Yvirdádugur, pompøsur glamourur og skipað dehumaniserandi píning:

tvær síður av somu mynt

Mark Jiménez

12.06.2026 (19:50)

Dustið hevur neyvan lagt seg enn; glimmur og konfetti liggja framvegis eftir, men timburmenninir eru hjá teimum flestu – kanska við einum lítlum skumpi frá paracetamoli (og nei, heilivágsídnaðurin stuðlar mær ikki) – við at hvørva. Enn ein útgáva av Eurovision Song Contest, helst ein av teimum mest umstríddu í søgu kappingarinnar, er nú av.

Støvet har knap nok lagt sig; det flyder stadig med glimmer og konfetti, men tømmermændene er for de flestes vedkommende – måske med lidt hjælp fra paracetamol (og nej, jeg bliver ikke sponsoreret af medicinalindustrien) – ved at være ovre. Endnu en udgave af Eurovision Song Contest, rimeligvis en af de mest omstridte i konkurrencens historie, er forbi.

Jeg har allerede glemt, hvem vinderen var i år – eller sidste år, eller forrige år, for den sags skyld. Men at de israelske deltagere i den årlige europæiske sangkonkurrence, på trods af at deres stat er i fuld gang med et folkemord, udover omtrent 3 til 5 åbne krigsfronter (afhængigt af hvordan man anskuer det) samt udgivelsen af adskillige dokumenter om overgreb og tortur – ofte med døden til følge – mod palæstinensere i israelsk fangenskab, endnu en gang er endt (som man ser!) med en flot 2. plads, er ikke til at overse.

Israel er ved at tabe propagandakrigen, hører man tit. Jeg kan ikke lade være med at ryste på hovedet, når jeg stadig den dag i dag hører folk skyde skylden for Israels bundskrabende popularitet på verdensplan på den almægtige og allestedsnærværende “Hamas-propaganda”, som tilsyneladende er ved at overtage vores psyke og vores civilisation. Som om Hamas, den styrende organisation i et af de mindste og fattigste områder i verden, Gaza, havde ressourcer til at foretage noget lignende. Som om vi ikke havde øjne til at se, hvad Israel rent faktisk er i gang med i Gaza og på Vestbredden – og nu også i Libanon - den bedst dokumenterede folkemord i historien.

Sociale medier, især TikTok (som nu er overtaget af ærkemilliardæren og ærkezionisten Larry Ellison) osv., bliver også ofte udpeget som den store skurk i Israels dalende omdømme, eftersom disse ikke i samme grad som de traditionelle medier formår at styre brugergenereret indhold.

Det er blevet meget tydeligt, hvor afgørende det er for Israel at pleje sit image udadtil og få lov at deltage i Eurovision Song Contest.

Eurovision og politik

Diskussionen er nemlig blusset op – igen – op til den store konkurrence, om hvorvidt man skal holde politik ude af konkurrencen. EBU (European Broadcasting Union) vil præsentere Eurovision som en ikke-politisk kulturel begivenhed. Sloganet, vedtaget fra 2024, United by Music, er “the perfect slogan to underline our values of inclusivity, equality, universality, and celebrating diversity through music”, sagde Martin Österdahl, konkurrencens Executive Supervisor.

Dette er en så naiv tankegang, at jeg sukker.

Politik er allestedsnærværende, selvom vi ofte ikke opfatter det sådan. Politik handler om magt og identitet. Eurovision er i høj grad politisk i sin væsen. Nationalisme, national placering, national prestige, konstant flagning, tribalisme – man stemmer på sine “venner”, hvem der er inkluderet i den eksklusive klub, hvem der er en del af det fine selskab, og hvem der ikke er…

Deltagelse i Eurovision er ikke neutral. Den giver synlighed, legitimitet og en opfattelse af tilhørsforhold. For Israel giver konkurrencen en platform til at projicere normalitet, kulturel selvtillid og europæisk inklusion på et tidspunkt med intens international kritik af landets handlinger.

Man kan skelne mellem soft power og hard power. Disse er alle politiske markører, drevet af afsindige mængder soft power.

Fem lande – Spanien, Irland, Slovenien, Holland og Island – brød denne framing om neutralitet og upolitisk forening og valgte eksplicit at bruge deres stemme og agens til at boykotte og dermed afgive en politisk markering.

Eurovision og israelsk hasbara

Israels omdømme ude i verden er og har været siden statens stiftelse for knap 80 år siden af overordentlig stor vigtighed for den zionistiske stat – og den har i mange årtier levet højt på Vestens sympati og eftergivenhed. Pro-israelske kommentatorer og meningsdannere går i disse dage rundt fortvivlede og proklamerer, at Israel har tabt propagandakrigen. Det sker på trods af, at vi i Vesten ihærdigt har været med til at male et rosenrødt og bedragerisk billede af apartheidstaten: lyset midt i mørket, den mest moralske hær i verden, det eneste fredselskende demokrati i Mellemøsten, som fik ørkenen til at blomstre, omringet af onde, irrationelle arabere og muslimer – og så videre.

I virkeligheden har vi i fællesskab årti efter årti har set bort fra og fejet under gulvtæppet Israels terrorisme, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden – lige siden Nakba i 1948 og frem til i dag. Eurovision har spillet en essentiel rolle i den forbindelse.

