politisk ideologi til et uberettiget angreb på en religion, skriver Sigri M. Gaïni.
Sigri M. Gaïni
Ph.d. i politisk filosofi & underviser, Færøernes Universitet
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
For nogle år tilbage lærte vi, at det var vigtigt at sondre mellem islam som religion og islamisme som en politisk ideologi.
Det var især efter terrorangrebene i USA 11. september 2001, at det var vigtigt at lære at skelne imellem disse to begreber.
For det første blev mange muslimer udsat for racisme, had og hadforbrydelser i kølvandet på terrorangrebene – noget, der gjorde det afgørende at beskytte almindeligt troende muslimer imod at blive hetzet på baggrund af nogle terrorister og deres tilhængere.
Disse terrorister hyldede en militant politisk ideologi, der tolker Koranen på totalitær vis, og man kan kalde islamisme en totalitær ideologi.
For det andet var det også umådeligt vigtigt at skelne imellem begreberne for netop at kunne kritisere og revse den politiske ideologi, islamismen, uden at muslimer skulle opleve dette som et angreb på deres tro og kultur.
Det er på tide, at vi begynder at skelne imellem zionismen og jødedommen på samme måde, som vi har lært at skelne imellem islam og islamisme.
Uhyrlighederne og det deciderede folkemord, der bliver begået i Palæstina her og nu, for hele verdens øjne, bliver udført i zionismens navn.
Ideologi forklædt som tro
Ideerne bag folkemordet og den etniske udrensning bygger på zionismen, og de grusomme handlinger, der bliver begået af den israelske hær, kan ses i lyset af, hvad den tysk-jødiske politiske tænker Hannah Arendt (1906-1975) beskrev som et fænomen, hun kaldte logicality.
Arendt understregede, at når man styres af totalitære ideer, følger der 'logiske' handlinger af ideerne.
Disse 'logiske' handlinger kan blandt andet være at eliminere et folk, der ifølge den totalitære ide er 'overflødigt' eller 'forstyrrer' det totalitære mål.
Hvad vi har set udspille sig i Palæstina i snart to år, er et klasseeksempel på Arendts beskrivelser af totalitære ideologier og deres 'logiske' følger.
Arendt beskrev nazismen og kommunismen som sin tids totalitære politiske ideologier, men hun advarede om, at efter nazismen var bekæmpet og kommunismen var faldet, ville der stadig findes totalitære tendenser i vores samfund.
Zionismen minder meget om nazismen i den udstrækning, at zionisterne ikke skjuler deres totalitære ideer, da de ser sig selv som hævet over palæstinenserne (og muligvis over alle ikke-zionister) og som berettiget til at drive etnisk udrensning.
Nazisterne lagde heller ikke skjul på, at de så sig selv som hævet over jøderne (samt andre folkegrupper og minoriteter) og berettiget til at udrydde jøderne.
Der foregår dog altid et dobbeltspil i henhold til totalitarismens repræsentanter: De lægger ikke skjul på deres menneskefjendtlige ideer om at være hævet over andre mennesker, og de er åbne om deres forestillinger om deres nations 'storhed' – men på samme tid afslører de, at de alligevel er klar over deres forbryderiske adfærd, da de samtidig med at tale åbenmundet om deres 'berettigelser' også forsøger at skjule deres spor.
Eller når zionister åbent dehumaniserer palæstinensere, men samtidig gør alt for at skjule deres forbrydelser ved at myrde journalister, der dokumenterer det, der foregår.
At skelne er at beskytte
Zionismen er som sagt ikke det samme som den jødiske tro eller jødedommen, og det er derfor lige så afgørende, at vi skelner imellem zionismen og jødedommen, som det er, at vi skelner imellem islam og islamisme.
Jødedommen er en religion, som – ligesom andre religioner – indeholder en bestemt tro, en dybtliggende kultur og særlige traditioner, imens zionismen er en politisk ideologi, som har udviklet sig til en totalitær ideologi, der skjuler sig bag religionens skrifter.
Manglen på en tydelig skelnen imellem disse to begreber, jødedommen og zionismen, har haft meget alvorlige konsekvenser i de seneste par år.
Vi har set dette ved, at de kritiske røster, der har udfordret og kritiseret zionismen, er blevet kaldt antisemitter og dermed i mange tilfælde er blevet lukket ned.
De europæiske myndigheder har derudover brugt alt for lang tid på at tale om, at Israel havde ret til at forsvare sig.
Disse argumenter er blevet brugt indtil for nylig (og man hører utrolig nok stadig disse argumenter med jævne mellemrum), også efter at Gaza er blevet bombet sønder og sammen, titusinder af børn og voksne er blevet lemlæstet eller myrdet, hospitaler er blevet ødelagt, læger, sygeplejersker og nødhjælpere har mistet deres liv, og journalister er blevet specifikt udpeget til at blive elimineret.
Det er klart, at der ligger andre underliggende motiver bag mange af de europæiske lederes argumenter, nemlig motiver, der handler om at tækkes magthaverne, som man er økonomisk og politisk afhængig af.
Disse underliggende motiver spejler en iskold kynisme, der med al tydelighed vidner om et skifte i europæisk politik.
Europa styres nu mere af kampen om teknologi og sikkerhedspolitik end af humanistiske værdier og internationale love, der blev etableret omkring disse værdier efter Anden Verdenskrig.
Vi har set dette ved, at de kritiske røster, der har udfordret og kritiseret zionismen, er blevet kaldt antisemitter og dermed i mange tilfælde er blevet lukket ned.
De europæiske myndigheder har derudover brugt alt for lang tid på at tale om, at Israel havde ret til at forsvare sig.
Disse argumenter er blevet brugt indtil for nylig (og man hører utrolig nok stadig disse argumenter med jævne mellemrum), også efter at Gaza er blevet bombet sønder og sammen, titusinder af børn og voksne er blevet lemlæstet eller myrdet, hospitaler er blevet ødelagt, læger, sygeplejersker og nødhjælpere har mistet deres liv, og journalister er blevet specifikt udpeget til at blive elimineret.
Det er klart, at der ligger andre underliggende motiver bag mange af de europæiske lederes argumenter, nemlig motiver, der handler om at tækkes magthaverne, som man er økonomisk og politisk afhængig af.
Disse underliggende motiver spejler en iskold kynisme, der med al tydelighed vidner om et skifte i europæisk politik.
Europa styres nu mere af kampen om teknologi og sikkerhedspolitik end af humanistiske værdier og internationale love, der blev etableret omkring disse værdier efter Anden Verdenskrig.
Den var et udtryk for medløberi og underkastelse under den totalitære magt. Arendt kaldte den banale ondskab for tankeløshed i sin farligste form.
Men hvordan opstår denne tankeløshed? Det gør den ved, at der findes dominerende totalitære ideer, som man blindt kan følge, og dermed slipper man for at føle et personligt ansvar for sine handlinger.
Arendts beskrivelse af den banale ondskab kan meget vel bruges til at beskrive vores politikeres ansvarsfraskrivelse.
De har i snart to år indirekte støttet Israels krigsforbrydelser uden at tage ansvar for deres andel, deres samarbejde med Israel og USA samt salget af våbendele, der bliver brugt til at begå krigsforbrydelserne.
Derudover lever de op til et andet af totalitarismens kendetegn, nemlig drømmen om en fremtidig "storhed" og forblændelsen af den "fagre, nye (teknologiske) verden".
Grein á Altinget.dk kannlesast við at trýsta her