Tag ikke mit ord for det. Dette kommer tydeligt til udtryk i de kolossale ressourcer – som også er vokset eksponentielt de sidste to et halvt år – til deres hasbara, altså Israels “udenrigsdiplomati og information”; kort sagt statens propaganda udadtil. Som Israels udenrigsminister engang sagde, bør udgifter til image være “som at investere i jetfly, bomber og missilforsvarssystemer.”

Det skal jeg love for. I forhold til Eurovision alene viser en undersøgelse [i]foretaget af The New York Times, at den israelske regering brugte mindst 1 million dollars på kampagner knyttet til afstemningsindsatser i forbindelse med Eurovision Song Contest i løbet af de seneste to år. Alene under konkurrencen i 2024 brugte de over 800.000 dollars (5,1 millioner kr.) på Eurovision-relateret reklame. Man kan købe afsindigt store mængder glimmer for de penge.

Resultatet taler også for sig selv: i 2025 fik Israels deltager, Yuval Raphael, ejendommeligt nok flest seerstemmer i flere lande, hvor meningsmålinger har vist stærk offentlig kritik af Israels handlinger i Gaza. Eksempelvis fik Yuval Raphael hele 33,34 % af seerstemmerne i Spanien og lå langt foran alle andre deltagere (Ukraines Ziferblat, som fik næstflest seerstemmer i Spanien, opnåede blot 6,74 % af stemmerne).

Og det var nok ikke kun, fordi selveste PM Netanyahu var ude og opfordre seere i Europa til at stemme på Israel. Jeg ved i øvrigt ikke, hvad der holder kong Felipe VI af Spanien tilbage fra at lave et lignende stunt, så Spanien én gang for alle kan få en chance for at vinde den forbandede konkurrence (som de vist nok ikke har vundet siden 1960’erne, da den fascistiske diktator Franco stadig sad ved magten).

I år var Noam Bettan tilmed ude med en video (stik imod reglerne) med opfordring til at stemme 10 gange på sig selv. Det fik han også en løftet pegefinger for af EBU (European Broadcasting Union) – men det stoppede ham jo ikke. Det burde dog ikke komme som nogen overraskelse efter alt, hvad vi har set, at Israel føler sig berettiget til – og ikke tøver med – at bruge alle lovlige og ulovlige midler for at opnå sine mål, mens vi andre alt for villigt falder til føje for apartheitstatens anmodninger.

Og dette er kun det, der er offentlig viden. Man kan kun spekulere i, hvad der foregår bag kulisserne – og det er netop den slags, som uundgåeligt fodrer alskens konspirationsteorier, den ene mere vanvittig end den anden. Der er imidlertid ingen tvivl om, at EBU, ligesom de stater den repræsenterer, har strakt sig langt for Israel. Hvilket utvivlsomt har påført organisationens omdømme skade.

Men soft power handler ikke kun om at promovere sig selv, ophøje og polere sit image udadtil. Det handler i lige så høj grad (og særligt for en stat som Israel) om at definere og demonisere en modstander. Før i tiden hed den PLO. I dag hedder den (blandt andet) Hamas.

Og jeg skal love for, at Israel har brugt ressourcer – samt hele sin troværdighed – på at definere og pleje Hamas’ image som dæmonen, kilden til alle Israels onder samt retfærdiggørelse af alskens uhyrligheder begået af Israel. Samtidig er al kritik konsekvent og systematisk blevet affejet som “Hamas-propaganda” og “antisemitisme”.

Den glitrende og plastikbelagte verden, som Eurovision tilbyder seerne, og som Israel desperat ønsker at fremstå som en integreret del af, hvor alle mennesker er evigt smukke, frie og frydefulde, har dog en modsat, næsten spejlvendt side. Det er en verden indhyllet i mørke, hvor ubegribelige grusomheder – som ville få Hieronymus Boschs helvede i The Garden of Earthly Delights til at blegne – tilskrives de “palæstinensiske umennesker”.

“40 halshuggede babyer” og andre fortællinger

Der er ingen tvivl om, at Hamas-ledede militser begik grusomheder og krigsforbrydelser den 7. oktober. Lad os få nogle ubestridelige fakta på plads [ii]: Det samlede dødstal som følge af Hamas’ angreb samt den israelske modoffensiv (som efterfølgende på mange måder har vist sig at være katastrofal og dødbringende, ikke mindst for et ukendt antal israelske civile, og præget af en påfaldende grad af uagtsomhed [iii]) anslås til 1.139 personer, heraf 695 israelske civile, inklusive 36 børn, 373 medlemmer af sikkerhedsstyrkerne samt 71 udenlandske statsborgere. Derudover tog Hamas 251 krigsfanger (militærpersonale) og gidsler (civile) med til Gaza, hvoraf 168 er vendt hjem igen – de fleste som resultat af aftaler mellem Hamas og Israel.

I efterspillet efter angrebet, var Israels fremstilling af angrebet udadtil præget af gruopvækkende historier, misvisende oplysninger og absurde påstande, med det formål at afbilde palæstinensere som umenneskelige monstre, som blev ukritisk viderebragt og amplificeret af vestlige politikere og medier som ubestridelige fakta.

Hvem har ikke hørt om de 40 halshuggede babyer, bagte babyer eller dansende Hamas-krigere, der leger med en kvindes amputerede bryster? Hvad med den gravide kvinde, hvis livmoder blev skåret op, og fosteret taget ud? Disse historier – i første omgang fortalt af blandt andre medlemmer af den ultraortodokse redningsgruppe ZAKA samt enkelte IDF-befalingsmænd – blev hurtigt tilbagevist, men fik alligevel enorm udbredelse globalt.

For eksempel gentog daværende præsident Joe Biden rapporterne om halshuggede babyer under et rundbordsmøde med jødiske ledere [iv]den 11. oktober: “Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle opleve at se og få bekræftet billeder af terrorister, der halshugger børn,” sagde han tungsindigt ind i mikrofonen foran rullende kameraer. Det gjorde han heller ikke. Ingen baby blev halshugget i Israel den 7 oktober. Disse udsavn, som senere har vist sig at være falske, var alligevel nok, til at Israel fik samtykke af allierede stater, til at tage de første skridt til folkemord.

“Udbredt og systematisk voldtægt”

Efter langvarigt pres lykkedes det Israelske lobby sidste år at få Hamas sat på FN’s sorte liste [v]over organisationer og stater, som vurderes at have været ansvarlige for seksuel vold under væbnede konflikter.

Skæbnens ironi ville dog, så sent som sidste uge, at Israel [vi]skulle komme på samme liste og dermed komme i det gode selskab med Hamas samt grupper som ISIS og al-Qaeda. Dette blev selvsagt ikke taget pænt imod, og Israels FN-ambassadør Danny Danon udtalte vredt, at »Enhver, der kan sætte Israel på samme liste som Hamas-terrorister og voldtægtsmænd, har ingen moral.«

Tænk, at denne mand skal belære verden om “moral”.

Hamas har – for hvad det nu er værd – gentagne gange afvist, at der fandt seksuel og kønsbaseret vold sted fra deres side under angrebene den 7. oktober, eller mod dem, der blev holdt fanget, og at de ikke ville acceptere den form for adfærd. Men hvorfor skulle vi også tage Hamas’ ord for gode varer?

Fra sin side slog Israels premierminister Benjamin Netanyahu, som jo aldrig lader en chance gå til spilde for at fremstille sig selv som den store feministiske menneskerettigheds- og sandhedsforkæmper, når det tjener hans snævre interesser, således hårdt på temaet i en tale [vii]den 5. december 2023 i Tel Aviv:

“… jeg siger til organisationerne for kvinders rettigheder og til menneskerettighedsorganisationerne: Har I hørt om voldtægten af israelske kvinder, de frygtelige grusomheder, seksuelle lemlæstelser? Hvor helvede er I?”

Believe women, believe the victim, siger man om disse hændelser. Og ja, der er noget om snakken. Men sagen er, at der ikke er én eneste kvinde eller person, der er kommet frem og har sagt, at de er blevet seksuelt misbrugt af Hamas i forbindelse med angrebet den 7. oktober. Hvis der ikke er nogen ofre, der er villige til at stå frem, hvis ikke et eneste offer for voldtægt er blevet identificeret – hverken levende eller dødt – hvorfor i alverden skulle man så tage den israelske stats ord for gode varer?

Men ak, må man overhovedet sætte spørgsmålstegn ved den officielt gældende narrativ? Ve jer, I som betvivler offerets ord – for I er afskyelige terrorsympatisører, jødehadere og kvindeundertrykkere!

Det er en særligt sejlivet narrativ omkring Hamas, som gennem årene har præget medierne, og i den generelle mainstream-diskurs antages som gældende og indiskutabel: narrativet om udbredt og systematisk seksuel vold og voldtægt mod israelske kvinder i forbindelse med angrebet den 7. oktober og mod gidsler i Hamas’ fangenskab.

Dette skyldes for det første, at Israel og dets støtter – politikere og medier – fortsat fremfører denne narrativ, selv over to et halvt år efter hændelsen, som ellers efter alt at dømme ikke har efterladt sig håndgribelige spor.

For det andet fremstår narrativet mere plausibelt i en krigssammenhæng sammenlignet med andre, mere ekstreme fortællinger. Påstande om voldtægt er i sagens natur ofte vanskelige eller umulige at bevise – eller afvise endegyldigt.

For det tredje er narrativet meget effektivt til at tegne et karikeret billede af fjenden, og det spiller ind i Vestens villighed til ukritisk at genkalde forestillingen om de farlige “arabiske og muslimske mænd” som seksuelle rovdyr.

Denne forestilling om ikke-vestlige, koloniserede mænd som seksuelle trusler er lige så gammel som kolonialismen selv. Den er gennem århundreder blevet brugt til at retfærdiggøre drab, lynchning, udryddelse og kontrol – hvad enten det var i apartheid-Sydafrika, Jim Crow-USA eller i koloniale sammenhænge. Den blev også brugt af nazisterne i propaganda mod jødiske mænd, som blev fremstillet som en trussel mod “rene” tyske kvinder.

Sidst men ikke mindst kan man tilføje et psykologisk eller freudiansk aspekt til analysen – ligesom man i øvrigt kunne gøre i forhold til Eurovision Song Contest – og overveje, om disse vedvarende fortællinger også kan ses som projektioner og undertrykte seksuelle fantasier. Eller som man siger i dag: every accusation is a confession.

Narrativet om massevoldtægt af israelske kvinder den 7. oktober har samtidig givet Israel mulighed for at forstærke sit selvbillede som “det evige offer”, hvor ikke blot konkrete ofre, men selve staten i deres fremstilling blev fremstillet som krænket og overgrebet.

Det her bør endvidere ses i forhold til den dybtliggende moralske fordærv, hykleri og selvbedrag, som gennemsyrer den vestlige kultur, men som for nyligt er blevet tydeligere end nogensinde: nemlig Epstein-afsløringerne (som i øvrigt var øjensynligt dybt involveret i Israels spionage- og politiske særinteresser på internationalt niveau, og som vi kun har fået lov til at se en brøkdel af), hvor et bredt net bestående af verdens ultramagtfulde mennesker (hvoraf de fleste tilfældigvis er hvide europæere og efterkommere af koloniherrer) i årtier har opereret i et omfattende, hemmeligt og kriminelt netværk præget af menneskehandel og seksuelt misbrug af kvinder og børn – uden at nogen af de involverede er nogensinde blevet dømt eller videre undersøgt, endsige straffet (heller ikke dem, der er blevet offentligt afsløret) bortset fra én kvinde: Ghislaine Maxwell.

Uanset hvilke tolkninger man anlægger, er det centralt at skelne mellem dokumenterede forhold og efterfølgende politiske fortællinger. Jo mere man kigger på det, desto mere usandsynligt forekommer det, at Hamas begik "udbredt massevoltægt som krigsvåben" den 7. oktober - især når man ikke kan dokumentere et eneste voltægt.

Dette betyder ikke, at seksuel vold kan udelukkes i en kaotisk krigssituation – det er desværre en kendt realitet i mange konflikter. Men det betyder, at graden, omfanget og systematiseringen må vurderes på baggrund af verificerbare oplysninger frem for gentagne politiske eller mediemæssige fremstillinger.

Narrativen om udbredt og systematisk seksuel overgræb af Hamas den 7. oktober er utvivlsomt af overordentlig vigtighed for Israel, og den har været central til den moralske retfærdiggørelse og den emotionelle drivkraft af folkemordet.

Der er således siden Hamas' angræb fremkommet en række rapporter og medieproduktioner, som søger at dokumentere og underbygge påstande om seksuel vold. Blandt disse kan nævnes artiklen Screams Before Silence (New York Times)[viii] og dokumentarfilmen Screams Without Words[ix], produceret af den tidligere Meta-chef Sheryl Sandberg.

En anden central reference er FN’s særlige rapportør for seksuel vold i konflikter, Pramila Patten, hvis rapport fra marts 2024 [x]har været genstand for omfattende fortolkning i offentligheden. Rapporten lægger ud med, at der er "troværdige" indikationer på, at seksuel vold kan have fundet sted den 7. oktober samt mod gidsler, og opfordrer til "yderligere omfattende undersøgelse".

I dele af mediedækningen er rapporten dog blevet markedsført som endeligt bevis for systematisk seksuel vold, hvilket ikke nødvendigvis afspejler rapportens egen formuleringer i deres fulde kontekst.

Rapporten når når ved nærmere læsning imidlertid IKKE frem til mange af de konklusioner, som den bliver rost for i vestlige medier - og flere af dens fund underminerer tilmed den israelske fortælling.

Begravet langt nede i rapporten, afsnit 74, står der nemlig sort på hvidt “I den retsmedicinske vurdering af de tilgængelige fotos og videoer kunne der ikke identificeres nogen håndgribelige tegn på voldtægt”. Derudover, i afsnit 77 blev der “ikke fundet noget digitalt bevis i åbne kilder, som specifikt viser handlinger af seksuel vold.”. Dette bliver sjovt nok aldrig nævnt i medierne.

Så sent som i maj måned i år udkom der endnu en "rapport", altså hele to et halvt år efter Hamas' angreb – og midt under afviklingen af Eurovision – med titlen Silenced No More[xi], udgivet af den såkaldte "Civil Commission".

Denne rapport viser stort set ingen håndgribelig evidens eller verificerede førstehåndsberetninger fra ofre. Den er så at sige gammel vin på nye flasker. Den genbruger nemlig mange af de gamle, grundløse og for længst tilbageviste udtalelser og pakker dem ind i en knap 300 sider lang "rapport".

Den har ikke desto mindre gjort rundterne i de fleste store medier i Vesten, herunder – naturligvis – på DR.dk [xii], med den stærkt misvisende overskrift: "Seksuel vold begået af Hamas den 7. oktober var systematisk, siger rapport"

Den dag i dag har Israel ikke fremlagt selv den mest grundlæggende redegørelse, som man ville forvente af en seriøs undersøgelse: Hvor mange personer har anmeldt, at de blev voldtaget den 7. oktober? Hvor mange afdøde er med sikkerhed blevet identificeret som voldtægtsofre? Hvor mange familier er blevet informeret om, at deres pårørende vurderes at have været udsat for voldtægt? Og hvor mange af de påståede tilfælde bygger alene på vidneudsagn, rygter eller spekulationer baseret på lægfolks observationer af ligenes tilstand? Ingen af rapporterne giver svar på disse spørgsmål [xiii].

Og hvis der fandtes det mindste håndgribelige bevis, ville Israel og dets propagandister ikke have parederet ustandseligt alle vegne med det?

Til gengæld er det israelske udenrigsministeriums reaktion [xiv] på den tidligere nævnte FN-rapports anbefaling om at foretage en undersøgelse af seksuel vold begået af israelske soldater og myndigheder mod palæstinensere meget sigende: "Israel afviser rapportens opfordring til at undersøge palæstinensiske påstande om »seksuel vold begået af israelske aktører«. Dette er et hånligt og bevidst palæstinensisk forsøg på at skabe en uacceptabel sidestilling mellem de frygtelige forbrydelser, som blev begået og fortsat bliver begået af Hamas, og ondsindede og grundløse anklager rettet mod Israel og israelere."

Jeg må erklære mig enig i, at der ingen sammenligning er mellem de to størrelser, Israel og palæstinenserne, eftersom israelerne er langt, langt værre end palæstinenserne nogensinde kunne blive, når det kommer til brutalitet og omfanget af seksuel vold. Og tag ikke mit ord for det. Der findes et væld af beviser og førstehåndsberetninger herom, hvis man blot gider skrabe lidt i overfladen – selvom Israel for alt i verden forsøger at vildlede os om dem.

The Silence That Meets the Rape of Palestinians

"Jeg har mistet tællingen over, hvor mange anerkendte journalister der har interviewet mig om israelske styrkers seksuelle overgreb mod palæstinensiske kvinder, uden nogensinde at offentliggøre en artikel om det." sagde FN Special Rapporteur on the occupied Palestinian territories Francesca Albanese [xv]

Den 7. oktober 2023 markerede et »alvorligt sikkerhedssammenbrud«, som gav de israelske sikkerhedsstyrker et »blankocheck« til at omgå tidligere begrænsninger og fjerne de resterende formelle juridiske beskyttelser for palæstinensiske fanger og tilbageholdte – særligt dem fra Gazastriben. Dette gjorde internerings- og detentioncentre til områder præget af total straffrihed, der bevidst opererede uden for lovens rammer og undgik tilsyn og ansvarlighed.

Dette er noget, som vores mainstream-medier fuldstændigt har negligeret og faktisk skjult for os. Indtil nu, i hvert fald. Artiklen The Silence That Meets the Rape of Palestinians[xvi]af den ansete og dobbelte modtager af Pulitzerprisen Nicholas Kristof, publiceret i det eminente nyhedsmedie The New York Times den 11. maj, tyder på en ny drejning i avisens holdning (eller måske blot plausibel tildækning?) til Israel/Palæstina-tematikken. Med en tydelig pro-israelsk bias og generelt helt på linje med establishment'et er det usædvanligt for avisen at udgive noget så specifikt og detaljeret, når det kommer til vold mod palæstinensere begået af israelske aktører – ikke mindst seksuel vold.

Det er første gang, at et etableret mainstream- og i den grad toneangivende medie som The New York Times har rapporteret med nogen dybde om israelsk seksuel vold mod palæstinensere. Artiklen lægger ud med ordene: "Det er et enkelt princip: Uanset hvilke holdninger vi har til konflikten i Mellemøsten, bør vi kunne stå sammen om at fordømme voldtægt."

I artiklen gør Kristof naturligvis den obligatoriske rituelle dans om at "both-side" problemet og beskylder, uden at fremlægge belæg, Hamas for at have begået voldtægt den 7. oktober.

Artiklen [xvii]bærer præg af at være et undersøgende journalistisk stykke. Den er baseret på beretninger, som blev fortalt til forfatteren under en rejse til den besatte Vestbred af 14 personer, der tidligere har siddet i israelsk fangenskab, nogle navngivne og andre anonymiserede. Her beskrives alvorlige overgreb og mishandling af en karakter, som fremstår dybt graverende. Der berettes om udbredt og systematisk brug af seksuel vold af israelske soldater og fængselsvogtere med total af straffrihed. Der omtales så brutale former voldtægt, at det overgår de flestes forestillingsevne: voltægt, gang-rape, sexuel vold imod mindreårige, brug af batoner, elektrificerede stave - og hunde.

Disse ufatteligt voldsomme handlinger skubber tærsklen og opfattelsesgrænsen af den menneskelige smerte, fysisk som psykisk. Disse barbariske metoder synes ikke at tjene nogen tydeligt praktisk formål. Bortset fra, udover gerningsmænderns perverterede og sygelige morskab, til at skabe en følelse af dyb magtesløshed, håbløshed, udmygelse og dehumanisering hos ofrene, samt at opsætte et klart forhold af magt og dominans overfor den i otte årtier stærkt undertrykte palæstisnke folk.

Det, vi får indblik i i artiklen, er kun den allertyndeste spids af isbjerget. Ifølge én opgørelse [xviii]har Israel tilbageholdt 20.000 personer alene på Vestbredden siden angrebene den 7. oktober, og mere end 9.000 palæstinensere var så sent som sidste måned fortsat tilbageholdt på ubestemt tid (betegnet med det eufemistiske udtryk administrative detention). Mange af dem er aldrig blevet sigtet, men er tilbageholdt på baggrund af uklart definerede “sikkerhedshensyn”. Kan det her lade sig gøre i en retsstat? Er dette “Mellemøstens eneste demokrati”? Svaret er et klart nej.

En af grundene til, at disse overgreb ikke får større opmærksomhed, skriver Kristof, er trusler fra israelske myndigheder, som ifølge løsladte palæstinensere med jævne mellemrum advarer fanger ved deres løsladelse om at tie stille. Derudover har den israelske regering i årevis (ganske ulovligt) hindret Røde Kors at inspicere forholdene for palæstinensiske tilbageholdte i israelske fængsler.

Ejendommelig timing - forudsigelige reaktioner

At denne artikel kommer først nu og slår ned som en bombe, når man så længe har kendt til den type mishandling af palæstinensiske fanger – også før den 7. oktober, er ejendommelig. Flere rapporter er blevet udgivet i løbet af de sidste to år, som NYT-artiklen også delvist bygger på og henviser til. Såsom denne 2025 FN-rapport [xix]"Israel's systematic use of sexual, reproductive and other forms of"; ‘Raped by female soldiers’: Palestinian in leaked Sde Teiman photo speaks out i Middle East Eye [xx](2024); “Welcome to Hell – The Israeli Prison System as a Network of Torture Camps”, samt “Living Hell” fra den israelske humanitære organisation B’Tselem [xxi]; “Another genocide behind walls: Sexual violence in Israeli prisons and detention centres and engineered impunity” af Euro-Med Human Rights Monitor[xxii]og Norsk Flygtningehjælp [xxiii]: “Sexual violence and forcible transfer in the West Bank: How the exploitation of gender dynamics drives displacement”, april 2026.

New York Times blev efter publiceringen af Kristofs artikel mødt med vrede protestdemonstrationer udenfor deres bygning i New York og hæftige anklager fra den sædvanlige zionistiske kant om antisemitisme og “blood libel”.

Israels reaktion på artiklens udgivelse lod ikke vente på sig, og er heller ikke så lidt sigende, med højlydte protester og trusler direkte fra regeringens højeste tinder slog apartheidstaten hårdt ned på den ellers højtansete amerikanske medieinstitution for deres redaktionelle beslutning samt forfatteren personligt.

»Efter offentliggørelsen af en af de mest modbydelige og fordrejede løgne, der nogensinde er blevet publiceret om staten Israel i den moderne presse, skrevet af Nicholas Kristof i The New York Times og støttet af avisen, har premierminister Benjamin Netanyahu og udenrigsminister Gideon Sa’ar instrueret, at der indledes en injuriesag mod The New York Times,« skrev Israels udenrigsministerium [xxiv]i et opslag på sociale medier.

»De har ærekrænket Israels soldater og videreført en blood libel om voldtægt i et forsøg på at skabe en falsk symmetri mellem Hamas’ folkemorderiske terrorister og Israels tapre soldater,« tordnede Benjamin Netanyahu i en udtalelse til Reuters [xxv]. »Vi vil bekæmpe disse løgne både i den offentlige debat og ved domstolene. Sandheden vil sejre.«

Så meget for pressefrihed. Det beviser, udover enhver tvivl, at dette er en kamp, som udspiller sig i medierne for øjnene af os alle, og som Israel for alt i verden ikke ønsker at tabe.

Det er desuden højst bemærkelsesværdigt, at ovennævnte rapport “Silenced No More” fra Civil Commission, som omhandler Hamas’ angivelige seksuelle vold, der skulle have fundet sted for over to og et halvt år siden, udkom præcis dagen efter, at NYT udgav Kristofs artikel. Det er som om pro-israelske kræfter reagerer prompte på ubelejlig eksponering og forsøger at lave damage control.

Jeg håber inderligt, at Israel gør alvor af deres trussel om at sagsøge NYT. Men dette er kun en markering og endnu et medie-stunt, og jeg ville vædde mit imperium på, at de aldrig gennemfører det – eftersom det ville indebære at sætte reelle undersøgelser i gang og få sandheden frem. Det er det sidste Netanyahu og den zionistiske entitet ønsker. De har ikke sandheden på deres side. Deres métier, ganske enkelt, er at slå, dræbe, true og lyve – altså rå og hensynsløs magt, når soft power ikke rækker.

Sde Teiman Torturlejren

43-årige Wajdi, som tilbragte et år i fangenskab, fortalte [xxvi], at han blev udsat for gentagne overgreb af soldater - og en hund under afhøring.

"Under afhøringen bandt de mig nøgen til en metalbriks, og en af soldaterne spurgte mig, hvor mange israelske kvinder jeg havde voldtaget i Israel. Jeg benægtede, at jeg overhovedet havde været i Israel. Derefter slog en soldat mig. Jeg følte stærke smerter i anus og skreg, men hver gang jeg skreg, blev jeg slået. Dette fortsatte i flere minutter, mens soldaterne filmede og hånede mig. Soldaten gik efter at han ejakulerede inde i mig. Jeg blev efterladt i en ydmigende stilling. Jeg ønskede at dø. Jeg blødte. Senere løsrev de mig og bragte en hund, som også voldtog mig. Samme dag blev jeg voldtaget mindst to gange igen efter at jeg var blevet bundet til sengen. En af soldaterne førte sin penis ind i min mund og urinerede derefter på mig. Overgrebet blev gentaget to dage senere af tre soldater. Jeg var i meget dårlig fysisk og psykisk tilstand."

En af de største politiske skandaler, som har ramt de israelske medier de sidste år (de vestlige mainstreammedier har dog ikke nævnt det med et pip, mærkeligt nok!), var i forbindelse med nogle lækkede overvågningsoptagelser, som i august 2024 blev vist på Israels TV Kanal 12. Optagelserne viste, hvad der så ud til at være israelske soldater, der begik seksuelle overgreb mod en palæstinensisk fange i Sde Teiman, et af de mest berygtede anlæg i Israel i det sydlige Negev-ørken.

Optagelserne [xxvii] daterede juli '24, viser palæstinensiske fanger liggende på maven med ansigtet mod gulvet, med bundne hænder over hovedet og bind for øjnene. En gruppe sortmaskerede reservister ses træde ind og føre en af fangerne til side, hvorefter de går ud af billedet, men optages videre af kamera 2. Nogle soldater stiller sig foran med oprørsskjolde og forsøger at skjule gerningen.

Fangen blev derefter bragt til et felthospital i Sde Teiman med »en sprængt tarm, en alvorlig skade på anus, lungeskader og brækkede ribben«, ifølge en medicinsk rapport.

Ikke at det betyder noget i denne sammenhæng, men den palæstinensiske tilbageholdte, som blev udsat for det alvorlige overgreb, var IKKE medlem af Hamas’ Nukhba-styrke, som man ellers har påstået.

Det er sandeligt et oprørende syn, og er rimeligvis det eneste videomateriale, som er kommet frem, der viser seksuel vold mod palæstinensiske fanger. Benjamin Netanyahu, var forventeligt nok, helt forfærdet over hændelsen. Han erklærede [xxviii], at lækagen var “…måske det mest alvorlige angreb på Israels omdømme, som landet har oplevet siden sin grundlæggelse – jeg kan ikke mindes et, der har været så koncentreret og intenst.”

Jo, premierministeren var bekymret – ikke over forbrydelsen selv, men over hvordan det kom til at fremstille ham og hans land i verdens øjne- at det blev fanget. En forfængelig lille satan, må man sige. Men helt på linje med alt, hvad vi hidtil har set.

En talsmand for det amerikanske udenrigsministerium udtalte (det var i Bidens tid), at rapporterne var »rystende«, og tilføjede, at de israelske myndigheder bør undersøges fuldt ud… af de israelske myndigheder!

Sagen førte ikke desto mindre til anholdelsen af ti soldater fra enheden Force 100 samt en efterforskning af det, som Israels militære generaladvokat beskrev som »mistanke om alvorlige overgreb mod en tilbageholdt«.

Dette udløste så optøjer og voldsomme protester i Israel - ikke blandt menneskerettighedsgrupper, men blandt højreorienterede aktivister og demonstranter [xxix], herunder siddende regeringsministre og medlemmer af Knesset, både ved basen hvor de var tilbageholdte, og ved den militærdomstol. Det var, hvad man har kaldt “rallying around the rapists” og “Israels right to rape”.

Generalmajor Yifat Tomer-Yerushalmi, den øverste jurist med ansvar for at sikre, at den israelske hær overholder loven, kom ud og vedkendte, at det var hende der lækede video'en med overgræbet. Det blev hun pågræbet for [xxx], og kort efter endte hun med at "sige op".

»Den militære generaladvokat trådte tilbage, og det var helt på sin plads,« sagde minister Israel Katz [xxxi]i en senere udtalelse. »Enhver, der spreder blood libels mod soldater i den israelske hær, er ikke værdig til at bære den israelske hærs uniform,« tilføjede han. Israel Katz oplyste, at han snart ville udpege en ny fungerende militær generaladvokat og senere indlede processen med at udvælge en ny person til posten – helst én, der ikke er bebyrdet med en samvittighed.

Lad der ikke herske tvivl om, at disse israelske soldater blev mødt med kriminelle sigtelser alene fordi forbrydelsen blev videooptaget og siden lækket til offentligheden. Voldsforbrydelser mod palæstinensiske fanger som denne, og værre endnu, foregår dagligt bag tykke mure i de israelske fængsler, og når aldrig dagslyset.

Hvad de anholdte reservister angår, langt fra at blive fordømt og udstødt af det almindelige civilsamfund blev disse voldtægtsforbrydere hyldet af en stor del af deres landsmænd. De tilbageholdte soldater, som sad i varetægt efter den brutale voldtægt, fik således noget nær en heltemodtagelse og blev mødt med kram, bifald og sang, da de iførte sorte elefanthuer mødte op i retten [xxxii].

Da Ahmad Tibi, et arabisk medlem af Knesset [xxxiii], spurgte, om det var legitimt »at føre en stav ind i endetarmen på en person«, svarede Hanoch Milwidsky fra Likud vredt: »Hold kæft! Ja, hvis han er en Nukhba-militant, er alt tilladt. Alt!«

Snart blev reservisterne hyldet som helte og gjort til TV-stjerner, da den ene af dem blev inviteret som gæst i programmet “The Patriots” på den højreorienterede Channel 14 [xxxiv], i det der må være en af de mest bizarre prime-time tv-optrædener nogensinde. Den formodede voldtægtsforbryder var iført militæruniform, elefanthue og maskingevær slynget over skulderen og sad til interview ved et hygge-talk-show, med værter, gæster, publikum, neon-lys og det hele, som var det mest normale i verden. Der blev han spurgt til om voldtægtssagen, hvor han både benægtede og retfærdiggørde sine handlinger. Man må sige, at ingen kan sømløst sammenblande billig TV-glamour og krigsforbrydelser som israelsk TV.

Opmuntret af den givetvis uventet positive modtagelse og forført af udsigten til berømmelse, samt den absolutte straffrihed besluttede den anonyme TV-krigsforbryder og “nationalhelt” at give sig til kende. Endeligt tog “helten” masken af foran hele verden. I overført betydning var det Israel, som endelig tog masken af. Den 26. august var fængselsvogter, sadistisk bødel og (formodede) voldtægtsforbryder Meir Ben-Shitrit gæst i “Fathi and Shai”-show på Channel 14 hvor han fik et langt interview.

Værten Shai Goldshtein sagde på et tidspunkt oprørt: “Jeg prøver at sætte mig i dit sted, i din situation. Du står over for disse mennesker – nogle af de mest afskyelige mennesker, man kan forestille sig – som har gjort de mest frygtelige ting mod vores folk, vores brødre og søstre. Jeg tror, at hvis det var mig, der stod der, og jeg havde muligheden, så ville jeg gå fuldstændig amok på dem.”

Ben-Shitrit udtalte, at anklagerne mod ham er grundløse og antydede, at der ligger en sammensværgelse bag dem: »De har ingenting, og det hele er opdigtet. Jeg kender stemningen i sådanne opdigtede sager – jeg kender den alt for godt.«

Mandag den 16. marts i år mødtes den israelske forsvarsminister Israel Katz med den gruppe soldater, der havde voldtaget en palæstinensisk fange i Gaza i en gruppevoldtægt i Sde Teiman-anlæget, som blev fanget på video, og undskyldte til dem [xxxv]for den “uretfærdighed, som systemet har begået” mod dem, og beordrede IDF til at genindsætte dem i aktiv tjeneste med det samme. i

Blot en uge før Katz’ møde med dem var soldaterne blevet renset for alle anklager, efter at sagen var blevet lukket af den nyudnævnte israelske militære chefanklager (CMA), generalmajor Itay Ofir.

“Retfærdighed er sket fyldest, og hele denne mørke sky er blevet fjernet fra jer og jeres familier… Jeg roser den nye CMA’s beslutning, som i modsætning til sin forgænger fører en politik om at beskytte soldaterne og ikke terroristerne,” sagde Katz mandag. “Jeg har instrueret sikkerhedsapparatet og IDF i at sørge for, at I kan vende tilbage til tjeneste – som det er passende og som I ønsker, for at bidrage og være en del af den store sejr.”

Retfærdighed er sket fyldest, siger han. Der er dog én, som ikke var så heldig: Tidligere Generalmajor, øverste jurist i hæren og nu wistle-blower Yifat Tomer-Yerushalmi, som i sin tid lækkede voldtægtsvideo'en, står nu over for anklager[xxxvi]om blandt andet brud på loyalitetspligten, tillidsbrud, misbrug af embedet, forsømmelse af tjenestepligter og forstyrrelse af efterforskningsarbejde

Efter at hun derudover var i fuld offentlighed blevet forkastet af Israels nye “helt” Meir Ben-Shitrit samt udenrigsminister Katz og beskyldt for landsforræderi, forsøgte hun selvmord. Hun blev dog fundet i live og derefter indlagt - dog uden at anklagerne er blevet frafaldet.

Israel har beviseligt udøvet kønsbaseret vold mod palæstinensere som en del af en bredere bestræbelse på at undergrave deres ret til selvbestemmelse og har begået folkemorderiske handlinger gennem den systematiske ødelæggelse af sundhedsfaciliteter for seksuel og reproduktiv sundhed.

Israel har hævdet, med tidligere forsvarsminister Yoav Gallants egne ord, at landet kæmper mod “menneskelige dyr” i Gaza. Men nu er det det israelske samfunds egen monstrøse sadisme, der udspringer af et dybt had til palæstinenserne, som er udstillet for hele verden at se.

Det er en verden af kontrast, næsten surrealistisk, når man bagefter sidder og kigger på Eurovision-konkurrencen og ser disse dejlige, flotte, polerede mennesker hoppe rundt på scenen og synge om kærlighed og hyggelige tider. Men disse er to verdener der lever side om side, ja, nærmest integreret i hinanden, selvom de ikke nødvendigvis er bevidste om det. Vi er en del af dem, og de er en del af os.

For mange seere er Eurovision givetvis ikke mere end en underholdende overdådighedsfest med dårlig smag, flotte mennesker, kvalmende mængder glimmer og tomme kalorier. Men bare fordi det er blevet normaliseret, betyder det dog ikke, at der ikke er politik. Bare spørg Rusland.

Lad der ikke herske tvivl: Israels placering som nr. 2 (for anden gang i træk) udgør i den grad en politisk triumf for den zionistiske entitet og et nederlag for os andre, der kæmper for fred, menneskerettigheder og retfærdighed. Ja, blot deres fortsatte deltagelse i konkurrencen endnu et år er et umiskendeligt bevis på deres fortsatte politiske magt og yderligere normalisering af the crime of crimes– og de skammer sig ikke over det.

Mark Jiménez, Tórshavn 12 juni 2026

##med2##

##med3##

##med4##

[i]www.nytimes.com/2026/05/11/world/europe/eurovision-israel-votes.html

[ii]www.france24.com/en/live-news/20231215-israel-social-security-data-reveals-true-picture-of-oct-7-deaths

[iii]www.aljazeera.com/news/2025/2/28/what-has-the-report-into-israeli-military-failures-on-october-7-said

[iv]www.nbcnews.com/politics/white-house/biden-deliver-remarks-roundtable-jewish-community-leaders-rcna119865

[v]www.jewishnews.co.uk/un-to-add-hamas-to-sexual-violence-blacklist/

[vi]www.jpost.com/israel-news/article-897572

[vii]www.timesofisrael.com/netanyahu-biden-slam-global-silence-on-hamas-sexual-violence-against-israeli-women/

[viii]static01.nyt.com/images/2023/12/31/nytfrontpage/scan.pdf